Faldskærmskonkurrence lokker deltagere helt fra USA og Australien til stranden
De springer ud i en kilometers højde.
Bjarne Lyngsø har sprunget i faldskærm i 47 år rundt i hele verden. Men alligevel er Blokhus Strand anderledes.
- Det er jo ekstra specielt. VI er jo vant til at springe de her World Cups, det er tit og ofte nede i alpelandene. Så at være på den her strand, hvor man rent faktisk selv har sommerhus, det er helt fantastisk, siger han til TV2 Nords reporter.
Blokhus Strand danner i disse dage rammerne om en international faldskærmskonkurrence. Her dyster individualister og 11 hold af nogle af verdens allerbedste udspringere.
De dyster i kategorierne klassisk præcision og speed præcision.
Perfekt vind
Blokhus Strand har sat rammerne for konkurrencen siden starten i 2019 med undtagelse af et års corona. Og årsagen er simpel.
- Det er faktisk fordi, at forholdene ikke kan blive bedre i hele verden, som de er her på Blokhus Strand. Så snart vi har vinden ude fra vandet, så har vi verdens bedste forhold, siger Torben Guld, der er medarrangør og faldskærmsudspringer gennem 40 år.
- Når vinden er ligesom den er nu, fra vest, det vil sige, at den kommer udefra – så der er ingen turbulens overhovedet. Så det er nok de bedste forhold, man kan have, tilføjer han.
Deltagerne kommer blandt andet fra USA, Tyskland, Bosnien, Sverige, Polen, Portugal, Australien og selvfølgelig Danmark.