Erik blev hjerneskadet: Forsikringsselskab trækker 10 år gammel sag endnu længere ud
Erik Schack er taknemlig for al den hjælp, han modtager fra Per Kjeldsen og 3F Midtvendsyssel.
3F Midtvendsyssel er 'rystet' over sagen.
Den 4. august 2014 er mejslet ind i Erik Schacks hukommelse. Han var indsatsleder ved Falck og blev kaldt ud til en alvorlig ulykke på Strandby Havn.
To fiskere var omkommet på grund af giftige dampe fra forrådnede skidtfisk i lasten på en kutter – og en tredje person var i livsfare. Få timer efter redningsaktionen fik Erik Schack det dårligt. Han kastede så meget op, at han fik en rift i halspulsåren. En rift, der udløste blodpropperne i hjernen.
Har du et godt tip?
Denne historie er blevet til på baggrund af et tip fra en bruger.
Hvis du har en historie, du synes, vi skal kigge nærmere på, så klik herunder og send en mail til redaktionen.
I dag er han hjerneskadet, halvsidig lammet og er plaget af daglige smerter.
Erik Schack og 3F Midtvendsyssel kæmper i dag mod forsikringsselskabet Tryg for at få udbetalt erstatning. Nu er der gået mere end 10 år siden sagens begyndelse, der dog først havnede hos Tryg i ultimo 2021/primo 2022.
Men der er stadig ikke blevet udbetalt erstatning til trods for, at Vestre Landsret i 2021 afgjorde sagen.
Tryg har nu valgt at stævne Ankestyrelsen og dermed kan sagen strække sig i op til fire år endnu.
- Efter 10 år i karrusellen begynder man at sætte spørgsmålstegn ved retssystemet. Hvordan kan man få lov til det her?, spørger Erik Schack.
Han er klar til at fortsætte kampen for erstatning, men han understreger, at det kun skyldes, at han har stærk opbakning fra både sin advokat, 3F Midtvendsyssel og en familie, der støtter ham.
- Jeg er på sikker grund i forhold til at have opbakningen til at fortsætte. Det er livsnødvendigt, ellers tror jeg ikke, jeg havde holdt til det.
'Uartige metoder'
Fredag eftermiddag modtog Erik Schack et brev på størrelse med en kasse printerpapir. Det var stævningen, som Tryg har lavet mod Ankestyrelsen.
- Det er simpelthen uartigt at sende sådan et brev udenom advokaten. Det er da lidt af et chok at modtage et 10 centimeter tykt brev. Og hvordan skal Erik Schack kunne vurdere det en fredag eftermiddag?, spørger formand for 3F Midtvendsyssel Per Kjeldsen.
Se Trygs svar i bunden af artiklen. Her oplyser de blandt andet, at det ikke er dem, der har sendt stævningen til Erik Schack.
Han er mildest talt rystet over den seneste udvikling i sagen.
- Jeg havde ikke set det her komme. Det er usædvanligt, og det går ud over al fantasi. Jeg tænker jo på Eriks helbred og de udsigter, han har. De bliver ikke bedre - tværtimod. Det er jo en katastrofe at udsætte afklaringen i flere år, siger han.
Per Kjeldsen er ikke i tvivl om, at han fortsat vil kæmpe for Erik. Også selvom sagen er væsentligt længere end nogen anden, han nogensinde har måttet kæmpe for et medlem.
- Det er jo helt uhørt, at vi belaster retssystemet med sagen igen og igen, siger han.
Han mener, at sagen er særlig vigtig, fordi det er en anderledes arbejdsskades- og erstatningssag. Han mener, at sagen skal være med til at sikre, at der er et sikkerhedsnet for de danske reddere, der skal hjælpe os andre, når vi er i nødsituationer.
- Det er ikke bare min sag længere. Det er vigtigt for alle reddere, og det er vigtigt for mig, at ingen reddere nogensinde kommer til at havne i samme situation som mig, tilføjer Erik Schack.
Svar fra Tryg
Hvordan kan I, som en virksomhed med rigtig mange kunder, forsvare, at trække en enkelt sag om erstatning så langt ud?
Vi har en forpligtelse til at sikre, at skadesagerne bliver juridisk korrekt afgjort. Vi kan oplyse, at det ikke beror på Trygs forhold, at sagen har kørt i så mange år. Vi blev først bekendt med sagen ultimo 2021/primo 2022, og ved modtagelse af sagen har vi forsøgt at fremme den så meget som muligt.
Hvorfor har I stævnet Ankestyrelsen?
Generelt kan vi oplyse, at vi skal sikre, at alle nødvendige oplysninger i komplekse skadessager indgår i Ankestyrelsens afgørelse, fx udtalelser fra Retslægerådet eller vidneudsagn. Hvis dette ikke er tilfældet, kan vi stævne Ankestyrelsen for at sikre, at sagen bliver genbehandlet på et fuldt oplyst grundlag.
3F Midtvendsyssel kalder det for ”uartigt” at sende stævningen direkte til Erik uden om hans advokat. Hvorfor gjorde i det, og hvad mener I om kritikken?
Det er Ankestyrelsen, som har pligt til at orientere skadelidte. Hvis skadelidtes advokat ikke er registreret som partsrepræsentant i Ankestyrelsen, sender Ankestyrelsen stævningen direkte til skadelidte. Det er således ikke Tryg, som har fremsendt stævning til skadelidte.
Tryg oplyser videre, at deres svar skal ses i lyset af, at de har begrænset mulighed for at udtale sig pga. GDPR.
"Det er, som vi tidligere har kommunikeret, desværre ikke lykkedes os at få samtykke til at udtale os i sagen fra Erik Schack, lyder det fra Tryg".