Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Vild nat overgår alle rekorder – meteorolog kalder det "helt uden sidestykke"

Foto: Privatfoto

De temperaturer vi oplever i disse dage, kan måle sig med den danske sommer.

Natten til fredag nåede temperaturen på intet tidspunkt under 10,8 grader, hvilket var ny rekord for en nat i november.

Men der skulle bare gå ét døgn, før denne rekord blev sat til vægs.

Den forgangne nat blev nemlig om muligt endnu mere ekstrem, taget årstiden i betragtning. Den laveste temperatur, som blev registreret natten til lørdag, lød på 11,2 grader ved Brandelev lige øst for Næstved.

Dermed har vi en ny rekord for den højeste minimumstemperatur for en novembernat nogensinde.

"Helt uden sidestykke"

Tager man årstiden i betragtning, så har den netop overståede nat været helt ekstrem. På samtlige parametre er der sat nye rekorder for, hvor varm en nat kan være så sent på året.

En meteorologisk nat er defineret ved at starte om aftenen klokken 19 og fortsætte til næste morgen klokken 07. Gennem hele denne periode har middeltemperaturen været 12,9 grader, hvilket er ny rekord på denne tid af året.

Derudover blev den højeste lokale minimumstemperatur målt til at være 13,6 grader ved Aarhus Lufthavn. Det er også rekord så sent på året og er kun sket én gang før i en november, hvilket selvfølgelig er sket tidligere end 12. november.

Foto: Privatfoto

Ifølge meteorolog ved TV 2 VEJRET Sebastian Pelt er den varme, vi oplever over Danmark, helt grotesk.

- Den netop overståede nat har været endnu mere spektakulær (end natten til fredag red.) - og så vild, at det er helt uden sidestykke, fortæller Sebastian Pelt.

Og der kan være noget om snakken. Den varme vi oplever for tiden er nærmest helt sommerlig.

Svarer til en dag i starten af juni

Den gennemsnitlige nattetemperatur i juli og august lyder på henholdsvis 12,7 og 12,8 grader.

Da middeltemperaturen i den forgangne nat lød på 12,9 grader kan den altså sagtens hamle op med en normal dansk sommernat.

Og dermed har vi nu haft to nætter i træk i november, som har haft en højere middeltemperatur end en sommernat.

Men det er ikke bare nattetemperaturen, der i øjeblikket er meget vild. Generelt er det i løbet af hele døgnet, at temperaturen er uhørt høj.

Gennem hele fredagsdøgnet blev middeltemperaturen 13,2 grader. Det svarer til en dag i starten af juni. Lørdag lyder middeltemperaturen indtil klokken 10.30 på 12,9 grader, hvilket stadig kan nå at ændre sig.

Sidste år kom der snestorm i starten af december. Det vil svare til, at der kom snestorm igen om 2,5 uger.

Varmen er ikke set lige i hundredvis af år

For at sætte varmen i et historisk perspektiv, så har alle stationer, der har målt i mange år, sat nye rekorder for, hvor varmt det kan blive så sent på året.

Blandt andet er temperaturren kravlet op over 14 grader i København, hvilket gør lørdag til den varmeste dag nogensinde målt i hovedstaden så sent på året. Her eksisterer der vel at mærke målinger tilbage til 1768.

Dermed er det helt ekstremt varme vi oplever over Danmark i øjeblikket, og det er et klart signal på, at klimaet generelt er blevet varmere.


Breaking

Den unikke mand bag Trip Trap er død

Foto: Anita Graversen/Ritzau Scanpix

- Han er en super karismatisk person, selvom han også var genert og keitet, lyder det ifølge vennen Tomas Pedersen.

Der findes nok snart ikke mange hjem, uden en lille Trip Trap-nisse ved juletid.

Men nu er manden bag firmaet afgået ved døden.

Den 86-årige passionerede serieiværksætter Ib Møller sov stille ind mandag den 14. oktober i Skagen.

- Åh, han var så dejlig, fortæller den mangeårige ven, Tomas Pedersen.

Da han voksede op i Skagen, var duften af træ langt fra ukendt for Ib Møller, hvis interesse for træ og det maritime tidligt begyndte- forståelsen voksede dog, da han senere blev udlært som trælastmand.

Han begyndte at producere skræddersyede bord- og vinduesplader i 1967, og cirka seks år senere i 1973 blev Trip Trap A/S stiftet. I begyndelsen var de fokusset på byggematerialer, men med tiden udviklede forretningen sig.

Udover Trip Trap står Ib Møller også blandt andet bag Rikki Tikki Company.

Ib Møller stiftede Trip Trap i 1973. Foto: Kim Christiansen. Foto: Kim Christiansen

- Med IB Møller var det nærmest en epoke

Ifølge vennen Tomas Pedersen, som også var underleverandør for Ib Møller, var han en speciel person.

- Han kunne kun tegne tændstikmænd.

Så når de to mødtes, medbragte designeren, som kunne virke genert og keitet, nogen gange en hel stak sider med inspiration og andet. Passionen var tydelig, men det var ikke altid nemt at udtrykke, hvad det var han søgte.

- Han kunne ikke altid udtrykke, hvad han ville have, men han kunne altid sige, hvad han ikke ville have.

Måske af denne grund, og grundet Ib Møllers kompromisløshed, var samarbejde ikke altid helt nemt.

- Der er heller ikke en person, jeg har fået så meget skæld ud af, men vi fandt altid tilbage til hinanden, griner Tomas Pedersen.

Selvom der ikke har været kontakt mellem de to venner de seneste par år, har den nordjyske iværksætter sat et aftryk på vennen.

- Med Ib Møller var det nærmest en epoke. Så karismatisk en mand, som jeg har haft så mange gode snakke med med. Når jeg står i situationer i en forretning, tænker jeg ofte, hvad ville Møller have gjort her.


Dårligste resultat i ti år: Nordjyske elever læser dårligt

Foto: FrontRead

Nye læseresultater viser de dårligste resultater i Region Nordjylland i mere end et årti.

Det står skidt til med læseevnen hos de nordjyske 9. klasser.

For med et karaktergennemsnit på 5,3 i læseprøven hos dette års afgangselever har man nemlig ramt det laveste niveau i mere end ti år. Det viser tal fra Børne- og Undervisningsministeriets statistikbank.

Og regeringens forslag om at ansætte flere læsevejledere løser ikke problemet. Det mener formand for Landsforeningen for Læsepædagoger, Thomas Als.

- De nuværende læsevejledere mangler ikke nye kolleger – de mangler tid og ressourcer til at udføre deres arbejde ordentligt. På nogle skoler afsættes der kun to til tre timer om ugen til læsevejlederens opgaver. Det er langt fra tilstrækkeligt til at give elever og lærere den nødvendige støtte i læseundervisningen, siger han og tilføjer:

- Selvom behovene kan variere fra skole til skole, bør der som minimum afsættes en tredjedel af læsevejledernes arbejdstid til kerneopgaver. På den måde vil vejlederne bedre kunne planlægge målrettede læseindsatser, samarbejde med lærere og yde den nødvendige støtte til elever med læseudfordringer.

Han bliver bakket op af Mathilde Mikkelsen, der er lærigsansvarlig hos FrontRead, der en digital læsetræningsplatform. Hun er ofte i dialog med Region Nordjyllands læsevejleder.

- Ressourcemanglen skaber mærkbar frustration blandt læsevejlederne. Ud over at de savner mere tid til opgaverne, oplever vi også, at mængden af tid, der afsættes til læsevejledningsopgaver, varierer markant. Det afspejler en grundlæggende mangel på klare standarder for, hvad der kræves for at udføre opgaven som læsevejleder godt, forklarer hun.


Vildt teater-eksperiment: - Det er rasende fedt!

Foto: Hans-Christian Lauritzen

Skuespillerne står for både mad, hygiejne og scenekunst.

Det er jo hele tre ting på en gang.

Sådan lyder det for tiden blandt publikum på Teater Nordkraft, for skuespillerne på scenen skal holde styr på både kogekunst, hygiejne og selvfølgelig skuespil.

- Det kræver virkelig 110 procent fokus. Jeg føler nogle gange, det er som at stå med en tredobbelt bypassoperation, smiler skuespiller Jonathan Stahlschmidt fra Teater Nordkraft.

Stahlschmidt er kok og chef i køkkenet, og styrer i løbet af forestillingen de tre andre skuespillere på scenen, når de laver mad til publikum.

- Det er rasende fedt, for det er som om, det bare flyver afsted sådan der, og man er bare på, forklarer Jonathan Stahlschmidt.

Maden spiller en central rolle i teaterstykket 'Ensemble, c’est tout' på Teater Nordkraft, og hele salen dufter af mad.

- Mad er det mest fantastiske at kunne mødes om. Det er madens opgave her. Den skal skabe relation og interaktion mellem publikum, fortæller Minna Johannesson, der er en af stykkets to instruktører.

Skuespillerne er helt enige med deres chef.

- Jeg synes mad og teater, det minder enormt meget om hinanden, fordi det er ægte, det er noget, der sker her, siger Jonathan Stahlschmidt.

Hygiejne på scenen

En af udfordringerne ved at kokkerere og spille skuespil på samme tid er hygiejnen.

- Det er hele tiden at vaske hænder og spritte. Jeg tror ikke publikum ser en hundrededel af alt det, de egentlig laver, uddyber instruktør Minna Johannesson.

Efter forestillingen er der løgsuppe til alle. Lavet fra bunden i løbet af de sidste par timer.

- Mange publikummer tror, det er et eller andet catering, som vi bare lige løfter frem, men nej de laver faktisk alting selv her på scenen. Hvis vi snød, det ville være for nemt, påpeger Minna Johannesson.

Og gæsterne virker til at nyde den kulinariske overraskelse umiddelbart efter tæppefald.

- Den er faktisk ret god (løgsuppen, red.) Der er lang tid siden, jeg har smagt det. Det er en fed ting, lige efter man er færdig med sådan en oplevelse her, siger Rasmus Vester til TV2 Nord.

- Det er faktisk ikke noget, jeg har prøvet før, men jeg synes, det er et ret fedt koncept, fortæller Christian Holfelt.

Ensemble, c’est tout på Teater havde premiere 16. oktober og det spiller til og med 9. november.


Nordjysk forskning kan hjælpe udbredt sygdom globalt

Et forskningsprojekt på Aalborg Universitet har opdaget, at en genetisk variant kan forudsige patienters fremtid.

30.000 til 35.000 er ramt af sygdommen i Danmark.

En sygdom, som rammer folk meget forskelligt, og det gør det netop svært at vide, hvilket forløb og fremtid man kan forvente.

Blødende tyktarmsbetændelse er en kronisk inflammatorisk tarmsygdom, også kaldt Colitis Ulcerosa, som ofte rammer mennesker i en ung alder.

Men danske forskere ved projektet PREDICT ved Aalborg Universitet har nu gjort en vigtig opdagelse. De har nemlig fundet frem til, at en bestemt genetisk variant kan anvendes til at få et indblik i det fremtidige sygdomsforløb for nogle patienter.

- Vi har i længere tid kendt til genet og koblingen til tyktarmsbetændelse. Men ingen har førhen vist, at det samme gen kan bruges til at forudse, om en patient er i øget risiko for alt fra højere medicinforbrug til omfattende operationer.

Sådan lyder det fra Marie Vibeke Vestergaard, der er hovedforfatter på en videnskabelig artikel om forskningen.

Vigtig viden

Nogle mærker kun meget lidt til sygdommen, men for andre er sygdommen skyld i flere indlæggelser, operationer og varierende medicin. Symptomerne kan for nogle også forsvinde i længere perioder, men oftest kommer de igen. Netop dette kan gøre det svært at vurdere om behandlingerne faktisk har den ønskede virkning.

Marie Vibeke Vestergaard fortæller, at den nye viden i den genetiske variant er meget vigtig nu, hvor man ønsker at blive markant bedre til at sammensætte og tilpasse behandlingerne til den enkelte patient.

Forskningsundersøgelsen baserer sig på genetik og sundhedsdata i Danmark, og netop her bemærkede forskerne, at omkring tre procent af de patienterne med sygdommen havde denne genetiske variant. Blandt dem gik mere end 40 procent gennem en større mave-tarm-operation i de tre først år med diagnosen. Det var kun gældende for ni procent hos patienterne uden den specifikke variant af genet.

Ifølge Marie Vibeke Vestergaard kan opdagelsen både gavne samfundet og patienterne personligt.

- Det væsentligste er selvfølgelig, at det ville kunne forbedre livskvaliteten for patienterne. Derudover kan vi som samfund spare ressourcer ved at målrette behandlingen fra start og ikke behandle i blinde


Nikolaj savnede stemning: Så tog han sagen i egen hånd

I et forsøg på at få flere unge til håndbold har Nikolaj Mou Nielsen meldt sig som capo til Aalborg Håndbolds hjemmekampe.

Der mangler stemning til Aalborg Håndbolds kampe.

Det synes Nikolaj Mou Nielsen i hvert fald, og i et forsøg på at komme den manglende stemning til livs har han meldt sig som capo.

Han havde sin ilddåb i onsdagens Champions League-drama, hvor Aalborg Håndbold havde besøg af ungarske Pick Szeged.

- Vi prøver at fået et nyt stemningsarrangement op med nye slagsange, og det virker til at blive et hit, siger den nye capo.

En capo, som især er kendt fra fodboldens verden, har til formål at få fansene til at synge med på slagsange, mens deers favorithold udkæmper slaget på banen. Det gør de ved hjælp af en megafon.

- Vi skal jo gerne være lillesøster til AaB, så vi prøver at få mere stemening, fortæller Nikolaj Mou Nielsen i forbindelse med onsdagens Champions League-kamp og tilføjer:

- Vi satser på at få flere unge ind på det her.

Aalborg Håndbold vandt opgøret mod det ungarske storhold 29-28, og du kan læse mere om dramaet herunder.