Stort politiopbud i Nørresundby - voksne mænd skændtes om løbehjul
Foto: TV2 Nord (Arkivfoto)
I Nørresundby var der fredag aften fyldt med politibiler på Sankt Peders Gade.
Hvorfor var der så mange politibiler i Nørresundby ved spisetid fredag aften?
På Facebook har flere nemlig undret sig over situationen, hvor de mener at have set politibetjente med veste og hunde.
Svaret har krævet, at vagtchef ved Nordjyllands Politi, Karsten Højrup Kristen skulle bladre dybt og længe i døgnrapporten, for der er ikke foregået meget nævneværdigt det seneste døgn, hvor der har været behov for så meget politi.
Og svaret er langt fra så dramatisk som forventet. Det drejede sig nemlig om ballade ude på Sankt Peders Gade - gadeuorden, som Nordjyllands politi blev tilkaldt til, og derfor var der ikke så meget politi til at starte med.
- Det handlede om to brødre, der skændtes om et løbehjul, fortæller Karsten Højrup Kristensen.
Og de to brødre er ikke børn. Det er voksne mennesker, og en af dem er ifølge døgnrapporten 27 år gammel. Men herefter eskalerede situationen.
- Situationen genererede en større udrykning, fordi der var snak om, at den ene af brødrene havde en kniv. Men ingen havde en kniv, og ingen kom til skade, lyder det fra vagtchefen, der desuden tilføjer:
- Mændene har nu fået en bøde for gadeuorden.