Morten stoppede som direktør efter et årti - nu har han vilde planer

Foto: Klaus Bo Christensen/Ritzau Scanpix

Han vil nu arbejde med et projekt med dybere mening ifølge ham selv.

Morten Grabowski Kjær virker umiddelbart til at have flere timer i døgnet end de fleste andre. Dog forsikrer han om, at det ikke er tilfældet.

Alligevel formår erhvervsmanden at kaste sig ud i det ene projekt efter det andet.

Seneste projekt var en tur på Robinson-øen, og her var der flere ting, som gik op for den daværende Luksusbaby-direktør.

- Min kone og jeg havde i mange år snakket om, at vi havde værdi i at arbejde sammen. Jeg synes dog ikke, man skal arbejde sammen i 20 år, og jeg havde svært ved at finde den her timing for, hvornår jeg skulle trække mig, forklarer Morten Grabowski Kjær.

- Da jeg kom hjem fra Robinson, fandt jeg ud af, at virksomheden havde klaret sig rigtig godt - ja måske bedre - selvom jeg ikke havde været der.

Der er også nogle, der spørger, hvorfor jeg ikke bare får en mindre rolle i erhvervslivet og nyder livet, men jeg nyder netop livet ved at gøre de her ting

Morten Grabowski Kjær, stifter af Luksusbaby og tidligere direktør

Nyt projekt undervejs

Derfor annoncerede den daværende direktør efterfølgende sit stop som førstemand for børnebrandsvirksomheden Luksusbaby, og påtog sig i stedet en bestyrelsesrolle i virksomheden.

Men efter 10 år i virksomheden, som han og konen stiftede sammen som et hobbyprojekt, var spørgsmålet, hvad erhvervsmanden så skulle.

- Jeg brænder for at hjælpe mennesker, og i Luksusbaby var det en mærkesag for mig at tage udsatte mennesker ind for at hjælpe dem med at finde deres potentiale og rammerne for, at potentialet kunne blomstre, forklarer Morten Grabowski Kjær.

Han er derfor allerede godt i gang med at lave fundamentet for sit nye projekt. Den tidligere Luksusbaby-direktør vil nemlig åbne et bosted for udsatte unge.

- Nu vil jeg have et projekt med en dybere mening. Jeg har et stort netværk indenfor erhverv nu, og jeg har en overbevisning om, at jeg kan finde mange pladser til de unge gennem det netværk, forklarer han.

Morten har tidligere solgt sin hud for at samle ind til udsatte unge. Dengang besøgte TV2 Nord ham, mens han sad i tatovørstolen. Du kan læse eller genlæse den historie herunder:

Vil hjælpe de unge på arbejdsmarkedet

Derfor er planen også, at bostedet skal bære præg af blandt andet iværksætteri, sådan at de unge udsatte kan få hjælp til at finde sin plads på arbejdsmarkedet.

- Dengang jeg var indenfor politiet, mødte jeg mange på den forkerte side eller på kanten med loven, som var kreative, havde store drømme, og som var initiativrige. Jeg sagde nogle gange til dem, at hvis de byttede det ulovlige ud med noget lovligt, ville de tjene mere på den lange bane, erindrer han.

I børnebrandsvirksomheden arbejdede Morten Grabowski Kjær derfor også meget med at tage unge ind, der endnu ikke havde fundet sin plads på arbejdsmarkedet.

- Det er enormt magisk, når man finder den her hylde, hvor de passer ind, selvom de måske er anderledes eller udsatte. Og når man så finder den, så er de her medarbejdere så glade for jobbet og så entusiastiske, at det smitter af på os andre og højner arbejdsmiljøet, pointerer han.

TV2 Nord har tidligere besøgt Morten Grabowski Kjær, da han var ved Luksusbaby, hvor han og lageroperatørelev Trine Dahl Andersen fortalte om, hvordan virksomheden hjalp unge i arbejde. Det kan du se eller gense herunder:

Familiefølelse er nøglen

Når det nye bosted bliver en realitet, så er der flere værdier, som Morten Grabowski Kjær har fokus på.

- I min tid i politiet var jeg mentor for flere unge, og dengang kunne kommunen finde på at spørge, hvad jeg lavede med dem, da det gik godt med mange af dem, og der er et simpelt svar: Jeg inddrog dem i min familie. Jeg gjorde det familiært for dem, forklarer han.

Derfor skal det nye bosted heller ikke føles som et sted, man bliver anbragt.

- Det skal være et sted, jeg har lyst til at være og bo med mine børn, og derfor skal der også bruges lang tid på at bygge fundamentet, finde det rigtige team og alt det andet. Det er svært, men det skal det også være for, at det kan blive godt, konstaterer han.

Det er enormt magisk, når man finder den her hylde, hvor de passer ind, selvom de måske er anderledes eller udsatte

Morten Grabowski Kjær

Hvor, hvornår og hvordan?

Men selvom processen kan være lang, og der stadig er flere detaljer, som ikke helt er på plads, så er erhvervsmanden altså ikke en, der sover i timen. Derfor håber han også på, at det nye bosted kan åbne allerede i det nye år.

- En drøm vil være at åbne efter sommeren 2025, så der håber jeg, det er i drift. Det er i hvert i fald min målsætning, forklarer han.

Hvor det nye bosted skal ligge, er dog endnu ikke bestemt.

- Jeg bor selv i Frejlev, og jeg har altid haft det sådan, at det ikke skal være længere væk end en radius af 50 kilometer fra os, så man altid kan køre derhen, uden man tænker, at det ikke kan betale sig, forklarer han.

Han fortæller desuden, at han allerede har modtaget flere ansøgninger fra folk, der gerne vil arbejde på bostedet, selvom det endnu ikke eksisterer.

Morten Grabowski Kjær og konen Ann-Louise Aasted stiftede sammen Luksusbaby.

Stadig at finde i erhvervslivet

Men selvom Morten Grabowski Kjær nu har kastet sig over et nyt omfattende projekt, så er det altså ikke ensbetydende med, at han ikke vil være at finde i erhvervslivet mere.

- Samtidig har jeg tænkt at finde et par mindre bestyrelsesrolle i erhvervslivet for at holde mig skarp på e-handel. Jeg har haft fingeren på pulsen de seneste 10 år, og det vil jeg gerne bibeholde. Så jeg har rakt ud til Business Aalborg og Business Rebild og spurgt efter en mindre rolle i de huse, så jeg kan bringe det med i bostedet, forklarer han.

Har du flere timer i døgnet end os andre?

- Nej, det har jeg dog ikke, giner han.

- Der er også nogle, der spørger, hvorfor jeg ikke bare får en mindre rolle i erhvervslivet og nyder livet, men jeg nyder netop livet ved at gøre de her ting. Det skaber værdi for mig, og det svarer til en hobby, da virksomhed bliver min hobby, tilføjer han.


Foto: Anne Christensen, TV2 Nord

Prisen slår rekord - det bliver endnu dyrere end det var under energikrisen.

Torsdag når elprisen højere op end den var under energikrisen i 2022.

Prisen peaker mellem klokken 17.00 og 18.00, hvor prisen kommer til at ramme 6,98 øre/kWh - og det er uden afgift og moms. Når det lægges oven i bliver prisen omtrent 10 kroner mer kWh.

Så meget koster det

  • En omgang tørring i tumbleren: Cirka 46,53 kroner for en gennemsnitlig tumbler.

  • En times brug af ovnen: Cirka 25,85 kroner for en gennemsnitlig ovn.

  • En vask i en ikke alt for gammel vaskemaskine: Cirka 7,2 kroner.

  • En opvask i opvaskemaskinen: Cirka 9,8 kroner

Priserne i beregningen her er med afgift og moms, og kommer fra selskabet N1. Prisen bliver 10,34 når det er dyrest.

- Lige nu er der næsten ingen vind over Europa, samtidig er det både mørkt og koldt, og vi bruger derfor meget energi. Det er dog også vigtigt at sige, at vi ikke er samme sted som under energikrisen, det er en uheldig kombination af lav produktion af vedvarende energi og høj efterspørgsel i kortere perioder, som rammer os i disse dage, siger Mads Brøgger, der er direktør for Norlys’ energiforretning.

Ifølge Norlys har elprisen i snit været mindre end 50 øre per kWh, men siden august er den pris steget.

Prisen ser dog ud til at falde igen samtidig med, at der meldes om mildere temperaturer i vejret.

- Men får vi pludselig 14 dage i stræk med hård kulde, og der skal trækkes på de europæiske gaslagre, som ovenikøbet er mindre fyldte i år sammenlignet med sidste år, kan det selvfølgelig ændre sig, men som tingene ser ud nu, ser priserne ud til at falde de kommende uger, siger Mads Brøgger.


En ny købmand tror på projektet, og byen glæder sig over nu at have nok penge, til at redde købmanden.

Købmandsbutikken i Ravnkilde er reddet. Det er lykkes en lokal støttegruppe at samle over 800.000 kroner ind - og dermed har de nu sikret, at byens købmandsbutik kan genåbne.

- Det var en kæmpe, kæmpe, kæmpe god nyhed, lyder det begejstret fra Kirsten Baisgaard, der er formand for forsamlingshuset i Ravnkilde.

I slutningen af september måtte den daværende ejer opgive at drive købmandsbutikken.

Lige siden har borgergruppen Købmandsgruppen forsøgt at samle penge nok ind til, at de kunne genåbne købmandsbutikken.

Tror på butikkens overlevelse

Onsdag aften var der samlet 830.000 kroner, og dermed nok til, at butikken kan genopstå.

- Jamen, det er jo helt vildt. Det bliver hårdt, men også virkelig lærerigt og sjovt, er jeg sikker på, siger Lisa Norman, der er den kommende købmand i Ravnkilde.

Købmandsgruppen håber, at borgerne i byen er klar til at støtte butikken, når den åbner.

- Jeg håber og tror jo, at det er gået op for os alle sammen, at det ikke er nogen selvfølge, at vi har en købmand i byen, lyder det fra Kirsten Baisgaard.

Den kommende købmand er heller ikke i tvivl om, at butikken nok skal klare sig.

- Vi har lavet nogle analyser og fået Dagrofas hjælp til at lave nogle analyser omkring, om den her kan køre rundt i byen. Og det kan den. Så det er jeg slet ikke bekymret for, siger Lisa Norman.

”Købmandsgruppen” håber, at købmandsbutikken bliver klar til at genåbne til maj.


Overtog sin første frisørsalon som 24-årig: Nu har han overtaget sin tredje

Anders Blaabjerg på 25 år er indehaver af tre frisørsaloner i Jylland. Han overtog den første, da han stadig var elev. Det skulle medarbejderne lige vænne sig til.

Det tog et par søvnløse nætter, før Anders Blaabjerg blev overtalt til at skifte sit erhverv til frisør.

I en alder af 20 år kunne den unge mand skrive salgsassistent på CV'et med et job i Føtex. Der gik ikke lang tid, før flere af frisørerne i Thisted var efter den nyuddannede.

- Da Kristian Berthelsen (tidl. ejer af ZoombyZoom Thisted) tog fat i mig, var han den anden frisør. Så måtte jeg forsigtigt lukke den ene dør for at åbne døren som frisør, fortæller Anders Blaabjerg, der til daglig er chef for tre ZoombyZoom-saloner i Jylland.

Døren til frisørverdenen blev åbnet - og der gik ikke lang tid, før flere muligheder stod på dørtrinet.

- Det har altid været lidt en joke, at den skulle være min en dag. Og så kom muligheden, fortæller den 25-årige indehaver.

Anders Blaabjerg var ikke færdiguddannet, da han pludselig gik fra at være elev til chef på en juleferie. Det var et skifte, som både han og hans medarbejdere skulle finde sig til ro med.

- I starten skulle man lige vænne sig til det at have en chef, der er 25 år, når man selv er over, fortæller Maja Ravn Madsen, der har arbejdet som frisør i ZoombyZoom i Thisted i seks år.

Foto: Josephine Hartvig / TV MIDTVEST

Det var et 'match made in heaven', at Anders Blaabjerg valgte at gå frisørens vej. Derfor betyder det ikke så meget, at arbejdstimerne fylder det meste af dagen.

- Jeg har et drive uden lige. Så jeg ved ikke, hvem der stjæler mit ur, når klokken pludselig er 11 om aftenen, og jeg startede klokken otte om morgenen, fortæller den unge iværksætter med et smil.

Kunderne undrede sig heller ikke, da Anders Blaabjerg pludselig var chef.

- Han er stadig bare Anders. Jeg tror, det ligger naturligt til ham, for det var den mulighed, der bød sig, fortæller Hanne Fårup Rasmussen, der til daglig er fagligkonsulent i FOA og har haft Anders Blaabjerg som frisør, siden han startede som elev i forretningen i 2020.

Selvom den unge chef kun er 25 år, så generer alderen ham ikke spor.

- Jeg er lidt en gammel mand i en ung krop. Det tror jeg også, de andre vil sige her, griner Anders Blaabjerg.

Frisørsalonen i Fredericia er den sidst tilkomne i den begyndende perlerække, som Anders Blaabjerg har startet. Han overtog forretningen tilbage i maj, hvor det kun var få måneder siden, at han havde fået ansvaret for frisørsalonen i Aalborg. Derfor klapper den unge mand hesten og holder sig til sine tre nuværende forretninger.

- Aldrig sig aldrig selvfølgelig. Men der har været fart på det sidste stykke tid, så for nu er der ikke flere ting i støbeskeen, fortæller Anders Blaabjerg, mens han ordner håret på Hanne Fårup Rasmussen.


Lige ved og næsten: Aalborg snupper sejren til sidst

Alt blev afgjort i kampens døende minutter, da Aalborg Håndbold onsdag besejrede TMS Ringsted med 35-32.

Nogle hurtige og hasarderede beslutninger resulterede i, at gæsterne fra TMS Ringsted fik bragt sig hurtigt i front. 

Aalborg-spillerne fik dog hurtigt indhentet dem igen, og efterfølgende bragt sig foran. 

Men flere uskarpe afleveringer og dårlige beslutninger fik gæsterne i hælene af hjemmeholdet igen.

Selvom hjemmeholdet førte med tre mål ved pausen, så fik gæsterne hurtigt spillet sig tilbage og indhentede igen aalborgenserne. 

Generelt var det et uskarp Aalborg håndbold-hold, der var mødt op onsdag aften. Heldigvis for hjemmeholdet tog målmand Niklas Landin en for holdet, og stod for flere redninger, der holdt aalborgenserne i front.

Men gæsterne holdt ved, og med 10

Minutter igen, var stillingen 29-29.

Kampens sidste minutter blev spændende. Mens Aalborg Håndbold fortsatte med at lave fejl, formåede gæsterne at presse på, og hele tiden være blot et mål efter. 

Til sidst lykkedes det dog Aalborg håndbold at hive sejren hjem. 

Med onsdagens kneben sejr, lykkedes det Aalborg Håndbold at hive den niende sejr i streg i hus. 


Kan ikke få fat på lægen - udskældt lægehus er igen i problemer

Foto: Mie Skjødt Nielsen / TV2 Nord

Problemet skulle være løst nu. Men lægehuset ønsker ikke at stille op til interview.

- Sådan kan man ikke behandle folk. Det er et helt område, lyder det fra en frustreret Kim Kronborg fra Fjerritselv.

Flere nordjyder sim Kim har i løbet af ugen oplevet problemer, når de har forsøgt at komme igennem Alles lægehus.

Over hele landet har det været et problem på grund af en fejl i deres IT-system. Kim Kronborg skulle mandag have taget en blodprøve fordi han har lidt forhøjet blodtryk, for at finde ud af om han kunne få noget andet medicin - men onsdag har han stadig ikke kunnet få en tid.

- Herregud! Det kan jo ikke passe, at man ikke kan få tager en blodprøve eller ikke kan komme til sin læge, bare fordi computeren falder ud. Så må de gøre et eller andet, siger han til TV2 Nord.

Vil væk fra Alles Lægehus

TV2 Nord tog ud til lægehuset i Fjerritslev. Der var patienter derinde, men alt foregik manuelt og ingen ønskede at udtale sig til TV2 Nord.

Alles Lægehus ønsker ikke at stille op til interview, men skriver til TV2 Nord, at de har oplevet et større IT-nedbrud, som har givet udfordringer i klinikkerne. Og at det nu er løst.

Selvom problemerne er løst, er Kim Kronborg stadig godt træt af Alles lægehus.

- Så snart jeg får en chance, og der kommer nogle læger her i nærheden, og det har jeg hørt, at der bliver udvidet i Løgstør, så flytter jeg. Jeg vil ikke være i noget, der hedder Alles Lægehus mere, siger han.

Region Nordjylland ønskede ikke at stille op til interview, men skriver i et skriftligt svar, at de er opmærksomme på udfordringerne.