Døren til vækst skal sparkes ind: - Genertheden skal lægges til side
Foto: Ole Hald, TVMIDTVEST
Nordjyderne skal lægge genertheden til side og skal ind at charmere. Det mener forsvarsordfører for Socialdemokratiet, Simon Kollerup, da flere nordjyske virksomheder kan bidrage til satellitovervågningen ved Arktis.
- Lige præcis på det her spørgsmål omkring satellitovervågning, der har vi nogle særlige kompetencer - og nogle særlige virksomheder i det nordjyske - som jeg helt sikkert tror, kan komme til at spille en rolle på alt, hvad der handler om overvågning fra rummet.
Sådan lyder det fra Simon Kollerup, der er forsvarsordfører fra Socialdemokratiet.
Udmeldingen kommer dagen efter, at regeringen præsenterede en forsvarspakke, hvor sikkerheden i Grønland og på Arktis skal styrkes.
En del af det kommer gennem satellitovervågning fra rummet, som flere nordjyske virksomheder er stærke indenfor.
- Jeg har jo det grundsynspunkt, at alt, hvad der kan laves i Nordjylland, det bliver det kun bedre af, siger Simon Kollerup og fortsætter:
- Det mest rigtige at gøre lige nu vil simpelthen være at mose på. Det er ikke sikkert, at det er det, vi er allerbedst til i Nordjylland, men det må vi gøre her.
Win-win
To nordjyske virksomheder har allerede budt sig til, og de står klar til at gå i gang med produktionen allerede nu.
Forsvarsordføreren mener, at nordjyderne både skal ind på Christiansborg og i kontakt med materiel- og indkøbsstyrelsen hos Forsvaret.
- Så det er simpelthen bare at lægge genertheden til side og ind at charmere. Det er det, der skal ske nu, fortæller forsvarsordføreren.
På nuværende tidspunkt er der også blevet gjort for lidt for satellitovervågningen ved Arktis, medgiver Simon Kollerup, som dog tror på, at det nu kan give nordjyske arbejdspladser.
- Hvis de nordjyske virksomheder også lykkes med at vinde nogle af de nye ordrer, er det ikke bare, at Nordjylland er med til at løse verdens sikkerhedspolitiske problem. Det er også arbejdspladser, vækst og indtjening, og dermed kan det her ende med at blive en win-win på næsten alle parametre.