Det urene drikkevand: I Hjørring Kommune står det værst til
Hjørring Kommune indtager førstepladsen, men ikke den slags førsteplads de praler med.
- Man skal jo tænke på, at fra vores vand rammer vandoverfladen og så ned til der, hvor vi henter grundvandet op fra, går der typisk 30-50 år.
Sådan siger Jacob Andersen, der er produktionsleder i Hjørring Vandselskab.
For forurenet grundvand er langt fra et nyt problem. Heller ikke i Hjørring Kommune.
Tirsdag kunne TV 2 fortælle, at der sidste år blev fundet pesticider i over halvdelen af de boringer, danske vandværker bruger, når de leverer drikkevand til danskerne. Det viser en ny undersøgelse fra De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark & Grønland – i daglig tale GEUS, og det betyder der landet over bliver lukket borinegr.
Det gælder ikke mindst i Hjørring Kommune, der har det højeste antal boringer med pesticidrester over grænseværdierne i hele landet. 32 af boringerne nærmere bestemt.
Grænseværdierne er et udtryk for det maksimalt tilladte indhold af et kemisk stof i for eksempel jorden?.
Danmarks mest urene vand
54% af boringerne i Hjørring Kommune indeholder pesticidrester. Som sagt overskrider 32 af boringerne i kommunen sågar grænseværdierne, og det er altså det højeste tal i hele landet.
Selvom problemet ikke er nyt i Hjørring Kommune, bliver vandet fortsat mere og mere forurenet. I 2019 var grænseværdien nemlig overskredet i 19 boringer.
Ved Bagterp Vandværk, Hjørring Kommunes største vandværk, har de i flere år renset drikkevandet gennem filtre med aktivt kul.
- Aktivt kul har en kæmpestor overflade, som bakterierne sætter sig på, sagde Jacob Andersen til TV2 Nord tirsdag.
På den måde frasortere aktivt kul de uønskede pesticidrester, og Hjørring Kommune understreger derfor, at borgerne trygt kan drikke vandet fra hanen.
Dårlige vaner rammer overfladen
Men i Aalborg har man valgt en anden løsning for at nedbringe mængden af pesticidrester i drikkevandsboringerne.
Løsningsforslaget kan være at oprette såkaldte grundvandsparker, hvor vandforsyningen har fuld kontrol over jorden. Grundvandsparker er områder omkring drikkevandsboringer, hvor man nedlægger al aktivitet, der kan true drikkevandet, for eksempel landbrug og byudvikling. På den måde undgår vandboringerne at indeholde pesticidrester.
Anders Vest Christiansen, der er professor ved Institut for Geoscience ved Aarhus Universitet, beskrev tirsdag for TV 2, hvordan pesticidfund i grundvandet er et resultat af landbrugets mange årige brug af sprøjtegifte og andre former for pesticider.
- Det vil sige, at hvis det vand, man får i dag, er 50 år gammelt, så er pesticiderne, som man finder, fortidens synder, og den forurening, som fandt sted for 40 år siden, kommer vi først til at se om ti år, sagde Anders Vest Christiansen til TV 2 tirsdag.
I Hjørring Kommune ser de i de kommende år ind i løsninger, der fortsat kan sikre rent drikkevand til forbrugeren, til trods for et højt antal forurenede boringer.
- Vi vil komme til at se både aktivt kul og i de tilfælde, hvor kul ikke er så godt, der vil vi komme til at se andre løsninger, sagde Jacob Andersen til TV2 Nord tirsdag.