Tidligere elever fra omstridt kostskole får fri proces
Otte tidligere elever fra Gravenshoved Kostskole har fået fri process til endnu en sag mod Aalborg Kommune, fordi de gerne vil have erstatning, har civilstyrelsen afgjort.
- Det er en stor lettelse, og vi kan få sat datoer på, selvom de ligger et år eller mere ude i fremtiden. Civilstyrelsen har kigget på sagen og vurderet, at der er tilstrækkeligt i sagen til, at de vil give os fri proces, lyder det fra talsmanden for en del af de tidligere elever, René Vinding Christensen, hvis sag er en af de sager, der nu er givet fri proces til.
De tidligere elever har i dag fået meddelelsen i deres e-boks.
Derfor modtager Aalborg Kommune inden udgangen af oktober endnu en stævning. De er nemlig allerede blevet stævnet af 39 tidligere elever, der allerede for godt et år siden fik fri proces til at prøve deres sag ved domstolene.
For godt tre år siden begyndte historierne om Gravenshoved Kostskole at rulle. Her stod en række tidligere elever frem og fortalte om en mildest talt barsk hverdag på skolen, der blev kaldt 'De besværlige børns paradis'.
Kostskolen var drevet af Aalborg Kommune, og eleverne på skolen var primært fra Aalborg og Nordjylland. Det fik i februar 2023 Aalborg Kommune til at give en undskyldning til gruppen af tidligere elever. Men i februar i år konkluderede kommunens advokat, Kammeradvokaten, at der ikke er fundet hjemmel til at give de tidligere elever erstatning for det, de har oplevet.