'Dåbsattesten er en af grundene til min beslutning. Og måske trænger der også til nye kræfter,' siger Bjarne Laustsen. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Nordjysk koryfæ stopper: - Jeg har aftjent min værnepligt

Ved næste folketingsvalg er Bjarne Laustsen ikke længere at finde på stemmesedlen.

Det er en særdeles erfaren herre, der inden længe siger farvel til Christiansborg.

Det kan TV2 Nord torsdag aften fortælle. Bjarne Laustsen genopstiller nemlig ikke ved næste folketingsvalg.

- Jeg må snart have aftjent min værnepligt i Folketinget, udtaler han.

Socialdemokraten blev første gang valgt ind i Folketinget i 1992. Siden da har han lært Christiansborg lige så godt at kende som sin egen bukselomme. For det er blevet til mere end 28 år i folketingssalen for den faglærte smed, hvilket har gjort ham til det længst siddende folketingsmedlem for partiet.

- Nu gælder det familie, venner og nogle af de mange gøremål, jeg har hjemme i Nordjylland som formand for andelsboligforeningen Blomstermarken, hvor jeg bor, siger Bjarne Laustsen og fortsætter:

- Dåbsattesten er en af grundene til min beslutning. Og måske trænger der også til nye kræfter.

Fortsætter indtil næste valg

70-årige Bjarne Laustsen har i sit politiske virke været meget optaget af sager i det nordjyske. Det kom blandt andet til udtryk i sagen om den thailandske pige Im, der ikke måtte blive i Danmark.

Socialdemokraten har igennem mange år været en stor stemmesluger i hans valgkreds i Frederikshavn, hvor partiet ved seneste valg fik 39,1 procent af stemmerne. I 2022 fik han intet mindre end 7601 stemmer i Nordjyllands Storkreds, som Frederikshavn-kredsen er en del af.

Bjarne Laustsen har om nogen været en trofast partisoldat. I mere end 50 år har han været medlem af Socialdemokratiet. Et partiskift har aldrig været på tale.

- Der er nogen, der skifter deres ølmærke ud. Der er nogen, der skifter deres tobaksmærke ud. Der er nogen, der skifter deres bilmærke ud. Der er sågar nogen, der skifter deres kone ud. Men sit parti, det skifter man ikke ud. Der skal være loyalitet, sagde Laustsen til DR tilbage i august.

Den 70-årige politiker understreger, at han vil fortsætte på fuld damp indtil næste valg.


Foto: Christian Henriksen / TV2 Nord

Martin Jensen har opfundet et produkt, som nu har fundet vej til de nordjyske ambulancer.

Hans Kirk møder som paramediciner dagligt en udfordring, når han skal måle en patients hjerteaktivitet: Ledningerne til EKG-apparatet har det med at vikle sig sammen, når de har været pakket sammen.

De filtrede ledninger betyder, at ambulancepersonalet mange gange om dagen spilder sekunder.

- Det er jo ikke, fordi der er nogle patienter, der ikke har fået optaget et EKG på grund af filtrede ledninger, men vi har 216 akutkørsler hver dag, og omkring 150 af patienterne får sat ledninger på, så det er et lille irritationsmoment i vores dagligdag, siger paramediciner Hans Kirk, som er ansat ved Den Præhospitale Virksomhed under Region Nordjylland.

Derfor bad Den Præhospitale Virksomhed for to år siden nogle af deltagerne i innovationskonkurrencen nKNOWation, som uddannelsesinstitutionerne SOSU Nord og Tech College står bag, om at finde en løsning på problemet.

Den fandt industriteknikerlærlingen Martin Jensen i form af en klips, som hurtigt vikler ledningerne ud.

- Det er en skøn følelse, at man har skabt noget, andre er glade for, siger Martin Jensen.

Se indslaget her:

Har startet egen virksomhed

Om årets konkurrence kaster nye opfindelser af sig, må tiden vise. Social- og sundhedsassistenteleverne Emma Mølgaard og Freja Sif Knudsen fra SOSU Nord forsøger sammen med resten af deres gruppe - som også tæller elever fra Tech College - at løse udfordringen med at løfte patienters ben op i sengen.

I det arbejde kan det være nyttigt at trække på andres viden.

- Jeg synes, det er genialt. Der er kommet en masse bolde op i luften, og det er rigtig godt, at man kan kombinere forskellige ting, siger Emma Mølgaard.

- Det er fedt, at vi kan komplimentere hinanden og spille sammen på tværs af faggrupper, mener Freja Sif Knudsen.

I løbet af de seneste to år er klipsen fra innovationskonkurrencen blevet til et færdigt produkt, som nu bliver solgt igennem virksomheden Clipsable. Martin Jensen er ikke i tvivl om, at det har stor værdi at kombinere forskellige faggrupper, hvis man skal finde nye løsninger på velkendte problemer.

- Jeg har lært meget om, hvordan man kan tænke ud af boksen og finde løsninger, siger Martin Jensen, som er direktør i Clipsable.


Vild nordjysk narkosag: Læssede 195 kilo på lastbil med polske plader

To mænd ventes at tilstå i den opsigtsvækkende narkosag.

Mere end 250 kilo amfetamin, over 420 kilo hash og fire kilo kokain. 

Det er samlet set, hvad sagen handler om, når to mænd på 34 og 55 år mandag tager plads på anklagebænken i Retten i Aalborg.

På forhånd er der lagt op til, at de to mænd vil tilstå. Dermed har de to mænd udsigt til mange år bag tremmer i en sag, hvor de allerede sidder varetægtsfængslet.

Det fremgår af sagens oplysninger, at den 34-årige mand har været aktiv på en krypteret beskedtjeneste, når der skulle indgås narkohandler. Det er formentlig denne aktivitet, der også i sidste ende har medvirket til at fælde ham og hans 55-årige makker.

Kokain i kilovis

Ifølge sagen har den 34-årige mellem 30. november 2020 og 5. januar 2021 indgået aftaler via beskedtjenesten om leverance af fire kilo kokain. Kokainen blev leveret i Nordjylland 5. januar 2021.

På helt tilsvarende vis har den 34-årige i tiden mellem 16. januar 2021 og 8. marts 2021 handlet med minimum 421,5 kilo hash.

Den krypterede beskedtjeneste, hvor den 34-årige havde en anonymiseret profil, blev også brugt, da han 22. juli 2020 modtog mindst 50 kilo amfetamin.

195 kilo amfetamin i kassevogn

Helt anderledes store mængder var der tale om 6. februar i år, hvor begge mænd var involveret i håndtering af 195 kilo amfetamin.

Det fremgår af sagens oplysninger, at den 34-årige mand havde stået for at få læsset de mange kilo af det hvide pulver på en kassevogn på polske plader.

Lastbilen kørte til Hvidovre, hvor den 55-årige mand tog imod leverancen og bevogtede de 195 kilo amfetamin, indtil narkoen blev sendt videre på en anden bil.

Narkolager i Hals

Den 55-årige mand har desuden lagt inde med en stor mængde amfetamin på en adresse i Hals.

Her fandt politiet 12. marts i år 7,4 kilo amfetamin gemt i et skud ved en lejlighed i byen. Derudover har den 55-årige også været i besiddelse af 275 gram hash på adressen i Hals.

Som sagt er der lagt op til, at begge mænd vil tilstå.


Skræmmende politijagt i Aalborgs gader: Ramte 100 kilometer i timen

To unge mænd forsøgte i går på deres crossere at flygte fra politiet. Det ledte til en kort og hidsig jagt gennem Aalborg.

To unge mænd på 17 og 23 år kan se frem til flere bøder for et større antal færdselsovertrædelser i Aalborg søndag aften.

For da Nordjyllands Politi klokken 21:24 kommer ud til de to unge mænd på Vendelbogade, da de modtager et opkald fra en borger der mente, at de kørte uhensigtsmæssigt, valgte de at flygte frem for at tale med politiet.

Det førte til en hidsig jagt gennem Aalborg, som blandt andet kom forbi Prinsensgade og Sønderbro, inden politiet foretog anholdelsen af de to unge mænd klokken 21:28.

Se billederne efter den hidsige jagt.

Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Politiet fik ikke præcist målt farten på de to crossere, men i politiets egne biler kom man op på omkring 100 kilometer i timen.

De to unge mænd blev tidligt på morgenen løsladt fra politiets varetægt.

- De er blevet sigtet for rigtig mange færdselslovovertrædelser og kan se frem til rigtig mange bøder. Nu skal vi have en jurist ind, for at se om der er grundlag for at beslaglægge deres køretøjer, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi og tilføjer.

- Vi tænker umiddelbart ikke at de skal fremstilles for retten, da der ikke var nogen der kom til skade.

Begge unge mænd kommer fra Aalborg.


Foto:

Forældrene sagde nej – men Jens ville dyrke grøntsager på sit værelse

Nu sælger han sit hjemmedyrkede mikrogrønt til kendte restauranter.

Da Jens Andersen gik i gymnasiet, var han på et tidspunkt ude at spise på en restaurant.

Her fik han serveret en ret, der var pyntet med ærteskud.

- Det smagte rigtig nice, fortæller han.

Ærteskuddene blev drivkraften til det, der i dag er hans arbejde.

Jens Andersen smagte ærteskud og fandt på ideen på hans kommende firma.

Kort efter restaurant-besøget købte han selv nogle frø, printede en beholder på sin 3D-printer og hentede noget jord fra familiens have.

Han ville dyrke ærteskud på sit teenageværelse.

- Da jeg sagde til mine forældre, at jeg ville dyrke grøntsager på mit værelse, fik jeg et ret striks nej. Men jeg gjorde det alligevel, siger Jens Andersen grinende.

Se tv-programmet 'Nordliv: Mikrogrønt gourmeteventyr' herunder:

- Jeg nørder og får jord under neglene

I tv-programmet 'Nordliv: Mikrogrønt gourmeteventyr' fortæller han, hvordan han gik fra at dyrke ærteskud på sit værelse til at sælge såkaldt mikrogrønt til 30 forskellige restauranter - blandt andre Helmuth, Surdejsbageren og Café Luna i Aalborg.

Mikrogrønt er bladgrøntsager, som restauranter blandt andet bruger som pynt oven på smørrebrød.

- Jeg får lov at leve min drøm. Jeg nørder og får jord under neglene og møder en masse sjove køkkenchefer, fortæller Jens Andersen.

Ifølge Jens Andersen har han altid været meget nørdet og landbrugsinteresseret, og så har der siden folkeskolen gemt sig en iværksætter i ham.

- Jeg solgte rigtig meget slik på skolen, som jeg købte med hjem, når jeg var på ferie.

- Skal du have nogle grøntsager fra min container?

I gymnasiet delte han smagsprøver ud af sin hjemmedyrkede mikrogrønt, og siden januar 2024 har han arbejdet fuldtid med at producere det i en stor container i Sønderup sydvest for Støvring.

Til at starte med var det dog lidt svært at sælge over telefonen.

Jens Andersen har selv automatiseret lyset og ventilationen i containeren ved hjælp af en gammel computer. Indtil videre foregår det på en papkasse på gulvet.

- Jeg var ikke særligt god til at få skabt et ordentligt indtryk over telefonen. Det fungerede ikke rigtig at spørge: Skal du have nogle grøntsager fra min container?

Han begyndte i stedet for at møde uanmeldt op hos restauranterne. At sparke døren ind, som han beskriver det.

Det kan altid blive vildere

Jens Andersen

- Så stiller jeg en bøtte til restaurantcheferne, og så kommer jeg tilbage igen ugen efter, og det ender tit med et salg. Det fungerer godt, forklarer han.

I dag producerer han i alt 120 bakker med mikrogrønt om ugen, og det er han stolt af.

- Men det kan altid blive vildere, siger han.

- Planen er at sidde stabilt på Nordjylland, og derefter tager jeg Danmark, siger en smilende Jens Andersen.


Foto:

Gård-arrangement tiltrak tusindvis af gæster

Det var første gang, at Kibsgaard afholdte arrangementet, siden de nye gårdejere overtog landbruget for 9 år siden.

58 gårde afholdte i dag Åbent Landbrug landet over. Men for landmand og gårdejer, Louise Rødkær Hermansen, fra Asaa, var dagen noget helt særligt. Det var første gang, at hun og hendes mand, René Rødkær Hermansen, afholdte Åbent Landbrug på deres egen gård.

- Jeg er stolt af, at vi som dansk landbrug kan skabe et gratis arrangement. Der er ikke ret mange, der ved noget om landbruget, og det er denne her måde, vi kan vise det frem på, fortæller Louise Rødkær Hermansen.

Kibsgaard har været på familiens hænder de seneste ni år. Siden har familien arbejdet hårdt på, at de også kunne afholde et Åbent Landbrug arrangement.

- Vi har gerne villet det. Min mand har hele tiden sagt 2024, så er vi klar, lyder det fra gårdejeren.

Se indslaget herunder:

Hjælp fra lokale hænder

Familien Rødkær Hermansen var taknemmelig for den store opbakning fra de lokale i Asaa. I alt var 60 mødt op for at hjælpe dem med blandt andet pony-ridning, madlavning og til at vise biler hen på parkeringspladserne. For Louise Rødkær Hermansen var der ingen tvivl om, at de ikke kunne klare dagen uden hjælpen.

- Det er med til at skabe en god dag, og de er med til at skabe en god stemning her hos os, lyder det.

På Kibsgaard har gårdejerne 350 køer, der dagligt producerer 7500 liter mælk. Alligevel var det køen til pony-ridning, der fik et stort smil frem hos Louise Rødkær Hermansen.

- Se lige, hvor mange hestepiger, vi får lavet af det her. Yes, griner gårdejeren, da hun ser køen med de mange børn.

I alt var 3000 mødt op i Asaa til Kibsgaard og familien Rødkær Hermansens Åbent Landbrug arrangement.