Kort Nyt

Millionrenovering af 600 år gammel havn gennemført

Mariager Havn har fået en kærlig hånd, og er nu blevet rustet til et barskere klima. Det har man gjort ved at hæve kajen og samtidig anlægge en 300 meter lang kajkonstruktion, som blandt andet består af stål og særlige beskyttelser mod rust af metaldelene.

Den nye konstruktion skal være med til at kystsikre bymidten, og holder angiveligt i 120 år.

- Mariager Havn er en hjørnesten i vores fjordkommune. Med renoveringen har vi ikke blot fornyet havnens infrastruktur, men også skabt et endnu stærkere fællesskab omkring vores smukke fjord, lyder det fra Udvalgsformand for Teknik og Miljø i Mariagerfjord Kommune, Henrik Sloth.

Renoveringen af havnen begyndte i efteråret 2023, og det har kostet 29 millioner kroner at renovere den 600 år gamle havn. Udover en kystsikring, er der også blevet etableret en ny promenade og et helt nyt slæbested, som gør det lettere at sætte sin båd i havet.

Den nye havn bliver indviet mandag 9. december klokken 16, hvor Mariagerfjord Kommune byder på blandt andet gløgg og æbleskiver.

Eneste koncert i Nordjylland: Topband indtager Nibe

The Minds of 99 vender tilbage til Nibe Festival, når festivalen løber af stablen 2. juli 2025. Det meddeler Nibe Festival i en pressemeddelelse.

Det er samtidig bandets eneste koncert i Nordjylland i hele 2025, som ellers har udsolgt tre koncerter i Parken i år.

- De har en helt særlig evne til at skabe magiske og intime øjeblikke, som passer perfekt til vores publikum og vores omgivelser, med Skalskoven som verdens bedste kulisse. At vi samtidig er de eneste i Nordjylland, der får glæde af bandet, er jo helt vildt, udtaler festivaltalsmand Peter Møller Madsen.

Bandet kommer til at være et af hovednavnene til den kommende festival, der også har annonceret navne som Medina, HUGORM, Christopher og Nik og Jay.

Festivalen har meldt ud, at man allerede har solgt 75 procent af deres partoutbilletter, mens dagsbilletterne bliver sat salg tirsdag 3. december.

Borgere uden vand fra morgenstunden

Vandforsyningen er lukket for de fleste borgere Frederikshavn.

Grundet et ledningsbrud på Hjørringvej, måtte Frederikshavn Vand torsdag klokken 6:30 lukke ned for vandforsyningen. Det meddeler Frederikshavn Vand i en mail ud til borgerne i Frederikshavn.

Det var klokken 2:30 i nat, at Frederikshavn Forsyning kunne konstatere et brud på en vandforsyningsledningledning.

- Du kan efterfølgende opleve, at vandet kan være farvet, uklart eller at der er luft i vandet. For at afhjælpe problemet skal du åbne for dine vandhaner og lade vandet løbe til det er klart igen, skriver Frederikshavn Vand blandt andet i mailen, samtidig med at de beklager ulejligheden.

Klokken 8:59 oplyser Frederikshavn Vand, at man er begyndt at fylde vand på ledningsnettet igen, så man forventer en normalisering af vandforsyningen i løbet af formiddagen.

Tør og kølig dag i vente

Torsdag bliver en tør dag for de fleste nordjyder.

Ud på morgenen kan der visse steder være nedbør, mens temperaturen vil ligge omkring fire-seks grader. Det vil dog føles køligere på grund af vinden.

Dog kan aftenen godt går hen og blive noget køligere.

- Vi vil efterhånden se, at vinden aftager til en let til frisk vind, og i aftentimerne er der stort set ingen vind, og derfor kan vi også komme under frysepunktet igen, lyder fra TV 2's vejvært Jacob Mouritzen.

Spørg Solvej Vindblæs om vejret

Vejret tre timer frem
Vejret senere

Socialdemokrater opstiller ny kandidat efter Bjarne Laustsen-exit

Socialdemokraiet i Frederikshavn Kommune har opstillet en ny kandidat i den kreds, hvor Bjarne Laustsen er valgt. Efter 28 år i Folketinget genopstiller han nemlig ikke ved næste folketingsvalg.

Og valget er faldet på 53-årige Peder Key Kristiansen, der har været formand for partiforeningen i Skagen siden 2013.

- Jeg har siddet med på sidelinjen de sidste ti år. Jeg har siddet i organisationen, og jeg har siddet i regionen i tre år som formand for udvalget for Regional Udvikling og Innovation. Hvis jeg vil noget mere i forhold til politik, er det nu, siger den nyopstillede kandidat.

Han er klar over, at det er store sko, han nu skal udfylde.

- Det er da noget af en opgave. Bjarne har været god for Frederikshavn, han er vellidt, han har et kæmpe netværk, så jeg er pinligt klar over, at det er store sko at skulle udfylde, lyder det fra skagboen.

Hvis han bliver valgt, vil han have fokus på regional udvikling især i relation til Nordjylland, lyder det.