Blodrøde tal hos skandalehavn: Minus på 340 millioner kroner
Stena Oil terminalen har mistet en kvart million i værdi
Efter flere måneders forsinkelse er regnskabet for den kriseramte havn i Frederikshavn Havn nu landet på politikernes bord.
Frederikshavn Havns gæld er galoperet i vejret med hele 283 millioner kroner i 2023, og på bundlinjen er der et minus på hele 340 millioner kroner.
Resultatet for 2023 betragtes som utilfredsstillende, og af regnskabet fremgår det, at havnens revisor Deloitte på baggrund af havnens økonomiske udfordringer har forestået en nedskrivning af værdierne for en række af havnens aktiver på i alt 330 millioner kroner.
Det drejer sig konkret om tre af Frederikshavn Havns store projekter, som revisoren ikke mener, har den værdi, som det har kostet at opføre dem.
- Olieterminalen er nedskrevet med 276,7 millioner kroner.
- Silohallerne er nedskrevet med 2,5 millioner kroner.
- M.A.R.S.-arealerne er nedskrevet med 50,8 millioner kroner.
Frederikshavn Kommunes borgmester Karsten Thomsen vil ikke kommentere regnskabet og det store underskud.
- Jeg har ingen kommentarer før efter økonomiudvalgsmødet, siger borgmesteren.
De blodrøde tal kan for en stor del henføres til olieterminalanlægget til Stena Oil, som i 2024 endelig blev taget i brug efter mere end tre års forsinkelse og et byggeprojekt, som løb løbsk. Det oprindelig budget var på 225 millioner kroner, men i august 2024 måtte politikerne i Frederikshavn Kommune godkende en endelig låneoptagelse på 493,5 millioner kroner og dermed en enorm overbelåning i forhold til det, som revisoren, med en nedskrivning af værdien på hele 276,7 millioner kroner, fastslår at anlægget er værd.
- Der er ingen tvivl om, at olieterminalen er overbelånt, men hvad ville alternativet være. Nu er den i gang, siger Peter Sørensen (UP), medlem af økonomiudvalget i Frederikshavn Kommune.
Regnskabet bliver i næste uge forelagt økonomiudvalget. Peter Sørensen fortæller, at han allerede nu har en række afklarende spørgsmål til regnskabet, men han mener, at de store nedskrivninger er nødvendige.
- Umiddelbart tænker jeg, at det er fornuftigt at nedskrive værdien af de forskellige ting, så det afspejler den reelle værdi, siger han.
Regnskabet for 2023 er det sidste regnskab, som Frederikshavn Havn aflægger som kommunal selvstyrehavn. På grund af den hårdt pressede økonomi blev havnen 15. maj i år til en kommunal havn, og gælden på 1,732 milliarder kroner endte i kommunekassen, og i regnskabet fastslås det også, at havnens omsætning ikke er stor nok til at kunne servicere den store gæld.
Egenkapitalen i Frederikshavn Havn er reelt også væk. Den er i 2023 faldet med knap 400 millioner kroner og står opført til 55,8 millioner kroner, men den er reelt på minus 9,4 millioner kroner, da der er urealiserede sikringsinstrumenter på 65,2 millioner kroner.
Likviditeten i Frederikshavn Havn, det vil sige penge i kassen til at betale de daglige regninger, er i 2023 faldet med knap 36 millioner til at være på 2,5 millioner kroner, og det var netop den pressede likviditet, som har været årsag til, at Frederikshavn Havn og Frederikshavn Kommune gennem længere tid har forsøgt at finde kapitaltilførsel til havnen.