Kommune bryder reglerne: Papirer fra Karinas omsorgssvigtede barndom er væk
Hun er ikke den eneste, der mangler sagsakter fra den kommune.
Karina Ørum har fortrængt dele af sin barndom.
En barndom i 90'ernes Hirtshals, hvor hun blev udsat for vold og seksuelle overgreb, der stadig sætter dybe spor i den i dag 36-årige kvinde.
- Jeg er ved at blive udredt for svær PTSD, og jeg døjer med mareridt og flashbacks fra min barndom, siger Karina Ørum.
Omsorgssvigtet blev på et tidspunkt så voldsomt, at hun blev anbragt hos sine bedsteforældre i netværkspleje.
I dag bor hun i Hjørring og har en mand og tre børn, men hun mangler at få svar på noget af det, der skete i den barndom, hun har fortrængt.
Det er dog lettere sagt end gjort, for Hjørring Kommune har smidt flere af hendes sagsakter væk. Det er, selvom de har pligt til at gemme alle papirer i anbringelsessager.
- Det er jo svært at hele, når der mangler brikker i ens puslespil, siger Karina Ørum, der er sygeplejerske, men lige nu er sygemeldt som følge af traumer fra barndommen.
Karina Ørum er ikke den eneste, der mangler dokumenter fra den selv samme kommune.
Det samme gjorde sig gældende for Michelle Røge, som medvirker i TV 2-dokumentaren 'Ingen kære kommune'. Hun har haft en barsk barndom i Hirtshals og mangler også dokumenter fra sin sag, som dog ikke er en anbringelsessag.
Hirtshals Kommune blev indlemmet under Hjørring Kommune i 2007. Derfor er det også Hjørring Kommune, der har ansvaret for de sagsakter, der er forsvundet.
Kommuner skal gemme sagsakter i anbringelsessager
Trine Schultz, der er professor i socialret hos Aalborg Universitet, forholder sig ikke til den konkrete sag, men fortæller, at kommuner skal bevare anbringelsessager efter arkivreglerne.
- Vi har nogle regler omkring arkivering og bevarelse af dokumenter. I 2018 ændrede man reglerne, sådan at alle børnesager skulle bevares. Før 2018 var det kun anbringelsessager, man skulle bevare efter arkivreglerne, siger Trine Schultz og fortsætter:
Se indslaget her:
- Udover det gælder der nogle almindelige regler og principper for, hvornår man i en kommune skal bevare sagsdokumenter. Det handler om en vurdering af, om sagen stadig har en retslig og administrativ betydning.
Kommunen ønsker ikke at stille op til et interview eller oplyse, hvor mange dokumenter, der er gået tabt.
De slår dog fast, at det er korrekt, at de skal bevare sagsakter fra anbringelsessager. De har sendt et skriftligt svar:
- Hvis det er i relation til børnesager, så var reglerne på tidspunktet omkring kommunesammenlægningen, at kun anbringelsessager, principielle sager og sager på bestemte fødselsdatoer var undtaget kassation, skriver Maj Skårhøj, der er direktør for Børn og Arbejdsmarked i Hjørring Kommune.
Det ændrer dog ikke på det faktum, at de ikke har bevaret adskillige dokumenter fra Karina Ørums anbringelsessag.
Manglende dokumenter har betydning for erstatningssager
De senere år har der været mange erstatningssager på baggrund af svigt i børnesager. Alle dokumenter danner i den forbindelse grundlag for bevisbyrden, hvis man sagsøger en kommune for erstatning. Derfor kan det have konsekvenser, hvis sagsakter mangler, fortæller professoren, Trine Schultz.
- Det har selvfølgelig en betydning, hvad det er for nogle dokumenter, der er i sådan en type sag og mængden af dem. Det kan have den konsekvens, at sagen ikke er lige så stærk, fordi dokumentationsgrundlaget ikke er tilstrækkeligt, siger Trine Schultz.
Til det svarer Hjørring Kommune i et skriftligt svar:
- Uanset om der anmodes om aktindsigt til brug for retssager eller til andre formål, ønsker vi, at borgerne kan få de oplysninger, som de efterspørger. Det er dog ikke altid muligt, eksempelvis da de efterspurgte dokumenter kan være kasserede efter dagældende arkiverings- og kassationsregler, skriver Maj Skårhøj, direktør for Børn og Arbejdsmarked, Hjørring Kommune.
Føler sig svigtet
På trods af at Karina Ørums sag var en anbringelsessag, og Hjørring Kommune skulle have bevaret hendes dokumenter efter reglerne, er hendes sagsakter væk.
- Det er jo personfølsomme data, der bare er forsvundet. Og når det ikke kun er mig, det er sket for, er det jo et kæmpestort problem. Det kan jo ikke være mig som omsorgssvigtet barn, der har ansvaret. Det er et kæmpe svigt fra Hjørring Kommune, siger Karina Ørum.
Skriftligt svar fra Hjørring Kommune
-Jeg kan desværre ikke på stående fod sige, hvad der kan være sket i den konkrete sag. Men hvis man som borger mangler dokumenter i den type sager, så er man meget velkommen til at henvende sig til Børne- og Arbejdsmarkedsforvaltningen på admtil@hjoerring.dk. Så vil vi gøre hvad vi kan for at hjælpe i de enkelte sager, skriver Maj Skårhøj, direktør for Børn og Arbejdsmarked, Hjørring Kommune.
Hjørring Kommune ved ikke, hvordan det er sket i den konkrete sag, men de opfordrer til, at man henvender sig, hvis man mangler dokumenter af samme type som Karina Ørums.