Får enorm bøde for at køre for hurtigt gennem vejarbejde
Bøderne fordobles, når man kører for hurtigt forbi vejarbejde. For én billist bliver bøden over 10.000 kroner.
Det er en dyr, og meget kort fornøjelse, hvis man kører for hurtigt gennem en strækning med vejarbejde. Det må flere bilister nu sande.
For på Hadsund Landevej ved Fjellerad, hvor et vejarbejde var i gang, satte Nordjyllands Politi mandag morgen et kontrolsted op, efter de havde fået flere henvendelser fra utrygge vejarbejdere.
Fra den tidlige morgenstund frem til lidt over klokken 11 blev der målt hele 84 hastighedsovertrædelser. 10 af dem giver et klip i kørekortet og 13 af dem, vil der kunne ende med en betinget frakendelse af førerretten.
Den, der kørte hurtigst forbi, kørte 90 kilometer i timen. Og det giver en bøde på intet mindre end 9.600 kroner ligesom der skal betales 500 kroner til offerfonden.
- Det kan altså blive en dyr affære for den enkelte bilist, når man kører for stærkt gennem et vejarbejde; men det primære formål bag vores færdselsindsats handler om sikkerhed og trygheden for de mennesker, der arbejder på vores veje,” pointerer politikommissæren, der slutteligt henstiller til, at hastighedsgrænserne overholdes, og at der udvises det fornødne hensyn i trafikken, lyder det fra Jess Falberg Nielsen, politikommissær ved Nordjyllands Politi.