Har været elev på højskole i 50 år
Forstander Frederik Christensen tog personligt imod mig i døren, da jeg kom til højskolen. Han gav hånd til alle elever.
68-årige Una Villadsen har 50 års jubilæum som højskoleelev i Vrå. I alle årerne har højskolen været stedet, som hun blev ved med at vende tilbage til.
Una Villadsen har siden 1972 været elev på Vrå Højskole.
Ad flere omgange selvfølgelig, men hvert eneste år har hun været forbi skolen for at lære noget nyt eller bygge på noget, hun allerede har lært - eller også er hun kommet der slet og ret for selskabets skyld.
Skolen har siden '72 været hendes faste holdepunkt.
- Jeg har ikke haft den letteste skolegang, men på højskolen mødte jeg noget helt andet. Det var var en fantastisk tid, og højskolens grundidé er helt unik. Jeg kan især godt lide, at der ikke var karakterer, og at du som menneske er sammen med andre - uden at konkurrere med dem, siger hun og fortsætter:
- Sådan er det stadig i dag. Der er både tid til det individuelle og til fællesskabet. Jeg elskede at være en del af noget større. Vi holdt møder i dagligstuen, og var med til at tage beslutninger. Det var en tid, hvor jeg lærte at tage livet seriøst, og hvor jeg virkelig fik musikken ind under huden, fortæller Una Villadsen om den første tid på Vrå Højskole, da hun var 18 år gammel.
Det var særligt forstander Frederik Christensen og hustruen Birthe samt musiklæreren Bent Astrup, der gjorde en forskel for Una. Der blev sørget for, hun kom med i en trio på højskolen hvor hun spillede på tværfløjten, der stadig er Unas foretrukne instrument. Der ud over spiller hun Obo og klaver.
Blå Bog
Una Villadsen er 68 år
Hun gik på Vrå Højskole i 1972 og er kommet der lige siden.
Hendes mor Sheena Page Villiadsen var maler og det samme var Unas storebror Bo Villadsen.
Unas far, Jens Arne Villadsen, var arkitekt.
Familien havde frem til 2019 bolig og atelier i Paradisdalen i Hammer Bakker
I dag arbejder Una hjemmefra som keramiker i privaten på Sønderalle i Vrå.
Vil donere sit hus
I 1980 fik Una Villadsen sin egen bolig på Sønder Allé i Vrå - ikke langt fra hendes elskede højskole.
- Jeg flyttede ind i huset i Vrå i 1980. Det var en god følelse at være i samme by som højskolen, men alligevel at være lidt væk fra den. Jeg har haft mange hårde faser med op- og nedture. Indimellem har jeg været deprimeret, og højskolen har altid været et andet hjem for mig, hvor døren stod åben, når jeg trængte til det. Forstanderparret Frederik og Birthe fik mig altid til at føle mig velkommen, fortæller hun.
Højskolen fylder i år 150 år, og med 50 års højskole på bagen kan Una Villadsen også huske det seneste jubilæum, nemlig da skolen fyldte 100.
De mange år på højskolen har bidraget så meget til Una Villadsens liv, at hun nu har besluttet, at hun ønsker at give noget igen.
- Jeg føler på mange måder, at jeg har opnået det, jeg vil. Selvfølgelig vil jeg fortsætte med at dreje ler, spille og være i skoven. Men når jeg dør, skal mit sted her i Vrå gives til Vrå Højskole. Jeg håber, det bliver et slags refugium - et retræte, hvor man kan trække sig tilbage som elev, eller fordybe sig som kunstner, siger hun.