Først blev minkfarmene ramt af virus: Nu skal der mobile testcentre til Gjøl, hvor smitten stiger
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Jammerbugt Kommune har nu landets fjerdehøjeste incidenstal. Derfor skal der mobile testcentre til Gjøl, hvor en del af smittetilfældene er registreret, oplyser borgmester Mogens Gade (V).
Først blev minkene på Gjøl ramt af coronavirus, og nu ser det ud til, at smitten har spredt sig til borgerne i området.
- Smitten er især centreret på Gjøl, og derfor får vi mobile testcentre ud nu, siger borgmester i Jammerbugt Kommune, Mogens Gade (V).
I samarbejde med regionen og beredskabsstyrelsen er det derfor blevet besluttet at opsætte midlertidige testcentre på Gjøl onsdag og torsdag i denne uge.
Alle borgere over to år, og som ikke har symptomer, kan lade sig teste uden tidsbestilling.
Det sker i Gjølhallen på Rønnebærvej 12 klokken 10-17 både onsdag og torsdag. Derudover er det allerede muligt at blive testet hver tirsdag klokken 10-17 i Jammerbugt Sundhedshus i Brovst.
Hvis du har symptomer på corona, skal du have en henvisning fra din læge til at blive testet på et af regionens hospitaler. Det samme gælder for børn under to år - både med og uden symptomer.
Vi arbejder fuldstændig struktureret med det, så jeg tror på, at det lykkes.
Mogens Gade (V), borgmester i Jammerbugt Kommune
Og netop Gjøl er ét af de steder i Danmark, hvor minkfarme er blevet ramt af COVID-19, og både raske og smittede besætninger i disse dage slås ned.
Højt incidenstal
De seneste registreringer fra Statens Serum Institut viser, at Jammerbugt Kommune, der hidtil har haft et stabilt smittetal, nu har 57 smittede. Det giver et incidenstal, der ligger langt over bekymringsgrænsen på 20. Incidenstallet ligger nemlig på 149 per 100.000 indbygger, og dermed har kommunen landets fjerdehøjeste smittetal.
Mogens Gade (V) fortæller, at man tager situationen alvorligt og håndterer den efter sundhedsmyndighedernes anbefalinger.
- Det foregår på den måde, det skal. Vi håndterer det ved at bryde smittekæder, og ved at vi fortsætter med at leve op til sundhedsmyndighedernes anbefalinger med vaske og spritte hænder og holde afstand. Vi arbejder fuldstændig struktureret med det, så jeg tror på, at det lykkes, siger borgmester Mogens Gade (V) til TV2 Nord.
Borgmesteren oplyser, at man mandag morgen har haft møde med de relevante myndigheder, samt at man i kommunen aflyser møder og arrangementer. Det samme opfordrer man borgerne til.
- Vi er trætte af det som alle andre, men vi er nødt til at blive ved med at forebygge og bekæmpe, lyder det fra Jammerbugt Kommunes borgmester Mogens Gade (V).
Ifølge regionrådsformand Ulla Astman (S) er de mobile testenheder effektive til at få bugt med lokale smitteudbrud.
- Det er vigtigt med en let adgang til test, og vi vurderer hele tiden, hvor behovet er størst. Det er vores opgave som region at udføre test, og de mobile testenheder sender vi ud, når der er et særligt behov. Det kan vi se, at der er lige nu i og omkring Gjøl, siger hun.
Artiklen er opdateret med mandagens smittetal fra Statens Serum Institut.