Mens han kæmpede indenfor, kæmpede hans datter udenfor

Foto: Arkivfoto: Jesper Christiansen

Den tidligere Falckredder havde onsdag foretræde for folketingets beskæftigelsesudvalg.

I 10 år har den tidligere Falckredder Erik Schack, kæmpet for at få den erstatning, han ved en dom har fået tilkendt. Onsdag tog han sagen i egen hånd.

- Jeg kæmper ikke min egen sag. Jeg kæmper for alle reddere og politifolk i Danmark.

Sådan lød det onsdag fra den tidligere Falckredder Erik Schack.

Flankeret af sin datter og sin fagforening, tog Erik Schack onsdag plads foran folketingets beskæftigelsesudvalg.

For det er efterhånden 10 år siden, at en arbejdsulykke invaliderede den nu tidligere Falckredder, da han i forbindelse med en redningsaktion på havnen i Strandby, indåndede svovlbrintedampe.

En ulykke, der har efterladt ham hjerneskadet, halvsidig lammet og plaget af daglige smerter. 

Siden blev han tilkendt erstatning, men har i årevis kæmpet med både myndigheder og forsikringsselskab for at få erstatningen udbetalt. Og sagen er langt fra slut endnu.

Stævnede Ankestyrelsen

Erik Schack vandt ellers allerede sin arbejdsskadesag i Vestre Landsret i 2021, men nu har Tryg stævnet Ankestyrelsen, og dermed ser det ud til, at han endnu må vente fire år på at få sin sag afgjort.

- Vi håber selvfølgelig politikerne vil lytte til de forslag, vi kommer med. Og så håber vi dermed, at vi får plantet det første frø til, at der kan ske en ændring, siger Per Kjeldsen, der er formand for 3F Midtvendsyssel, der igennem hele forløbet har støttet Erik Schack i kampen for erstatning.

Se hele indslaget her.

Og står det til et nordjysk medlem af beskæftigelsesudvalget, er det på tide at give lovgivningen på området et gennemgribende eftersyn, så andre ikke ender i samme situation som Erik Schack.

- Jeg tror jo desværre ikke, at vi når at ændre lovgivningen i forhold til Eriks sag. Men Erik er jo et stort menneske, og han siger, at det gælder jo også fremtidige reddere, der står i samme situation som ham, siger Bjarne Laustsen (S).

Hvem passer på os?

Og mens Erik Schack talte sin sag indenfor på Christiansborg, demonstrerede flere af hans tidligere kollegaer udenfor i sympati.

Caroline Schack er også blevet Falck-redder. Foto: TV2 Nord

Blandt dem Erik Schacks datter, som er gået i sin fars fodspor.

- Hvis ikke min far vinder den sag, så stiller det os alle dårligt. Alle os, der arbejder i beredskabet, og som hver dag kører ud for at hjælpe andre. Altså hvem passer på os, hvis vi selv kommer til skade? Det er jo det store spørgsmål, siger Caroline Schack og fortsætter:

- Og lige nu er svaret i al fald, at det er der ikke nogen, der gør.

Og selvom det på ingen måde betyder, at Erik Schacks udfordringer er forbi, har det ifølge den tidligere redder været hele turen værd.

- Jeg er meget positivt indstillet overfor beskæftigelsesudvalget, som af flere synliggjorde, at de ville drøfte det her for at sikre fremtiden.


Traditionsrigt stævne på vej mod aflysning - nu er der alligevel håb

Foto: Mogens Jørgensen / TV2 Nord

Arkivfoto.

Aalborg Kommune ser ud til at finde penge til at kunne afholde jubilæumsudgave af stort sportsstævne.

Invitationerne var sendt ud, men da Aalborg Kommune skulle lægge budget for næste år, var der ikke råd til at være vært for sportsstævnet Ungdomslegene i 2025.

Nu ser der dog alligevel ud til at være fundet en løsning, så arrangementet ikke skal aflyses.

Det fremgår af dagsordenen for mødet i Aalborg Kommunes økonomiudvalg 18. november.

'Det er vurderet, at Ungdomslegene kan afholdes for cirka 1,9 millioner kroner. Finansieringen kan findes ved et mindreforbrug på i alt 1,4 millioner kroner for afsluttede projekter i Sundhed og Kultur, samt ved overførte midler fra DM-ugen 2023 i Økonomi og Erhverv på i alt 500.000 kroner,' står der.

- Det er rigtig dejligt, at vi kan gennemføre et arrangement, som får mange unge i gang med at dyrke idræt, siger rådmand for Sundhed og Kultur, Jes Lunde (RV), som er overbevist om, at Økonomiudvalget siger ja til den finansieringsplan, der er lagt.

Fejrer jubilæum

Ungdomslegene er et stævne for unge fra Aalborg Kommune og unge fra kommunens venskabsbyer Almere i Holland, Lancaster i England og Rendsburg i Tyskland. Arrangementet har været afholdt siden 1975 og værtsskabet går på skift mellem byerne.

I 2025 fejrer Ungdomslegene 50-års jubilæum, og nu tyder det altså alligevel på, at det er Aalborg, der bliver vært for jubilæumsudgaven af stævnet, hvor de unge dyster mod hinanden i en række idrætsgrene.

Ifølge rådmanden ventes mellem 1500 og 2000 unge at deltage i Ungdomslegene.

Se indslag fra 2019, hvor Ungdomslegene også fandt sted i Aalborg:


Nordjysk virksomhed er en af verdens bedste arbejdspladser

Foto: Louis Nielsen

Det er ikke bare Danmarks bedste - det er faktisk en af verdens bedste arbejdspladser.

Der er noget, der tyder på, at man er rigtig glad for sit arbejde, når man hjælper folk med at finde de rigtige briller.

I hvert fald har optikerkæden Louis Nielsen, der har sin oprindelse i Aalborg tilbage i 1978, ikke bare vundet prisen som Danmarks bedste arbejdsplads to år i træk.

Louis Nielsen er nemlig, som en del af optikerkæden Specsavers, der ejer Louis Nielsen, kåret som en af de 25 bedste arbejdspladser på verdensplan. Faktisk er de nummer 16 på listen.

- Det er vi meget, meget glade og stolte over! Specsavers har over 40.000 ansatte på tværs af landene, siger Mads Nygaard.

Om Fortune World's Best Workplaces™

“Worlds Best Workplaces” er valgt ud fra mere end 7,4 millioner fortrolige undersøgelsessvar, der repræsenterer erfaringer fra 20 millioner medarbejdere verden over hos Great Place To Work-certificerede organisationer.

Organisationer vurderes på deres indsats for at skabe gode arbejdspladser og have en positiv indvirkning på mennesker og lokalsamfund på tværs af flere lande rundt om i verden. Virksomheder skal have optrådt på mindst fem Best Workplaces-lister i Asien, Europa, Latinamerika, Afrika, Nordamerika eller Australien i løbet af 2023 eller begyndelsen af ​​2024 og have mindst 5.000 ansatte på verdensplan, med 40 % uden for hovedkvarteret.

I alt er 21.000 virksomheder certificeret som "Great places to work" og alle virksomheder betaler for certificeringen. Certificeringen indebærer god respons fra dybdegående, anonyme spørgeskemaundersøgelser, som de ansatte udfylder.

For at komme i betragtning til listen skal virksomheder identificeres som fremragende globale arbejdsgivere med anerkendelse på mindst fem ”Best Workplaces”-lister fra hele verden i løbet af 2023 eller begyndelsen af ​​2024. Til grund ligger grundige anonyme spørgeundersøgelser blandt medarbejderne.

- Jeg er da en ekstra stolt nordjyde lige i dag. Det er ikke hver dag, at vi får sådan en anerkendelse udenfor Danmarks grænser. Det vigtigste er dog ikke anerkendelsen i sig selv, men det faktum, at vi har det så godt sammen. I butikkerne og på vores supportkontor i Aalborg. Det går stærkt i detail, men alligevel formår vi at støtte hinanden, udvikle os og gå forrest.

Sådan siger direktør Mads Nygaard, der har været i Louis Nielsen i over tredive år og var optikerkædens første optikerelev.

Overalt i Europa har optikerkæden fået flotte placeringer i forhold til at være blandt de bedste arbejdspladser i det enkelte land, men det er kun i Danmark, at Louis Nielsen er blevet nummer et to gange i træk.

- Vi trækker naturligvis gennemsnittet lidt op for vores kolleger i de andre lande. Vi har en unik måde at tilgå det i Danmark, tror jeg. Vi støtter i meget høj grad hinanden og er åbne. Det betyder, at vi tør tage chancer, for går noget galt, er vi der for hinanden, fortæller Mads Nygaard.

Virksomhederne vurderes på deres indsats til at skabe gode arbejdspladser og have en positiv indflydelse på mennesker og lokalsamfund på tværs af flere lande rundt om i verden.


Mens Mette sov, fik hun uønsket besøg: - Det er virkelig ubehageligt

Foto: (Privatfoto)

Tyve rippede pengeskab ude i Mettes have.

- Det er virkelig ubehageligt, og vi er rystede, lyder det fra Mette Christensen.

Indbrudstyve var nemlig natten til torsdag på rov i hendes og mandens slagterbutik i Saltum samt i parrets hjem, som er forbundet med butikken.

Indbruddet skete, mens de lå på førstesalen og sov.

- Vi syntes begge, at vi havde hørt noget i nat, men vi tænkte jo, at det nok bare var noget pjat, forklarer hun.

- Min mand plejer egentlig at være oppe flere gange om natten, så det er jo typisk, at han ikke var det i nat og så rendte ind i dem. Eller måske var det egentlig godt nok, tilføjer hun.

Jeg tror først, det rigtig rammer i aften, når vi sætter os.

Mette Christensen

Gerningspersoner set på overvågning

Paret har været oppe siden klokken 4 i morges. Det var nemlig her, manden opdagede, at de havde haft besøg af ubudne gæster.

- Min mand skulle ned i stuen af huset. Da han står på trappen, tænker han over, hvad jeg har lavet, da der er en masse rod på gulvet, forklarer Mette Christensen og tilføjer.

- Vores datter har fødselsdag i dag, så han tænkte, det var derfor, at der var rodet. Pludselig opdager han så, at pengeskabet er væk.

Parret har en hel del overvågningsvideo, som viser, hvordan indbrudstyvene blandt andet signalerede til hinanden, at beboerne var på førstesalen. Samtidig ses det, hvordan tyvene tager pengeskabet med ud i haven og bryder det op.

- Det er mærkeligt, at de kan være så stille, og man kan jo ikke lade være med at tænke på, om det er nogle, der har vidst noget, for de har for eksempel kun været i to specifikke skabe i køkkenet, så man kan ikke lade være med at bygge alle mulige teorier, siger Mette Christensen.

Parrets slagterbutik 'Mesterslageren i Saltum' var som bekendt også udsat for indbrud. Her rykkede tyvene skuffen med kontanter ud af kasseapparatet.

- Jeg tømmer den hver aften, men det er jo så de penge, de har fået med fra pengeskabet, konstaterer Mette Christensen.

Selvom indbruddet i butikken også er træls, så er det tanken om, at tyvene har været i det private hjem, der fylder mest for parret.

- Jeg tror først, det rigtig rammer i aften, når vi sætter os. Og fremover tror jeg, at vi kommer til at springe op ad sengen, hvis vi hører den mindste lyd, konstaterer Mette Christensen.

Vi syntes begge, at vi havde hørt noget i nat, men vi tænkte jo, at det nok bare var noget pjat.

Mette Christensen

Beder om hjælp

Mette Christensen har endnu ikke overblik over, hvad der er taget, eller hvad forsikringen dækker. På trods af hændelsen holder butikken åbent i dag.

- Men vi har blandt andet sat et skilt op, hvor der står, at folk gerne må betale med dankort, da vi jo ikke har nogle byttepenge, forklarer hun.

I et opslag på slagterbutikkens Facebook efterspørger Mette Christensen naboer og folk i byen, der kan have set noget. Det har dog endnu ikke givet pote.


Kaos på motorvej - Steen fik en klump i halsen

Det var en længere strækning, der blev kørt af spøgelsesbilisten på motorvejen.

Onsdag aften bliver en, som Steen Aarup Thomsen ikke lige glemmer.

For her mødte han på motorvej E45 ved Aalborg en spøgelsesbilist.

- Jeg tror lige til at begynde med, at der opstår kø, da bilerne foran mig bremser op og tænder katastrofeblink. Men så kan jeg pludselig skimte, at der er to forlygter i vores vejbane, der peger direkte i min retning, fortæller han og fortsætter:

- Men det skal være løgn, tænker jeg, så jeg stopper op og blinker kraftigt af bilen, og så stopper bilisten helt op og holder stiller. Personen kører derefter skråt ind foran mig og kører ind på rastepladsen ved siden af.

Steen Aarup Thomsen har et kamera i bilen, og derfor har han også en video af sekvensen, som han har delt med Nordjyllands Politi.

I første omgang fik politiet nemlig ikke fundet frem til spøgelsesbilisten trods opkald fra diverse personer, inklusiv Steen Aarup Thomsen. Her kom anmeldelserne fra en strækning mellem Limfjordstunnelen og Svenstrup.

- Man bliver chokeret

Efter bilisten kørte ind på rastepladsen, kørte Steen Aarup Thomsen videre, og det samme gjorde spøgelsesbilisten.

- Bilisten kom ud derfra bag mig og kørte fra ved Aalborg S. På bagkant tænker jeg, hvorfor jeg ikke fulgte med bilen ind på rastepladsen, så jeg kunne have stoppet bilisten. Men man bliver chokeret og forvirret over situationen, fortæller Steen Aarup Thomsen.

På trods af oplevelsen er det ikke noget, der har sat sig i ham.

- Men det er ikke noget, jeg håber at opleve igen. Det giver lige en klump i halsen at opleve, konstaterer han.

Til sidst tilføjer han, at han torsdag morgen har været i kontakt med Nordjyllands Politi, da han kunne se, at politiet ikke havde fået fat på spøgelsesbilisten.

De har nu fået overdraget videoen, hvor TV2 Nord har valgt at sløre nummerpladen.

TV2 Nord har forsøgt at få en kommentar fra Nordjyllands Politi, men vagtchefen har på nuværende tidspunkt ingen tilføjelser til sagen.


Foto: Aalborg Kommune

Farten sænkes på to strækninger.

I Aalborg Kommune har de en strategi om at sætte hastigheden ned på de kommunale veje i byer.

Nu er kommunen lykkedes med at sætte to yderligere strækninger på listen over veje, hvor der i fremtiden skal være lavere fart. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Det bliver på Nøvlingvej i Gistrup, hvor fartgrænsen går fra 60 kilometer i timen til 50 kilometer i timen, mens den i Klarup på Svinetruget går fra 70 kilometer i timen til 60 kilometer i timen.

- Det primære formål med at nedsætte hastighedsgrænsen på de to strækninger er at forbedre trafiksikkerheden og trygheden for både bilister og bløde trafikanter, meddeler rådmand i By og Land, Jan Nymark Rose Thaysen (V), i pressemeddelelsen.

- Derudover skal hastighedsnedsættelserne også gerne bidrage til et bedre bymiljø, idet lavere fart giver færre støjgener og rystelser hos de nærmeste naboer, siger han.

På netop de to strækninger er der kommet en del borgerhenvendelser om en reduktion af hastigheden, ligesom det er tilfældet på andre strækninger. 

- Hastighedsreduktioner er altid en afvejning i forhold til fremkommelighed, men ofte bliver køretiden blot forlænget med ganske få sekunder, hvorfor genen for bilisterne er minimal, fortæller rådmanden.

Reduktionen i hastighed er en del af strategien i Aalborg Kommune på strækninger, hvor der må køres 60 kilometer i timen eller mere. Det primære mål er at nedbringe antallet af dræbte og tilskadekomne i trafikken - og at mindske antallet af støjbelastede boliger.

De nye regler træder i kraft fra uge 47.