PORTRÆT: Engageret og 'ikke uden et vist temperament'
Foto: Linda Suhr / Frederikshavn Kommune
Birgit Stenbak Hansen, Frederikshavns snart forhenværende borgmester, har haft politik inde på livet hele sit 57-årige liv.
Hendes far, Svend Hansen, var i imponerende 36 år frem til 1998 socialdemokratisk byrådsmedlem i Sæby. Fire år efter hans farvel, i 2002, blev Birgit S. Hansen selv valgt til samme byråd og fortsatte efter strukturreformen i byrådet i den nye Frederikshavn kommune. Det bliver med andre ord for hendes vedkommende til knap 23 år som folkevalgt.
Det politiske tilhørssted har der aldrig været tvivl om. Hun meldte sig som 13-årig ind i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom og var elevrådsformand på skolen i Volstrup (som hun siden, som kommunalpolitiker, var med til at lukke!).
Efter studentereksamen fra Dronninglund Gymnasium uddannede hun sig i Aarhus til sygeplejerske, inden hun vendte hjem til Vendsyssel. Her virkede hun som sygeplejerske på sygehus, i hjemmeplejen og i lægepraksis, indtil politik blev en fuldtidsbeskæftigelse.
SF skiftede side
Den nye Frederikshavn kommune, dannet af Sæby, Frederikshavn og Skagen kommuner, fik en turbulent start. Frederikshavns tidligere borgmester, Erik Sørensen (S), fik posten i den nye kommunes allerførste år, men blev i 2009 væltet af en uortodoks konstituering, der, anført af Venstre og SF, gjorde Venstremanden Lars Møller til førstemand.
Birgit Hansen var i samme periode gruppeformand og formåede op til det næste valg at smede et flertal for budgettet sammen uden om den siddende borgmester. Det klinkede til dels skårene mellem Socialdemokratiet og dets tidligere allierede SF, hvilket efter valget i 2013 sikrede Socialdemokratiet, nu anført af Birgit S. Hansen, borgmesterposten.
I et portræt af den nye borgmester hed det dengang, at hun var engageret “og ikke uden et vist temperament”. Begge dele vil de fleste skrive under på, nu da hun forlader byrådet og borgmesterposten.
Birgit Hansen har været en meget, meget synlig og udadvendt borgmester, der har vist flaget i og uden for kommunen. Hun overtog en kommunekasse, der nærmede sig bunden. Med hende for bordenden blev der skåret ned og skåret til, så økonomien blev stærkere - i hvert fald, indtil sagen om havnen nødvendiggjorde et enormt indhug i kommunekassen.
Rekordhøje stemmetal
Vælgerne kvitterede med meget høje personlige stemmetal. I 2017 satte 42 procent af alle vælgere i kommunen kryds ud for hendes navn, hvilket var dansk rekord. i 2021 fik hun 40 procent af alle stemmer, hvilket stadig var rekordhøjt.
Udadtil markerede hun Frederikshavn som landets første klimakommune og med projekt Energiby.
De fleste borgere kunne godt lide at have en borgmester, der sjældent havde uld i munden, men tilmed kunne være ganske skarp, når hun ytrede sig. Der blev også lagt mærke til hende og hendes gennemslagskraft i Kommunernes Landsforening, hvis bestyrelse hun i 2018 fik sæde i - og som nu ansætter hende.
Men der var også dem, der syntes, hun, som årene gik, var lidt for rap i replikken. Byrådsmedlemmer i Frederikshavn begyndte at tale om, at de følte sig mobbet. Og man kan også blandt landsdelens andre borgmestre og øvrige byrådsmedlemmer finde dem, der i diverse samarbejdsfora har følt hendes tunge som mere end rimeligt skarp.
Netop fordi hun selv var kontant, undrede det også nogle, at hun - af alle - som en af begrundelserne for ikke at ville genopstille som borgmester - brugte de skarpe kommentarer, hun på især sociale medier var blevet udsat for.
Læser man kommentarerne, ER de indiskutabelt voldsomme og en del, vil de fleste mene, langt over stregen.
Da hun meldte ud, at hun ikke genopstillede, angav hun også tanker, affødt af den konservative partileder Søren Pape Poulsens bratte bortgang, som noget, der havde skubbet til hendes beslutning. Det illustrerede, at selv den mest kontante folkevalgte er et menneske med følelser.
Borgmestre af Birgit S. Hansens kaliber har tit ikke oplagte kronprinser eller kronprinsesser. Så længe mor eller far sidder ved roret, får partifæller ofte ikke rum til at rage op.
Hvad bliver eftermælet?
Det betød også, at man måtte uden for byrådet for at finde en ny socialdemokratisk spidskandidat i Frederikshavn i form af det erfarne, tidligere byrådsmedlem Anders Brandt Sørensen. Havde der i den nuværende byrådsgruppe været en oplagt arvtager, kunne vedkommende nu tage over.
I stedet må kommunen nu i godt et år styres af en vikar.
Imens afslutter man en advokatundersøgelse af sagen om havnens problemer.
Der er afdækket artige - læs dybt problematiske - forhold i medierne, senest at en kommunal medarbejder skulle have indrømmet, at problematiske bilag bevidst var fjernet fra det, man gav aktindsigt i.
Det er svært at forestille sig, at en ansat helt af sig selv skulle have disponeret sådan - og sågar efterfølgende bad havnens administration om at følge det kommunale eksempel.
Birgit S. Hansens eftermæle vil blive, at hun var en borgmester, der håndfast og på mange måder kompetent styrede landsdelens nordligste kommune, at hun fik rekord-tilslutning fra vælgerne, og at hun i sjælden grad brændte igennem i mødet med borgerne og den øvrige omverden. Men om det alene bliver hendes eftermæle, afhænger i meget høj grad af indholdet af den igangværende advokatundersøgelse om havnesagen - og om den også afdækker en tvivlsom og magtfuldkommen håndtering af sagen fra borgmesterens side.