Nyt 'ministerium' finder vej til Naturmødet
Foto: Hedegaard
De fire nordjyske vandselskaber i Brønderslev, Hjørring, Frederikshavn og Aalborg er repræsenteret på årets naturmøde i Hirtshals.
Der bliver sat fokus på drikkevand, når årets udgave af Naturmødet løber af stablen i Hirtshals.
Det er miljøministeren, der torsdag åbner Naturmødet i Hirtshals, men et andet 'ministerium' vil også være repræsenteret på årets naturmøde.
De fire nordjyske vandselskaber i Brønderslev, Hjørring, Frederikshavn og Aalborg har nemlig lavet deres eget 'Vandministerie' på Naturmødet, hvor de gennem leg, læring, foredrag og dialog får borgere i alle aldre i tale om vigtigheden af at have adgang til rent vand.
Det er særligt børn, vandselskaberne gerne vil have på besøg i vandministeriet.
- Vand er vores vigtigste fødevare, og det er essentielt, at børnene lærer at passe på det tidligt i livet, siger Lene Dokkedal, der er leder af skoletjenesten i Aalborg Forsyning.
- Vi vil gerne i dialog med børnene om god adfærd - dels fordi børn er nysgerrige og videbegærlige, dels fordi vi ved, at børn omsætter den nye læring til opdragelse af deres forældre og bedsteforældre, siger hun.
- Vi er nødt til at tænke mindst 600 år frem i tiden
De nordjyske forsyninger har en fælles interesse i at samarbejde om at øge befolkningens opmærksomhed på behovet for rent vand.
- Vi er nødt til at tænke mindst 600 år frem i tiden. Det er nu, vi har ansvaret for at sikre fremtidens generationer rent drikkevand. Det betyder, at vi skal beskytte grundvandet mod både landbrug og byudvikling, siger Tommy Mostrup, som er direktør for Hjørring Vandselskab A/S.
- Desuden skal vi være på forkant med at udbygge vores forsyningsanlæg, så de kan håndtere rensning af drikkevandet. Det vil vi gerne i dialog med borgerne om, siger han.
Vandministeriet holder åbent under hele Naturmødet, som finder sted fra 19. til 21. maj.