Lokale vil hjælpe efterladte efter sandskredsulykke
Vorupør samler nu ind til familierne til de to drenge, der for knap to måneder siden omkom i en ulykke i klitterne.
For ulykken er på ingen måde glemt i lokalsamfundet, som har været hårdt ramt oven på hændelsen. Nu sætter en gruppe borgere gang i en indsamling, der skal hjælpe drengenes efterladte, fortæller en af initiativtagerne Louise Lindgaard Johansen.
- Der var allerede nogle, der spurgte til en indsamling, dengang det lige var sket, fortæller hun til TV MidtVest.
Siden ulykken skete har initiativtagerne brugt tiden til at få formelle ting på plads, herunder at få godkendt indsamlingen officielt og derudover brugt tiden på at række ud til de to berørte familier.
- Det har da været lidt svært, for man vil jo endelig ikke skrive noget til dem, der kan være stødende på nogen måde. Det er mennesker, der står midt i en sorg, så vi har villet sikre os, at vi ikke var for anmassende, siger Louise Lindgaard Johansen.