Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

"Krigsskibe af papir": Nordjysk skibsværft skal måske bygge dem, men disse ting er urealistiske

Foto: Grafik/TV2 Nord

Kent Damgaard

Direktøren vil gerne indgå i fremtidsplanerne, men vil fortsat bygge en del i Polen.

Nordjylland fik pludselig en større rolle, da forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) tirsdag præsenterede, hvordan Danmark fremover kan bygge krigsskibe på dansk jord.

Regeringen vil nemlig investere et milliardbeløb i Søværnet, mens man vil bygge 55 krigsskibe og hér kommer to nordjyske byer på tale i forhold til produktionen.

I udkastet til rapporten nævnes nemlig både Karstensens Skibsværft i Skagen og Orskov Yard i Frederikshavn ifølge TV 2.

Og førstnævnte ser positivt på mulighederne.

- Det synes vi er meget spændende. Vi vil gerne deltage, og vi har været med tidligere, konstaterer direktør Kent Damgård fra Karstensens Skibsværft.

Har evnerne til at bygge det

Han fortæller desuden, at de seneste tre skibe, der er leveret til det danske søværn, er bygget på værftet i Skagen. 

- Vi synes, det er spændende og udfordrende. Samtidig mener vi, det giver noget værdi for både landet og for søværnet. De skibe, vi har leveret, har fungeret godt, og det er en fordel, at skibene er tæt på, hvor de er i operation, for så er det nemt og enkelt at justere en småting eller to, forklarer direktøren:

- For Søværnet mener vi også det er en stor leveringssikkerhed, at man gør tingene hos anerkendte værfter, der ved, hvad der skal gøres. 

Men har I evnerne til at bygge et kompliceret krigsskib?

- Nu er vi fra Skagen, så det er sjældent, vi slår ud med armene og siger, vi har store evner, men de skibe, vi bygger nu er også kompliceret. Det er ikke krigsskibe, men ja, det vil jeg sige, vi har kompetencerne til, afslutter direktøren.

TRE VÆRFTER ER I SPIL

I udkastet til rapporten fra det maritime partnerskab udpeges tre værfter med potentiale til at bygge større krigsskibe

  • Karstensens Skibsværft i Skagen, som i dag bygger op mod 6 fisketrawlere om året

  • Orskov Yard i Frederikshavn, som blandt andet reparerer Søværnets skibe

  • Fayard, det gamle Lindøværft på Fyn, som også er et reparationsværft.

Derudover er der en række mindre værfter, som bygger mindre fiskeskibe og sejlskibe

Urealistisk

Ifølge TV2 beskriver rapporten, hvordan der i Danmark kan bygges en national skibsfabrik med moderne industrihal på 160 meter i længden til en pris på 2,4 milliarder kroner og behov for op mod 800 ansatte til at bygge skibsskrog.

De seneste leverancer, som direktøren referer til, til Søværnet er de arktiske Knud Rasmussen-fartøjer fra Karstensens Skibsværft i Skagen. Her blev skroget bygget i Polen, hvorefter det blev udrustet og færdigbygget i Skagen.

Direktør Kent Damgård siger derfor nej tak til en ny industrihal til skrogbyggeri på Karstensens Skibsværft.

- Vi kalder de her planer for krigsskibe af papir. Det er fint at have nogle visioner, og vi vil gerne være med til at udruste fremtidens krigsskibe. Men at bygge skibene fra bunden i Danmark ser bedre ud på papir end i virkeligheden. Det er ikke realistisk, siger han.

Ifølge Danmarks største skibsværft i Skagen er det urealistisk at skaffe så meget arbejdskraft.

- Vi kunne ansætte 200 medarbejdere nu og her, hvis de fandtes. Men problemet er jo at det gør de ikke, siger direktør Kent Damgård.


Politikere sagde nej tak til en mindre kommunalbestyrelse

Et flertal i kommunalbestyrelsen på Mors har afvist et forslag om at gå fra 21 til 19 lokalpolitikere.

Kun syv af Morsøs 21 kommunalpolitikere gik ind for at skære kommunalbestyrelsen ned med to medlemmer.

Et flertal af politikerne i Morsø Kommune afviste tirsdag aften et forslag om at skære antallet af medlemmer i kommunalbestyrelsen ned fra 21 til 19.

Forslaget faldt med syv stemmer for og 14 imod. Socialdemokraterne og Demokratisk Balances enlige medlem stemte for.

Det var blandt andet det faldende indbyggertal på øen, der blev brugt som argument for at skære. Morsø Kommune er nu under 20.000 indbyggere – seneste opgørelse viste 19.575 indbyggere – og så siger styrelsesloven, at man kan gå helt ned til ni medlemmer i en kommunalbestyrelse.

- I tider hvor indbyggertallet falder – og det har det gjort de sidste mange år – synes vi, at der er behov for, at vi som politikere også kigger indad. Vi skærer på skoler, plejehjem og alle de der klassiske ting, men ikke på os selv. Og det synes vi socialdemokrater faktisk, at vi skal gøre, siger socialdemokraternes gruppeformand Jens Dahlgaard.

Hvis der kun skulle vælges 19 medlemmer af kommunalbestyrelsen ved valget i 2021, var Ellen Philipsen Dahl fra Demokratisk ikke kommet ind. Alligevel stemte hun tirsdag for forslaget om at skære.

- Hvis folk gør deres arbejde og møder op, er det ligegyldigt, om man er 19 eller 21. Så sparer man nogle penge, og dem kan man så bruge til noget andet. Eller højere løn til de 19, der er tilbage, siger hun.

Nu kommer turen til Lemvig

Blandt modstanderne var borgmester Hans Ejner Bertelsen og dermed limfjordsøens største parti Venstre.

Bertelsen peger på, at man kun sparer cirka 200.000 kroner ved at sige farvel til to politikere - og fastholder, at 21 medlemmer er et passende antal.

- Det giver god mening, at vi har en fin geografisk spredning ud over øen. Det giver mulighed for, at mindre partier kan komme til orde. Det synes jeg er vigtigt, når vi taler nærdemokrati, siger Hans Ejner Bertelsen.

Mens forslaget faldt i Morsø Kommune, kan politikerne i Lemvig se frem til også at skulle tage diskussionen. 

På et temamøde onsdag kommer fremtidens kommunalbestyrelse på dagsordenen, og socialdemokraternes 1. viceborgmester Lone Pilgaard Sørensen har på forhånd meldt ud, at hun går ind for at skære - ikke alene i antallet af politikere, men også antallet af udvalg.

-  Når vi med en tættekam kigger på, hvordan vi kan trimme vores kommunale administration, så har vi også en pligt til som kommunalpolitikere at kigge på, hvordan kan vi spare på os selv, siger hun.


Politikere nægter at skrive under: Nu skal styrelse afgøre det

Økonomiudvalgt i Frederikshavn Kommune nægter at skrive under på regnskabet for Frederikshavn Havn. Onsdag besluttede et enigt byråd, at Trafikstyrelsen skal afklare det.

Et enigt økonomiudvalg ville for en uge siden ikke skrive under på Frederikshavn Havns regnskab for 2023, fordi regnskabet er fra perioden, hvor havnen var kommunal selvstyre havn med egen ledelse og bestyrelse.

Det har økonomiudvalget ikke haft andel i.

Et notat fra Frederikshavn Kommunes revisionsselskab, BDO, som politikerne modtog kort tid før byrådsmødet skulle have afklaret spørgsmålet om, hvorvidt politikerne kunne undlade at skrive under på regnskabet, men notatet skabte under debatten flere uklarheder og tvivl.

- Vi vælger at sige, at vi ikke vil skrive under. Det er der ikke noget utrygt ved. Jeg går ud fra, at dem som har udarbejdet regnskabet, har styr på regnskabet, men jeg sad ikke dernede, så derfor vil jeg ikke skrive under, sagde socialdemokraternes gruppeformand Gitte Kiilerich.

Et cirkus

Det blev startskuddet på en mere end time lang debat om, hvorvidt regnskabet skulle skrives under af politikerne eller ej.

- Det er et kæmpe signal, at man ikke vil skrive under, sagde Venstres Mette Hardam.

Hun blev bakket på af partikollegaen Lone Haugaard.

- Jeg synes, at det er ærgerligt, at den her kommunalbestyrelse igen og igen kommer til at optræde som et cirkus, sagde hun.

Fra flere sider i byrådet blev det pointeret, at BDO i deres notat til politikerne ikke med sikkerhed kunne svare på spørgsmålet om, hvorvidt der skulle underskrift på regnskabet, og at man kunne vælge at afklare spørgsmålet hos Trafikstyrelsen, som er myndighed på havneområdet.

Venstres Mette Hardam bragte derfor et ændringsforslag på banen, om at sagen skulle sendes tilbage til økonomiudvalget, som så skulle afklare spørgsmålet med Trafikstyrelsen.

Tilbage til økonomiudvalget

Forslaget så ikke ud til at have flertal, da Socialdemokraterne ikke bakkede op, og efter en længere debat, hvor argumenterne fløj fra side til side i byrådssalen, tog SFs Christina Lykke Eriksen ordet.

- Vi bør sende sagen tilbage til økonomiudvalget. Vi skal ikke lave flere fejl i den her sag. Når SF og helt over til Danmarksdemokraterne, så må alle dem hen over midten, da også kunne være med. Det handler om at gøre det bedste for alle, sagde Christina Lykke Eriksen.

Med pres fra både højre og venstre side af byrådssalen lignede det pludselig også opbakning til forslaget fra Socialdemokratiet, da Gitte Kiilerich tog ordet.

-  Vi vil gerne sende sagen tilbage til økonomiudvalget, som skal afklare med Trafikstyrelsen om økonomiudvalget skal skrive under, sagde den socialdemokratiske gruppeformand, inden hun blev afbrudt af borgmester Karsten Thomsen.

Borgmesteren annoncerede, at byrådet skulle holde 10 minutters time out, inden man stemte om ændringsforslaget.

Herefter hastede de 16 medlemmer af den socialdemokratiske gruppe ind i et tilstødende lokale for at holde møde om sagen, mens de øvrige byrådsmedlemmer tog en pause.

Efter en kort pause blev mødet genoptaget, og her var hele byrådet enige om at nikke ja til ændringsforslaget.

Det betyder, at sagen med de manglende underskrifter nu sendes tilbage til økonomiudvalget, som nu skal afklare med Trafikstyrelsen, om politikerne kan undlade at skrive under på regnskabet, uden at det har konsekvenser.


Noura kan ånde lettet op: Nu skal hun ikke længere frygte for sin familie

Foto: Regnar Bekker / TV2 Nord

Noura Quibassi har fulgt meget med i medierne den sidste tid.

Da Noura Quibassi stod op til en våbenhvile mellem Hizbollah og Israel, krammede hun som det første sine forældre.

60 dage.

Det er foreløbigt varigheden af den våbenhvile, der trådte i kraft klokken 03.00 dansk tid, og som Israel indgik med den libanesiske, militante bevægelse Hizbollah.

Våbenhvilen markerer et potentielt vendepunkt efter mere end et års kampe i Libanon mellem Israel og Hizbollah.

Og det får Noura Quibassi fra Aalborg til at ånde lettet op.

- Det er jeg meget glad for, og jeg er rigtig taknemmelig over, at det endelig er sket. Jeg havde et håb om, det ville ske, fortæller den butiksansatte, der er af libanesisk afstamning.

Frygt og stress

Den seneste tid har været præget og frygt og stress over, at der skulle ske hendes familiemedlemmer noget. Familien har været nødt til at flygte, fordi der er blevet smidt bomber i de byer, de bor i.

Derfor har hun i den sidste tid haft et ekstra vågent øje på telefonen for at holde kontakten med de familiemedlemmer i Libanon, der var i fare som følge af kampene.

- Vi har selvfølgelig været meget nervøse, og hele tiden opmærksom på medierne. Og tjekker telefoner, og skriver og ringer til familie, for ligesom at høre om alt er vel, om de mangler noget, og om de har det okay. Det har virkelig været hårdt, fordi man går altid med tanken om, hvad nu hvis der sker noget, og mister jeg nu en familiemedlem? Man er virkelig gået og stresset rigtig meget, siger Noura Quibassi.

Se hele interviewet med Noura Quibassi her.

Hun håber, at våbenhvilen kommer til at række ud over de 60 dage, som parterne foreløbigt er blive enige om.

- Det håber jeg. Da jeg gik i seng i går, tænkte jeg ikke, at jeg ville vågne op til en våbenhvile, men det er jeg så evigt taknemmelige for.

Nu skal familien tilbage til deres hjem og finde fodfæstet igen.

- Altså, nu er meget af det også udover, hvor de arbejder, og de skal til at finde ud af, hvordan de skal reparere det hele, og få alle de skader, der er sket, fikset. De kommer jo selvfølgelig ikke tilbage til den samme hverdag, de har været vant til, men de behøver ikke frygte krigen længere, siger Noura Quibassi.


Arkiv. C. W. Obels Plads, hvor det hele startede.

5.700.000.000 kroner. Men så får du også en Strandvejs-adresse, blandt andet.

Det er immervæk en sjat.

5,7 milliarder kroner.

Men så er der også papir på 105 ejendomme.

De er nu handlet i det, der er i fagsprog hedder "et skøde", og forklaringen er at sælger og køber kender hinanden særdeles godt.

Det er nemlig den Aalborg-etablerede og særdeles kendte, tidligere tokaksgigant C.W. Obels ejendomsinvesteringsfirma, der både er køber og sælger.

- Der sker nogle ret store interne ændringer i forhold til vores ejendomsportefølje. Handlen er led i en omstrukturering i Obel-koncernen, oplyser administrerende direktør, Jan Kristensen til TV2 Nord.

Disse matrikler er handlet i milliardhandlen

I alt er der handlet over 100 - helt præcist 105 - ejendomme i 5,7 milliarder kroners handlen, fordelt på københavnske og nordjyske matrikler:

o Amaliegade, 1256 København K

o Badehusvej, 9000 Aalborg

o C.A. Olesens Gade, 9000 Aalborg

o Gammeltorv, 1457 København K

o Gasværksvej, 9000 Aalborg

o Halfdansgade, 2300 København S

o Hillerødgade, 2200 København N

o Kastetvej, 9000 Aalborg

o Langebrogade, 1411 København K

o Nimbusparken, 2000 Frederiksberg

o Overgaden Neden Vandet, 1414 København K

o Philip Heymans Alle, 2900 Hellerup

o Regnbuepladsen, 1550 København V

o Rued Langgaards Vej, 2300 København S

o Ryesgade, 2200 København N

o Stigsborgvej, 9400 Nørresundby

o Strandboulevarden, 2100 København Ø

o Strandgade, 1401 København K

o Strandvejen, 2900 Hellerup

o Strandvejen, 9000 Aalborg

o Synergivej, 9000 Aalborg

o Trekronergade, 2500 Valby

o Tuborg Parkvej

o Vestergade, 1456 København K

o Visionsvej, 9000 Aalborg

o Wildersgade, 1408 København K

Kilde: Tinglysningen

Det betyder at Den Obelske Familiefond, der årligt uddeler store beløb til nordjyske formål, samler sine ejendomsaktiver i et selskab ejet direkte af fonden.

Kort sagt betyder det, at sælger af de 105 ejendomme, hvoraf nogle har prominente placeringer som Strandvejen, Amaliegade og Overgaden Neden Vandet i København, nu ejes af C.W. Obel Ejendomme fra 1. januar 2024, som er et anpartsselskab under stiftelse. Sælger er Obel Ejendomsinvest.

Det fremgår af Tinglysningen.

- Omstruktureringen giver en mere simpel og fri adgang til midler til anvendelse i fondets uddelingsaktiviteter, forklarer Jan Kirstensen.

Det er altså mere formalia, der er tale om. Direktøren forsikrer da også om driften fortsat vil blive betjent af samme medarbejdere som altid. Rent formelt skal alle privat- og erhvervslejere i C.W. Obel Ejendomme bare have skriftlig meddelelse om, at deres lejekontrakt er overført til et nyt selskab.

- Det medfører ingen formålsændringer i Det Obelske Familiefond, der som led i deres almennyttige virke blandt andet indgår større partnerskaber med kulturelle og sociale fyrtårne i Nordjylland, lyder det videre.

C. W. Obels historie går helt tilbage til 1787, hvor Christen Winther med kongeligt privilegium fik lov til at anlægge ”en fuldkommen og komplet tobaksfabrik i Aalborg”. Samme år begynder produktionen i en købmandsgård beliggende på det, der i dag kendes som C.W. Obels Plads i Aalborg.

Den nøjagtige pris for de 105 matrikler lyder på 5.741.383.000 kroner.


Fabelagtige Fabian sikrer sejr til Aalborg Håndbold

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Arkivfoto.

Aalborg Håndbold vinder 34-26 og sikrer videre overlevelse i Champions League-puljespillet.

Ingen over ingen under. Fabian Norsten blev kampens helt store spiller, da Aalborg Håndbold her til aften satte en tyk streg under, at de stadig er med i Champions League-puljespillet med en sikker sejr over Kielce på 34-26.

Og det kan man blandt andre takke sprællemanden i målet, Fabian Norsten, for. Alene 13 redninger i første halvleg siger alt.

Det er sjældent, man ser publikum rejse sig og give stående bifald efter bare syv minutters håndbold. Men det gjorde de over 5000 tilskuere i Sparekassen Danmark Arena.

Se interview med Fabian Norsten her.

Fabian Norsten lagde nemlig ud med at redde de første fem forsøg fra gæsterne fra Industria Kielce, samtidigt med at målene raslede ind i den anden ende, og efter syv minutter var aalborgenserne foran 5-0. Og mens Kielces træner tog en tidlig timeout, rejste tilskuerne og hyldede især Fabian i målet for en vanvittig start på kampen. 

Og han fortsatte, hvor han slap. Han nappede nemlig også lige et straffekast ved stillingen 8-2 til Aalborg Håndbold.

Og det var ikke enden på målfesten, der fortsatte gennem hele første halvleg. Gæsterne kom lidt bedre med efter en katastrofal start, men de kom aldrig nærmere end fire mål. Ved pausen var stillingen 20-13 takket være 13 redninger af en flyvende Fabian Norsten.

Se interview med Simon Dahl her.

Aalborg Håndbold forsatte målmaskinen fra første halvleg og Fabian Norsten tog igen (jule)pynten af gæsternes skytter, og da uret rundede 20 minutter af anden halvleg bragede Alex Vlah frem med sin femte scoring.

Det gjorde, at Aalborg Håndbold var foran med 10 mål til 30-20 og kampen afgjort.

Det fik de 5400 tilskuere op af stolene, da de kunne tiljuble spillerne efter en forrygende håndboldaften med fabelagtige Fabian i hovedrollen.

Aalborg Håndbold vinder 34-26.