Morten sælger sin hud for at samle penge ind til udsatte børn
Morten Grabowski Kjær, der ejer Luksusbaby A/S, har solgt plads på sit lår til reklametatoveringer i den gode sags tjeneste.
Han gør noget, de færreste ville gå med til.
Onsdag formiddag ligger Morten Grabowski Kjær i tatovørstolen og lader sit højre lår tatovere med logoer fra forskellige virksomheder.
Ejeren af webshoppen Luksusbaby har solgt huden på sit højre lår til firmaer, der vil have deres logoer tatoveret på hans krop. Prisen for et logo er 15.000 kroner, og han har solgt 20 tatoveringer til en samlet pris på 300.000 kroner.
- Det var en skør idé, jeg fik i forbindelse med at samle ind til børn og udsatte her i Danmark, siger Morten Grabowski Kjær og fortsætter:
- Så tænkte jeg, hvorfor ikke sælge mit lår, som jeg ikke skal bruge til andet end at gå med.
Det er tatovør Kasper Bøgeholt Larsen, der har fået opgaven med at tatovere de mange logoer på Morten Grabowski Kjærs højre lår.
- Det støtter et godt formål, så jeg synes, det er sjovt at være med, siger Kasper Bøgeholt Larsen, der ejer tatoobutikken KaBla Ink i Løgstør.
De første fem tatoveringer er allerede lavet, og onsdag skal endnu flere tilføjes til samlingen.
Tatoveringerne fylder cirka en to-krone hver, og med 20 tatoveringer kommer de til at fylde godt på låret.
Målet med at samle 300.000 kroner ind er for længst nået, og nu kredser Morten Grabowski Kjærs tanker om at udvide samlingen.
- Jeg har lidt en drøm, hvis man kan kalde det en drøm, om at samle en million kroner ind. Nu skal jeg se, om der er plads på lårene. Jeg tænker, jeg holder mig til lårene, så får jeg heller ikke ballade derhjemme, siger Morten Grabowski Kjær.