Omstridt skib foretog mystisk manøvre over søkabler ved Læsø
Fragtskibet Yi Peng 3, der nu ligger omgivet af danske og tyske flådefartøjer i Kattegat, bremsede lige oven over tre kabler mellem Læsø og Sverige.
Det skriver TV 2.
Hidtil har fokus været på to mistænkelige forhold, hvor Yi Peng 3 sejlede over kabler på havbunden ved Gotland og syd for Sverige, netop som de gik i stykker.
Men nu kan TV 2 fortælle, at Yi Peng 3 også udførte en usædvanlig manøvre nordøst for Læsø om morgenen den 7. november - altså 10 dage inden kablerne i Østersøen blev beskadiget.
Såkaldte AIS-data, der angiver skibets position, viser, at Yi Peng 3 passerede hen over to strømkabler og et datakabel med nedsat fart ud for Læsø, hvorefter skibet gik i helt stå cirka 850 meter efter at have passeret kablerne.