Naturmøde i coronaens skygge: - Vi har holdt gryden i kog, indtil vi igen kan mødes fysisk
Sådan så det ud, da statsminister Mette Frederiksen (S) åbnede Naturmødet i Hirtshals online fredag 28. maj. Foto: Jesper Christiansen
Årets Naturmøde i Hirtshals tiltrak 15.000 deltagere, som fulgte med enten online hjemmefra eller fra havnen i Hirtshals. Ifølge arrangører og borgmester er det 'godkendt', men glæder sig til næste års fuldendte Naturmøde uden restriktioner.
Årets Naturmøde formåede at gøre sig selv interessant nok til, at flere tusinde danskere havde lyst til at klikke sig ind og følge med - på trods af coronarestriktionernes besværligheder.
15.000 anslås samlet set at have fulgt med hjemmefra og direkte fra havnen i Hirtshals. Det skriver arrangørerne i en pressemeddelelse.
Til sammenligning vurderes 20.000 danskere at have deltaget i Naturmødet i 2018, da arrangementet var udelukkende fysisk uden restriktioner.
- Formålet med årets Naturmøde har først og fremmest været at holde gryden i kog på naturens vegne indtil vi igen kan mødes fysisk. Restriktionerne har selvfølgelig været et benspænd, men opbakningen til årets møde viser alligevel, at interessen for og engagementet i naturen er stigende hos både politikere og helt almindelige danskere. Det glæder vi os til at bygge videre på i planlægningen af Naturmødet 2022, siger leder af Naturmødet, Leif Lund Jakobsen.
Borgmesteren i Hjørring Kommune var da også tilfreds med dét resultat:
- Vi længes alle efter at komme ud og opleve noget, og det var rart i år at mærke, at optimismen og livet før corona så småt begynder at vende tilbage. Efter to år med et Naturmøde i coronaens skygge ser vi nu frem mod Naturmødet 2022, hvor vi forhåbentlig igen kan mødes som før i Hirtshals, siger Arne Boelt.
Debat og gåture i naturen
Naturmødet plejer at fylde hele havnen i Hirtshals, hvor debatlystne og naturentusiaster mødes for at blive klogere på naturen.
I år var de fysiske 'boder' byttet yd med et såkaldt Green Room i Hirtshals, en online Thunderdome-scene og flere Walk-and-Talks rundt omkring i den vendsysselske natur.
Søndagens program bestod af 28 onlineevents. I år var der fokus på den vilde natur, som statsminister Mette Frederiksen (S) mener, skal være mere fremtrædende i Danmark.
Der skal være flere åndehuller, enge, skov, moser og strand, som danskerne skal inspireres til at benytte.
- Nogle har genopdaget naturen. Andre har opdaget den, sagde statsministeren i sin åbningstale.
Hun slog samtidig fast, at vi alle bør passe bedre på naturen.
Værter på Naturmødet Hirtshals
- Mette Walsted Vestergaard,
- Anders Lund Madsen
- Vicky Knudsen
- Jan Falkentoft
- Lene Bech Sanderhoff
I år var der også skruet op for børnenes deltagelse på Naturmødet. Fredag formiddag deltog 3.600 skolebørn i Den Store Naturjagt, hvor skoleklasser over hele landet blev sendt ud for at finde arter i deres lokale natur.
Du kan se eller gense alle indslag fra Naturmødet 2021 på naturmødet.dk.