Bro ramt af særtransport: Nu er politiet klar med flere sigtelser
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Der er rejst i alt fem sigtelser i kølvandet på sidste uges brouheld i Thy, hvor en vindmølledel blev klemt fast under en bro.
Der er nu rejst sigtelser i sagen om den særtransport med en vindmølledel, som onsdag i sidste uge kørte ind i en vejbro nær Thisted.
I alt fem sigtelser er rejst. Det fortæller lederen af politiets Tungvogncenter Nord, politikommissær Claus Kjær-Pedersen hos Nordjyllands Politi.
Politiet rejser to sigtelser mod den chauffør, der kørte særtransporten. Vedkommende sigtes i forhold til bekendtgørelsen om transport og for overtrædelse af færdselsloven.
- Han har kørt på en måde, hvor han ikke har sikret sig, at passage kan foretages uden fare og ulempe, forklarer politikommissær Claus Kjær-Pedersen - og uddyber:
- Man skal altid kunne standse sit køretøj, inden man møder forhindringer.
Havde ikke det rigtige kørekort
De samme sigtelser er rejst mod det transportfirma, chaufføren kørte for i forbindelse med den pågældende særtransport. Det er Vindelsbæk Transport A/S fra Rødkærsbro.
- Transportfirmaet sigtes for at være ansvarlige for selve transporten, siger Claus Kjær-Pedersen.
Desuden rejses der en sigtelse mod chaufføren af den forreste ledsagerbil. Men det skyldes ikke, at denne chauffør skal holdes ansvarlig for, at chaufføren af særtransporten kørte forkert, understreger Nordjyllands Politi.
- Sigtelsen her skyldes, at chaufføren i den forreste ledsagerbil ikke har et kørekort i den kategori, der skal til for at køre ledsagerbil for en særtransport, fortæller politikommissær Claus Kjær-Pedersen.
Ingen kommentarer fra transportfirma
Hos Vindelsbæk Transport, der stod for kørslen med særtransporten af vindmølledelen, har man ikke lyst til at udtale sig i anledning af, at der nu er rejst sigtelser i sagen.
- Det har jeg ingen kommentarer til, siger Michael Hjuler, direktør i Vindelsbæk Transport A/S, til TV MIDTVEST.