Kort Nyt

Mand kørt til tjek for røgforgitning efter rækkehusbrand

En mand er kørt til tjek på Aalborg sygehus for røgforgiftning efter en brand i et rækkehus i Nørresundby.

Det fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Ole Buus.

Branden opstod i et rækkehus på Søvangen i Nørresundby.

Socialdemokrater opstiller ny kandidat efter Bjarne Laustsen-exit

Socialdemokraiet i Frederikshavn Kommune har opstillet en ny kandidat i den kreds, hvor Bjarne Laustsen er valgt. Efter 28 år i Folketinget genopstiller han nemlig ikke ved næste folketingsvalg.

Og valget er faldet på 53-årige Peder Key Kristiansen, der har været formand for partiforeningen i Skagen siden 2013.

- Jeg har siddet med på sidelinjen de sidste ti år. Jeg har siddet i organisationen, og jeg har siddet i regionen i tre år som formand for udvalget for Regional Udvikling og Innovation. Hvis jeg vil noget mere i forhold til politik, er det nu, siger den nyopstillede kandidat.

Han er klar over, at det er store sko, han nu skal udfylde.

- Det er da noget af en opgave. Bjarne har været god for Frederikshavn, han er vellidt, han har et kæmpe netværk, så jeg er pinligt klar over, at det er store sko at skulle udfylde, lyder det fra skagboen.

Hvis han bliver valgt, vil han have fokus på regional udvikling især i relation til Nordjylland, lyder det.

Omstridt skib foretog mystisk manøvre over søkabler ved Læsø

Fragtskibet Yi Peng 3, der nu ligger omgivet af danske og tyske flådefartøjer i Kattegat, bremsede lige oven over tre kabler mellem Læsø og Sverige.

Det skriver TV 2.

Hidtil har fokus været på to mistænkelige forhold, hvor Yi Peng 3 sejlede over kabler på havbunden ved Gotland og syd for Sverige, netop som de gik i stykker.

Men nu kan TV 2 fortælle, at Yi Peng 3 også udførte en usædvanlig manøvre nordøst for Læsø om morgenen den 7. november - altså 10 dage inden kablerne i Østersøen blev beskadiget.

Såkaldte AIS-data, der angiver skibets position, viser, at Yi Peng 3 passerede hen over to strømkabler og et datakabel med nedsat fart ud for Læsø, hvorefter skibet gik i helt stå cirka 850 meter efter at have passeret kablerne.

Efter massivt pres: Udskældt besparelse droppes

Der er intet, der kan få folk til at fare i flint som en historie om misrøgtede dyr.

Derfor gav det også noget af et ramaskrig, da Dyrenes Beskyttelse på baggrund af kilder i de regionale dyrevelfærdsenheder i september kunne fortælle, at regeringen i sit finanslovsforslag ville lukke enhederne og spare på indsatsen i kredsene. Men i finanslovsforslaget for 2025 er besparelserne forsvundet.

- Dette er en kæmpe sejr for dyrene og for alle, der har kæmpet for at bevare dyrepolitiet. Det viser, at når vi står sammen, kan vi rykke selv de største politiske beslutninger. Dyrene har fået deres stemme hørt i dag, og det er et klart signal om, at dyrevelfærd ikke må nedprioriteres, siger Britta Riis, der er direktør i Dyrenes Beskyttelse.

Sådan virker dyrepolitiet

De tre regionale dyrevelfærdsenheder blev etableret som del af politiforliget i 2019 og består af 12 politifaglige årsværk.

Enhederne arbejder med komplekse sager som ulovlig hundehandel, hvalpefabrikker og transport af dyr under kritisable forhold.

Derudover er hver politikreds forpligtet til at have en dyreværnsenhed med uddannede politifolk.b

Flere tusinde sager om året

Dyrenes Beskyttelses vagtcentral modtog alene sidste år 4000 anmeldelser om dyreværnssager og anmeldte flere end 350 sager til politiet. Frygten var, at de mange sager ville forblive uopklarede, hvis enhederne var blevet lukket som en del af finanslovsforslaget.

- At regeringen nu trækker besparelserne tilbage, er ikke bare en sejr for dyrene, men også for retfærdigheden. Det sender et klart signal om, at dyremishandling skal tages alvorligt, og at lovovertrædere skal kunne stilles til ansvar, siger Britta Riis.

De tre regionale dyrevelfærdsenheder er forankret i tungvognscentrene, der findes hos Midt- og Vestsjællands Politi, Sydøstjyllands Politi samt Nordjyllands Politi.

Morsø-politikere stemmer nej til mindre kommunalbestyrelse

Det blev et nej, da politikerne i Morsø Kommune tirsdag aften stemte om at barbere antallet af kommunalpolitikere i kommunalbestyrelsen ned fra 21 til 19.

Forslaget om at skære ned udspringer af det faldende befolkningstal, som Morsø Kommune står overfor.

Der er nemlig færre end 20.000 indbyggere på øen, og så tillader styrelsesloven at skære antallet af kommunalbestyrelsesmedlemmer helt ned til ni.

Forslaget faldt med syv stemmer for og 14 imod.

Knap 2000 ulovlige våben indleveret i aktion

Siden politiet 1. november iværksatte deres fritlejde aktion, er der indleveret 1766 ulovlige våben i Nordjyllands Politikreds.

Det skriver Rigspolitiet i en pressemeddelelse.

- Vi sætter virkelig stor pris på den høje tilslutning til frit lejde-aktionen, som vi har oplevet fra borgerne indtil videre. Formålet med aktionen er at reducere mængden af ulovlige våben i samfundet, så våbnene ikke kan havne i de forkerte hænder, og knap 25.000 indleverede effekter på aktionens første 26 dage er helt klart godkendt, lyder det fra politikommissær i Rigspolitiet Sune Fletcher Hjortel, der er med til at koordinere frit lejde-aktionen.

Frit lejde aktionen har med to dage tilbage sat rekord. Hvor der i 2017 blev indleveret 24.546 våben i en lignende aktion, er der indleveret 24.766 våben i 2024.

I Nordjylland kan man indlevere våben på politistationerne i Aalborg, Hjørring, Hobro og Frederikshavn.

Opgørelsen over indleverede våben i Nordjylland, dækker ikke Thisted og Morsø, der hører under Midt- og Vestjyllands politikreds.