15 biler plyndret i lille by - nu kommer politiet med en opfordring
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST
Genrebillede.
I den lille fiskerby skal de fremover være lidt bedre til at låse deres biler.
I løbet af lørdag har Nordjyllands Politi fået 15 separate anmeldelser om biler, der er blevet plyndret natten til lørdag.
Alle bilerne har været parkeret rundt omkring i Strandby på både veje og i indkørsler, og de har alle det tilfælles, at de har stået ulåste.
Derfor har det ikke været nødvendigt for tyven at bryde en eneste af bilerne op med vold.
- Folk i området bedes være opmærksomme på, om de ser noget unormalt. Men vi beder også bilejere om at huske, at låse deres biler, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi, Bruno Brix.
Det er ting som tegnebøger og solbriller, der er stjålet fra de 15 biler. Og det er ikke sikkert, at bilejerne kan se frem til at få erstattet deres ejendele. Mange forsikringer dækker nemlig kun, hvis bilen har været aflåst og ruderne lukkede.