Se hvor det startede: - Vi kommer til at være det samme Villa Vest folk kendte inden Michelinstjernen
Nederst i artiklen kan du se programmet om Villa Vest, som TV2 Nord lavede for år tilbage.
Det har været nogle hektiske dage for Villa Vest og ejer Kim Møller Kjær.
Så meget mere hektisk det nu kan blive, når man i forvejen driver en fuldt booket og ret så succesfuldt spisested på kanten af Vesterhavet. Restauranten har nemlig fået en Michelinstjerne, mens han var ude at rejse.
- Det var dejligt at komme hjem, og så til en by, som vi fornemmer er glade og stolte af os. Den del af det har været fint, siger han til TV2 Nord.
- Men vi er også kommet hjem til et luksusproblem; uoverskuelige mængder af bookinger. Vores normale setup er ikke gearet til at håndtere alle de forespørgsler, men personalet har løst det fantastisk. Vi håber røgen lægger sig lidt, siger han.
Fyldt indbakke
De første dage efter restauranten i Lønstrup havde modtaget Michelinstjernen, vågnede Kim Møller Kjær op til omtrent 150 mails, når han stod op om morgenen. Og så var han allerede bagud fra start - for der var jo gæster samtidig.
- Jeg er nok så tilpas meget nordjyde, at det er en den del, jeg er glad for. Virakken er jeg knap så begejstret for. Ikke for at lyde utaknemmelig, men når intensiteten er så massiv, eksploderer det oppe i hovedet på en, siger han.
- Vi kommer til at være det Villa Vest, folk kendte inden Michelinstjernen. Flere har lavet den fejl efterfølgende at ville eskalere med dyrere og større lokaler, dyrere service, råvarer og så videre. Men vi har jo fået den tildelt på formåen og kunnen.
Ingen forlommere
Ejer Kim Møller Kjær fortæller, at interessen nu er så massiv, at der er visse gæster, der tror, de kan få en forlommer i køen til at få plads på restauranten.
- Vores retfærdighedsgen er bare sådan, at er der ikke plads i restauranten, så må man på ventelisten, slår han fast.
Der har i flere år været tale om at det var hans gamle makker fra de populære TV2 Nord-madprogrammer 'Mad med Miv & Møller', Michael Miv og hans Tabu-restaurant i Aalborg, der lå lunt til at få stjernen.
Derfor har TV2 Nord været i arkivet og fundet de gamle programmer frem fra hvor det hele startede.
Se alle afsnit af madprogrammerne med (de noget yngre) Miv og Møller på TV2nord.dk eller TV2 Salto.