Dyrlæge forbander nikotinposer: - Man kan ikke være det bekendt
Foto: Lisbet Christensen
Dyrlæge Hanne Friis Lund forstår ikke at folk spytter nikotinposer ud på gader og fortorve. Det er livsfarligt for hunde at spise dem.
Hanne Friis Lund, der er dyrlæge i Hobro, har oplevet en markant stigning i antallet hunde, der bliver alvorligt forgiftet af nikotinposer, der er spyttet ud på gaden.
En hundeejer ringer akut til dyrlægen. Hunden er er syg, og ejeren frygter, at den har spist en nikotinpose, da den blev luftet.
Det type desperate opkald får de nordjyske dyrlæger flere og flere af.
- Nogle gange så kommer de jo tidligt, hvor ejeren har set dem spise noget, og der har de jo heldigvis ikke nået at blive syge endnu, og så skynder vi os og giver dem noget at kaste op på og holde øje med dem. Andre gange, så kommer de ind, hvor de er virkelig dårlige, hvor hundene er bevidstløse. Så skal vi lave akut livreddende førstehjælp, siger Hanne Friis Lund, der chefdyrlæge hos AniCura Danmark og dyrlæge i Hobro.
En rapport, som DTU Sustain har udarbejdet for Miljøstyrelsen, anslår, at 5,3 millioner brugte nikotinposer hvert år ender i naturen. En del af dem bliver spist af hunde, og ifølge dyrlægen får det nogen gange fatale konsekvenser.
Hun har oplevet at hunde er døde af nikotinforgiftning.
- Det er jo enormt alvorligt, fordi indholdet af nikotin er så højt i snusposer. To poser eller måske mindre er nok til at slå en hund på 25 kilo ihjel, forklarer Hanne Friis Lund.
Den nordjyske dyrlæge forstår ganske enkelt ikke, hvorfor folk spytter nikotinposerne ud på gaden. Hun mener det er dybt uansvarligt.
Hvad gør man hvis hunden har spist en nikotinpose:
- Hvis man ser det ske, hvis man for eksempel er ude at gå, så skal man til dyrlægen ”med det vons”.
- Giv gerne hunden noget dåsemad eller leverpostej. Det gør det nemmere for dyrlægen at fremkalde en opkastning, hvis hunden har lidt i maven.
- Hvis man er meget langt fra en dyrlæge så kan tage en skefuld salt og give hunden det på tungen, helt nede ved tungeroden. Det fremkalder faktisk også opkast, men kan man det er bedre at tage til en dyrlæge.
- Hvis man ikke ved, om den har spist nikotin, men den bliver dårlig opkast, virker desorienteret, måske falder den om, måske kan man se, at den trækker vejret hurtigt og savler, så synes jeg også, at man skal kontakte en dyrlæge med den samme.
Kilde: Chefdyrlæge, AniCura Danmark
- Man kan ikke være det bekendt, fordi man risikerer jo at skade andre folks dyr, og man risikerer jo øvrigt også at skade vilde dyr. Det kan også være ræve og måske pindsvin. Katte ser vi ikke rigtigt spise det.
Bestemte hunde spiser poserne
Et borgerforslag, der vil forbyde salg, køb og distribution af nikotinposer i Danmark, har fået over 50.000 underskrifter. Dermed skal det nu behandles i Folketinget.
Dyrlægen støtter forslaget, selvom hun ikke har ret meget håb om, at det bliver vedtaget.
Man siger, at hunde er menneskets bedste ven, men dyrlægen mener ikke altid, at mennesket er hundens bedste ven. For ifølge Hanne Friis Lund sker det også ofte at hunde bliver forgiftet af hash eller psykedeliske stoffer. Det er noget hundene indtager hjemme hos ejeren.
- De bliver ikke lige så syge af at spise hash som af at spise nikotin, men det kan blive – undskyld udtrykket – meget skæve af det, siger Hanne Friis Lund.
Det er mange forskellige hunde, der havner hos dyrlægen med en nikotinforgiftning, men der er også fællestræk.
- Det er typisk hvalpe og unge hunde, og så ser vi også en del af de her klassiske labradorer, som er den madglade type hun, der spiser det, siger Hobro-dyrlægen.