"Alt for få passagerer" - Togstrækning tørster efter at blive brugt
Togstrækningen mellem Aalborg Station og Aalborg Lufthavn er knap to år gammel. Men passagererne er endnu ikke dukket op.
Et ungt par med et par mørke kufferter rullende efter sig skridter hastigt mod toget foran Aalborg Lufthavn.
Selvom onsdagens regnfulde vejr holder de fleste indedøre, er billedet af togpassagerflowet ved lufthavnen ikke helt ved siden af.
For med forbehold for færre tog i weekenderne viser TV2 Nords beregninger ud fra Trafikstyrelsens tal, at der på seks måneder har været 1,2 passagerer, der er steget på hvert tog med afgang fra Aalborg Lufthavn.
Et skud i tågen
Det er nu knap to år siden, at skinnerne på strækningen mellem Aalborg Station og Aalborg Lufthavn for første gang blev taget i brug.
Først var det ene og alene DSB, der kørte strækningen, og det blot en gang i timen.
Fra midten af december sidste år blev Nordjyske Jernbaner sat til også at køre strækningen en gang i timen, indtil DSB endeligt overtager strækningen med en halv times mellemrum mellem afgangene fra 2025.
Men hvor den nordjyske politiker Rasmus Prehn (S) kæmpede for at gøre togstrækningen til en realitet og i 2007 skød på et minimum på 1000 passagerer dagligt, er det langt fra virkeligheden for den relativt nye strækning.
To år efter jernbanens jomfrukørsel ligger tallet snarere på 1000 passagerer månedligt.
Selvom togstrækningen kostede 300 millioner kroner at bygge, er det pengene værd, mener formand for folketingets transportudvalg, Rasmus Prehn (S).
– Når man så ser tallene nu og her, så virker det goddag mand, økseskaft, hvad har de egentligt gang i fra politisk side, det er alt for dyrt, siger han og fortsætter:
- Men potentielt set er der altså en kæmpe mulighed for at få det her op at køre, hvor mange flere tager toget i kombination med flyet, og så vil det jo være en kæmpe succes.
En større indsats på området
Det store spørgsmål er så, hvem der egentligt står med ansvaret for, at der kommer flere passagerer med på den dyre strækning.
Her er svaret fra den nordjyske politiker, at det er en kombination af flere ting.
- Det er jo klart, at vi fra politisk side har et ansvar i forhold til at sikre, at rammerne er der. Men så er det jo også flyselskaberne, det er lufthavnen, det er DSB, der kører på strækningen og det er Nordjyske Jernbaner, der kører på strækningen, siger han.
Stiller man så selvsamme spørgsmål til sidstnævnte, Nordjyske Jernbaner, om deres plan for at få flere med på togstrækningen, er svaret for deres vedkommende enkelt.
– Vores ansvar er jo primært, at vi skal gøre det, vi er gode til, nemlig at køre tog til tiden. Og så er det klart, at der jo også er en opgave med at synliggøre muligheden for at køre til lufthavnen. Men vi fokuserer primært på vores opgave med at køre derud.
Selvom det ikke er høje billetindtægter, der tikker ind på ruten, er der ifølge regionen ikke en dyr regning for nordjyderne isoleret set.
Selvom Nordjyske Jernbaner er regionalt ejet, giver aftalen med Transportministeriet ikke minusser på regionskontoen, oplyser sekretariatet ved Region Nordjylland til TV2 Nord.
Det er fremtiden, at vi kombinerer fly med tog
Rasmus Prehn, formand for folketingets transportudvalg (S)
Derfor er det heller ikke en problemstilling, der som sådan påvirker Nordjyske Jernbaner. Her lægger direktøren blot vægt på, at det går udover jernbaneselskabets motivation og stolthed, at de må køre strækningen uden at have mange at sætte af og samle op.
Men det er blot et spørgsmål om tid, før det vrimler med passagerer i togene til og fra Aalborg Lufthavn, lyder det fra formand for folketingets transportudvalg, Rasmus Prehn.
- Det er fremtiden, at vi kombinerer fly med tog. I fremtiden vil vi også have meget mere grønne flyafgange, og det vil gøre, at folk med bedre samvittighed vil tage de her fly, og så vil de gerne kombinere det med tog, der også er grønt, siger han afsluttende.
Se indslaget om togstrækningen herunder.