Minister forarget over hvalpefabrikker: - Det skærer i hjertet
- Der er behov for en markant skærpelse over for de groveste overtrædelser af dyrevelfærdsloven.
Sådan lyder meldingen fra fødevareminister Jacob Jensen (V), efter Nordjyllands Politi har afsløret 'uforsvarlig behandling' - og det der er værre - af hunde i en række dyrevelfærdssager i landsdelen. Blandt andet 'snavsede og uhumske opholdssteder', og 'hunde, som gik på gulve, der var dækket med afføring og urin'.
I flere tilfælde har der været tale om det, der betegnes som hvalpefabrikker, hvor hvalpene ikke har kunnet afsættes.
Og det har fået Jacob Jensen op i det røde felt.
- Som minister og ikke mindst hundeejer skærer det i hjertet at høre om sagerne i Nordjylland, siger han.
Derfor vil han nu indføre hårdere metoder, når der er tale om grove overtrædelser:
- Det drejer sig både om strengere straffe og mere brug af rettighedsfrakendelser, uddyber Jacob Jensen og slutter:
- Dyr skal behandles ordentligt, når vi mennesker har ansvaret for dem. Så enkelt er det.