Gæster flygter fra campingplads: - Hvis bare de ville slukke for den bas
Der bliver jævnligt skruet op for musikken i Vestre Fjordpark, og det skaber problemer for de omkringliggende forretninger.
Der bliver jævnligt skruet op for musikken i Vestre Fjordpark, og det skaber problemer for de omkringliggende forretninger.
- Der er hele tiden denne der gungrende bas.
Erika Nyman er bekymret for den campingplads, hun arbejder på. Aalborg Familie Camping Strandparken ligger nemlig op ad Vestre Fjordpark, og her bliver der ofte spillet høj musik.
Og det går ud over de camperende gæster.
- Nogle gange kommer de dagen før og siger, at de ikke vil være her mere, fordi de kan høre den bas hele natten og ikke kan sove, siger Erika Nyman.
Under aldersgrænsen
Problematikken kender SSP-konsulent i Aalborg Kommune, Sean Kollerup Revill, til.
For SSP, der er et samarbejde mellem skole, socialforvaltning og politiet, har valgt at sende en meddelelse ud på kommunikationsplatformen Aula, for at opfordre forældre til at tage en snak med deres børn om alkohol, hærværk og høj musik i parken.
- Der er hyggeligt og godt vejr, men vi har også set, at der er nogle unge mennesker, som dels bruger alkohol, og vi har også set nogle tilfælde af hærværk herude, siger Sean Kollerup Revill.
Han understreger, at det også er børn under 18 år - og som dermed ligger under Sundhedsstyrelsens anbefalede aldersgrænse for alkoholindtag - der er årsag til problemet i parken.
Derfor har SSP igangsat en tryghedsskabende indsats i parken, der indebærer rådgivning af unge og et samarbejde med politiet.
Men er det nok til at få bugt med problemet?
- Det kan man altid spørge sig selv om, men vi lægger hen over sommeren rigtig mange ressourcer i, at alle føler sig trygge herude.
Så snart vi er ude af Vestre Fjordpark, er musikken der igen
Erik Nyman, campingassistent, Aalborg Familie Camping Strandparken
På Aalborg Familie Camping Strandparken er Erika Nyman dog ikke i tvivl.
- Det er bare ikke nok. For hvis det var nok, havde det ikke været et problem herude, siger hun.
Personalet på campingpladsen har derfor flere gange forsøgt at tage sagen i egen hånd.
- Vi har sagt til dem, at vi har gæster, der ikke lige er til den genre musik, og om de vil skrue ned. Så siger de 'jo', og så snart vi er ude af Vestre Fjordpark, er musikken der igen.
- Vi vil gerne have, at Aalborg Kommune får den gamle vagtordning tilbage, hvor vi kan ringe efter vagten, hvis det ikke er til at holde ud at høre på herovre på vores campingplads.
I Aalborg Kommune er det forbudt at spille musik på medbragte højtalere mellem klokken 22 og 07.