Der kører i øjeblikket ingen tog mellem Hjørring og Frederikshavn.
Det fortæller driftschef ved Nordjyske Jernbaner, Stinne Hjorth Dalsø.
- Al togdrift er indstillet indtil i morgen, der er indsat togbusser på strækningen. Der kører to i hver retning hele tiden, fortæller driftschefen.
Årsagen er, at der er et skinnebrud et sted på strækningen mellem Tolne og Sindal.
Meldingen om skinnebruddet kom kort før klokken 08 fredag morgen, og det er formentligt udløst af de kolde temperaturer.
- Om vinteren når der kommer frost, er det ikke unormalt, at der kommer et brud på skinnerne. Vi går fra at der har været lunt til meget koldt, siger driftschefen.