Bjarne Laustsen stiller op til byrådet i Rebild
Folketingeveteranen Bjarne Laustsen stiller op til byrådet i Rebild Kommune.
Det har Socialdemokratiet skrevet i en pressemeddelelse.
- Jeg er både stolt og beæret over at få den her mulighed. For mig betyder det meget, at man stadig engagerer sig og tager et ansvar, når man stadig brænder for det, siger Bjarne Laustsen.
Den 70-årige nordjyde annoncerede tilbage i september, at han ikke agtede at genopstille til det bæste folketingsvalg, men ville blive siddende perioden ud.
Han sad første gang i Folketinget fra 1992 til 1994 som stedfortræder. Siden 1998 har han uafbrudt opnået valg i 'sin' kreds, der ved valget i 2022 var den i Nordjylland, hvor Socialdemokratiet fik det bedste valg med 39 procent af stemmerne.
7601 nordjyder stemte dengang personligt på Bjarne Laustsen, som dermed fik tredjeflest stemmer af de syv S-politikere, der opnåede valg.