Nordjylland forbereder sig til storm – færger aflyst og forsikringsselskab advarer
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Arkivfoto.
Stormen Pia ventes at ramme Nordjylland og resten af Danmark fra torsdag eftermiddag.
På den nordjyske vestkyst har både beredskab og almindelige borgere travlt med at stormsikre, hvad der stormsikres kan.
Torsdag eftermiddag går stormen Pia i land i Danmark og særligt den nordjyske vestkyst bliver hårdt ramt af både storm og stormstød af orkanstyrke.
Hos Nordjyllands Beredskab har de kaldt ekstra mandskab ind – særligt til vagtcentralen, fordi de forventer flere opkald fra nordjyderne torsdag og fredag, hvor stormen blæser ind over landet. Flere indsatsledere er også blevet kaldt på vagt, mens det frivillige beredskab er blevet aktiveret.
Det fortæller Henrik Gade Jespersen, der er indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab i Thisted.
- Vores 36 stationer i Nordjyllands Beredskab er ved at blive oprustet med sandsække, som kan bruges til at barrikadere døre og vinduer til den almene borger, der kan komme at hente de her sandsække, siger Henrik Gade Jespersen og fortsætter:
- Det bliver nok ikke en rolig aften det næste døgns tid. Vi forventer, at der nok kan komme lidt træfald og måske også nogle vandmasser, som vi skal håndtere. Det er en vestenvind, som vi er vant til at håndtere, men nu må vi se, hvad der sker, fortæller han.
Ændringer i færge- og togdrift
Allerede nu har vejret fået indvirkning på færge- og togdriften torsdag, hvor flere færgeafgange til og fra Hirtshals med Color Line er blevet aflyst, mens der også er varslet forsinkelser på færgefarten til og fra Hirtshals med Fjordline torsdag.
Læsøfærgen sejler foreløbigt som planlagt, og det samme gør sig gældende for færgen til og fra Frederikshavn med Stena Line. Læsøfærgen skriver dog på sine hjemmeside, at der fortsat er risiko for aflysninger.
- Der vil først blive taget endelig stilling cirka en time før planmæssig afgang. I skrivende stund tør vi ikke spå videre frem, skriver Læsøfærgen på sin hjemmeside.
Banedanmark har også varslet, at der bliver reduceret i togtrafikken mellem Aarhus og Aalborg samt mellem Aalborg og Hjørring. Efter klokken 19 torsdag vil der kun være timedrift på de to afgange.
’Pas på hinanden’
Stormen Pia ventes at være værst mellem torsdag eftermiddag og fredag morgen. Udover vindstød af orkanstyrke kan den også føre forhøjede vandstande med sig. Særligt de forhøjede vandstande skabte tidligere i år store problemer for flere hus- og sommerhusejere, der fik vand i kældre og stuer.
Kombinationen af varslet storm og forhøjede vandstande har også fået Thisted Forsikring til at sende en sms ud til deres kunder, hvor de skriver, at de har øget bemanding og længere åbnet på grund af de voldsomme vejr, som rammer Danmark.
- Pas på hinanden og jeres ejendele, lyder det i sms’en fra Thisted Forsikring.