Tech College glæder sig over ny aftale for lærepladser
Foto: Arkiv
Den nye aftale skal sikre, at der er lærepladser til eleverne på erhvervsuddannelserne.
Virksomhederne kan resten af året få 90 procent i løntilskud, hvis de tager en ny lærling.
Corona-krisen har også været hård ved lærepladserne til de mange elever på erhvervsuddannelserne.
Derfor er praktikcenterchef ved Tech College i Aalborg, Per D. Kristensen glad for den nye trepartsaftale, der kom torsdag aften. Med 5,4 milliarder kroner skal aftalen mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter være med til at holde hånden under igangværende lærlinge og være med til at skabe nye lærepladser til de mange elever, der er klar til at komme ud i virkligheden. Det skriver Tech College i en pressemeddelelse.
FAKTA
• Der etableres en midlertidig løntilskudsordning gældende fra 1. maj 2020 til og med 31. december 2020, hvor private virksomheder med lærlinge kan få 75 procent i løntilskud. Løntilskuddet gælder for alle igangværende uddannelsesaftaler.
• Ved ordinære uddannelsesaftaler, kombinationsaftaler, ny mesterlæreaftaler eller restuddannelsesaftaler, der indgås fra 1. maj til 31. december 2020, vil det være muligt at få et løntilskud på 90 procent.
• For korte uddannelsesaftaler, der indgås efter 1. maj 2020, ydes der et tilskud på 45 procent.
Kilde: Beskæfitgelsesministeriet.dk
- Det er det, man kalder en historisk aftale. Jeg har aldrig set så mange midler dedikeret til fokus på lærepladser, siger praktikcenterchef, Per D. Kristensen og fortsætter:
- Der er ingen tvivl om, at aftalen kommer til at give en vækst i antallet af uddannelsesaftaler. Vi vil se et øget praktikpladspotentiale, når man både går ud og giver 90 procent i løntilskud ved nye ordinære aftaler samt yder støtte til de nuværende aftaler.
Suspendering af karensperiode giver travlhed
Den nye aftale indeholder også en suspendering af den nuværende karensperiode mellem afsluttet grundforløb og påbegyndelse af skolepraktik for elever, der afslutter grundforløb i 2020. Tech College skal derfor lægge sig i selen for at hjælpe så mange elever med at finde en læreplads.
- Vi kommer til at ligge vandret frem til 29. juni, hvor de næste elever har afsluttet grundforløb. Vi kan ikke nå at indhente det læreplads-vakuum, der har været i marts, april og maj, så der vil komme flere elever i skolepraktik fra den 29. juni, men jeg håber, det bliver en fase, forklarer Per D. Kristensen.
- Jeg tror, at situationen kommer til vare til ud på efteråret. Men når først virksomhederne får slikket sårene og kan se fremgang, så begynder der at ske noget.