Turisterne vælter ind i Nordjylland – for varmt i udlandet
Foto: Ib William Christensen / TV2 Nord
Charlotte Kok Von Appen til venstre i billedet kommer fra Tyskland, mens Martin Weissbock i midten er taget til Klitmøller fra Østrig og helt fra Brasilien har Olivia Gottheiner til højre taget turen til det nordlige Danmark.
Hedebølgen over Sydeuropa gør lige nu, at den nordjyske vestkyst får helt nye gæster.
Der er flere nummerplader rundt om på parkeringspladserne i Klitmøller, som man ikke normalt ser her i sommermånederne.
De er ikke længere kun fra Sverige, Norge og Tyskland, men også Italien, Belgien og Frankrig, mens der også onsdag er turister så langt fra som Argentina, Brasilien og Spanien.
- Vi kan ikke helt se de i statistikkerne endnu, men vi kan se det ude på landevejene og parkeringspladserne, og det er superspændende. Det er turister fra de sydeuropæiske lande, der måske lidt for mange gange er blevet ramt af hedeslag, og nu kører de her op nord på for at få lidt koldere temperaturer, siger Peter Krusborg, der er direktør for VisitNordvestkysten.
"For varmt i Italien og Spanien"
Onsdag er der sol over den nordjyske vestkyst, men som altid byder området også på en del vind og mildere temperaturer, end man for eksempel ser i det sydlige Europa lige nu, hvor der bliver sat varme rekorder rundt om i både Spanien og Italien.
- Vi står på en perfekt dag her på vestkysten, for solen skinner, men samtidig er det ikke alt for varmt, og det gør, at vi kan tilbyde en lang række aktiviteter både indendørs og udendørs, men også noget hvor man er aktiv på en cykel, gåben eller et surfbræt, og det gør, at turisterne har mange flere muligheder på ferien, end hvis der er hedebølge, siger Peter Krusborg.
Ved stranden i Klitmøller hilser de udenlandske turister også det mildere – og til tider lumske – danske sommervejr velkommen, selvom de i deres hjemland er vant til langt højere temperaturer, end de omkring 18 grader, der onsdag er i Klitmøller.
- Det er for varmt i Italien og Spanien. Jeg kan ikke holde det alt for varme vejr ud, og det så bliver det for varmt til, at man gider at være aktiv og lave noget som at cykle en tur, fortæller Charlotte Kok Von Appen, der sammen med familien er taget fra Tyskland for at tilbringe det meste af juli måned i Danmark.
Fra Brasilien til Thy
Olivia Gottheiner fra Brasilien er taget til Danmark for at besøge en ven, der bor i Aarhus, og det er dem, der har taget hende med til den nordjyske vestkyst, men på vejen til Danmark fra Brasilien havde hun først et stop i Spanien.
- Det var så varmt i Spanien selv for mig, der kommer fra Brasilien, hvor vi også har varmt vejr, men Spanien var lidt for meget. Det var over 40 grader i Spanien, så at komme hertil er befriende og dejligt, siger Olivia Gitteheiner.
De positive toner fra de udenlandske gæster i Klitmøller vækker stor glæde hos VisitNordvestkysten, der ikke har tænkt sig at lade de nye turister glide dem ud af hænde.
- Vi ser et stort potentiale i det, og vi er ekstremt glade for at se den her tendens, for det spiller rigtig godt ind i de ambitioner, vi har om at skabe en helårsbranche, fortæller Peter Krusborg.
Nye sydeuropæiske turister kan være på vej
Allerede til næste år vil VisitNordvestkysten forsøge at arbejde videre med de gode takter fra i år, når de med en mere målrettet indsats i blandt andet Frankrig vil forsøge at lokke endnu flere sydeuropæiske turister til Nordjylland.
- Det, vi skal skabe, er en turisme, vi kan lave af og leve med. Det skal ske på forsvarlig vis, og det skal ske i harmoni med den lokalbefolkning, som turismen skal være en del af, siger Peter Krusborg.