Socialdemokrater opstiller ny kandidat efter Bjarne Laustsen-exit
Socialdemokraiet i Frederikshavn Kommune har opstillet en ny kandidat i den kreds, hvor Bjarne Laustsen er valgt. Efter 28 år i Folketinget genopstiller han nemlig ikke ved næste folketingsvalg.
Og valget er faldet på 53-årige Peder Key Kristiansen, der har været formand for partiforeningen i Skagen siden 2013.
- Jeg har siddet med på sidelinjen de sidste ti år. Jeg har siddet i organisationen, og jeg har siddet i regionen i tre år som formand for udvalget for Regional Udvikling og Innovation. Hvis jeg vil noget mere i forhold til politik, er det nu, siger den nyopstillede kandidat.
Han er klar over, at det er store sko, han nu skal udfylde.
- Det er da noget af en opgave. Bjarne har været god for Frederikshavn, han er vellidt, han har et kæmpe netværk, så jeg er pinligt klar over, at det er store sko at skulle udfylde, lyder det fra skagboen.
Hvis han bliver valgt, vil han have fokus på regional udvikling især i relation til Nordjylland, lyder det.