Handlede borgmester ulovligt i havnesag? Det skal tilsyn nu undersøge
Var det ulovligt at Frederikshavns borgmester, Birgit S. Hansen, tilbage i 2022 orienterede Frederikshavn Havns formand om, at kommunen ikke vil sælge ud af havnearealer uden, at sagen havde været behandlet i byrådet. Det skal Ankestyrelsen nu tage stilling til.
I en mail 17. november 2022 skriver borgmester i Frederikshavn Kommune, Birgit S. Hansen (S) til den daværende formand for Frederikshavn Havn, at kommunen som ejer af havnen ikke ønsker at sælge arealer. Dette skete uden, at sagen har været været på dagsorden til politisk behandling i økonomiudvalget og byrådet.
Det fremgår af en række aktindsigter. Overfor avisen Nordjyske påpeger flere eksperter, at det er ulovligt, og at borgmesteren ikke på egen hånd kan træffe den slags beslutninger.
- Jeg træffer ikke nogen beslutning. Det er rigtig vigtig at sige, at jeg ikke træffer nogen afgørelse. Jeg sonderer og siger til ledelsen, at det kommer I nok ikke igennem med, siger borgmester Birgit S. Hansen.
Blev loven overtrådt?
Spørgsmålet om hvorvidt det var ulovligt at afvise et salg i en mail uden, at byrådet havde behandlet sagen skal vurderes af Det Kommunale Tilsyn i Ankestyrelsen.
Det mener borgmesteren selv, som opfordrer byrådet til at sende sagen til Ankestyrelsen, da offentligheden har sat spørgsmålstegn ved om loven er overtrådt.
En række politikere i byrådet i Frederikshavn Kommune, som TV2 Nord har talt med, hilser en vurdering fra tilsynsmyndigheden velkommen.
- Jeg synes, det er en god ide, at tilsynet skal se på sagen, så vi kan få en vurdering af, hvad der er op og ned i den her sag, siger 2. viceborgmester John Lamp Henriksen (K), som også er medlem af bestyrelsen i Frederikshavn Havn.
John Lamp Henriksen bekræfter også, at han er en af de politikere, som borgmesteren foretog sondringer hos, før hun sendte mailen til havnens daværende bestyrelsesformand.
- Hun har i hvert fald spurgt mig om de her ting, og jeg antager, at det er som medlem af økonomiudvalget, fastslår han.
Dagen inden borgmesteren sender den mailen til havnens daværende formand, er der økonomiudvalgsmøde i Frederikshavn Kommune.
Som en del af det møde er havnens formand og direktør inviteret til at give politikerne en orientering om havnens økonomi og strategi.
Undgik at tale om salg af arealer
I følge de kilder, som TV2 Nord har talt med, husker ingen af dem, at havnens to repræsentanter fremlægger planerne for at sælge arealer på havnen, selvom de her har mulighed for at give politikerne indblik i sagen.
- Jeg har kigget i mine noter, og jeg kan ikke se, at vi diskuterer et salg, siger Peter Sørensen, som på daværende tidspunkt var gruppeformand for Venstre.
Samme holdning har John Lamp Henriksen.
- Efter mine noter taler vi ikke om salg af arealer. Vi taler mere om rigets tilstand, siger John Lamp Henriksen.
De mest alvorlige emner diskuterer man ikke. Er det korrekt?
- Det er korrekt. Det var rigtig vigtigt, at man fik styr på likviditeten også på daværende tidspunkt, siger John Lamp Henriksen.
Hvad tænker du om, at man ikke inddrager alle politikere?
- De skal inddrages. Hvis et eventuelt salg skal besluttes, så skal byrådet inddrages, men jeg kan først se en sagsfremstilling fra bestyrelsen i august måned, siger han.
Det var arealer ved Kattegat Siloen og Dokøen ved Orskov, som havnen i allerede 2022 var langt fremme i forhandlingerne med mulige købere af. Salgene ville indbringe et større to-cifret millionbeløb. Penge, som havnen havde hårdt brug for i kassen for at styrke likviditeten.
- Det er som at tisse i bukserne i frostvejr. Dels skal de penge, som man ville kunne få ind, gå til at afvikle på gælden - og ikke til at udvikle med, og dels så saver man jo den gren over, som man selv sidder på, for lejeindtægter er jo noget af det, som er med til at holde hånden under driften. Så det var på det tidspunkt ikke en sandsynlig strategi at komme igennem med, at man skulle sælge arealer på vores havne, fastslår borgmester Birgit S. Hansen.
En uge efter økonomiudvalgets gør borgmesteren i en mail 25. november 2022 havnen opmærksom på, at en beslutning om at sælge arealer altid skal forelægges byrådet og kræver en skriftlig henvendelse.
En lille måned senere holder hele byrådet temamøde med havnens ledelser.
Heller ikke på det møde bliver et salg af arealer nævnt overfor politikerne.
Enigt byråd: Nej til salg af arealer
I september sidste år - altså godt 10 måneder efter borgmesteren afvisning af et salg af arealer - kommer sagen på dagsorden i byrådet.
Sagen behandles som et lukket punkt, men ifølge TV2 Nords oplysninger, så stemmer alle i byrådet nej til at sælge ud af havnens arealer.
- Nu vil jeg høre, hvad det kommunale tilsyn siger om jeg har ageret forkert der, så må jeg tage ved lære af det, og så bliver jeg nødt til at sige, at hvis jeg efter 10 år som borgmester har lavet en fodfejl, så må jeg sige undskyld og æde den, siger Birgit S. Hansen.
Inden sagen ender hos Det Kommunale Tilsyn i Ankestyrelsen, skal økonomiudvalget og byrådet behandle sagen og komme med den videre indstilling.