Stor debat om fiskeopdræt: Vores laks er topkvalitet
I Nordjylland har man fundet en måde at opdrætte laks på, hvor kun få fisk dør - og der er ikke brug for antibiotika.
De seneste dage har der været stor debat, om de fisk vi spiser.
Debatten er opstået efter en tårevædet fiskehandler i Aarhus, Jacob Clausen fra P. Clausens Fisk, har valgt ikke længere at sælge opdrættede fisk - og det er på trods af, at det kommer til at koste ham i omegnen af halvanden millioner kroner i omsætning.
Men debatten er unuanceret.
Det mener nordjyske Jacob Veiss, der er administrerende direktør i Skagen Salmon, der opdrætter laks.
- Det er unuanceret bare at sige, at den er gal med alt 'opdræt', siger han til TV2 Nord.
Og der kan være noget om det. For på anlægget i Skagen har man ikke de samme helbredsproblemer hos fiskene, som man har i traditionelle lakseopdræt i fjorde og hav. Ej heller har man den samme fedtprocent i fisken, fortæller han.
En ny måde at opdrætte fisk på
Til TV2 Østjylland siger fiskehandleren Jacob Clausen, at de laks man i dag får fra opdræt er 'uværdige'. Han mener, at det er ulækkert, at vi som forbrugere vil have mere og mere, og at det samtidig skal være billigere.
- Den måde, man opdrætter fisk på, og de præmisser og konsekvenser, der er ved at opdrætte dem, er blevet så store, at jeg ikke kan stå inde for det som fagmand, siger Jakob Clausen.
Flere forhandlere har efterfølgende fulgt trop.
Problemerne med laks fra opdræt er blandt andet: De får antibiotika, de vaccineres og de svømmer i meget små områder og bliver derfor meget fede. Nogle af fiskene kan derfor stikke af og ifølge videnskab.dk dør cirka hver femte opdrættede fisk, når de unge fisk flyttes fra ferskvandsbassiner til saltvand.
Men sådan er det altså ikke i Skagen Salmon, det forsikrer Jacob Veiss.
- Vi har lavet et enormt anlæg på land, og dermed minimerer vi meget af den risiko, der er ved traditionelt opdræt. Der er ingen risiko for, at vores fisk stikker af, rester af både afføring og foder ender ikke på havbunden, og vi skal ikke bruge diesel på at tage ud for at se til fiskene, forklarer han og tilføjer:
- Vi synes selv, det er topkvalitet laks, og det synes kokkene, der køber af os også.
TV2 Nord har tidligere besøg Skagen Salmon. Det var da de lavede en aftale med det lokale fjernvarmeværk. Se indslaget herunder. Siden da har virksomheden også lavet en aftale med det lokale biogasanlæg, der aftager al fiskeafføring.
Nul antibiotika og sygdom
Anlægget i Skagen er 28.000 kvadratmeter stort, og har kostet intet mindre end 600 millioner kroner.
I anlægget er der desuden et stort rensningsanlæg, som sikrer, at der ikke kommer alle mulige mikroorganismer ind i bassinet, som kan være skyld i sygdomme. En af de sygdomme, man døjer rigtig meget med med norsk opdrættet laks, som er meget populært herhjemme, er lakselus. Lakselus behandles enten med antibiotika eller fjernes de manuelt - og den rensning for lus ender ofte i at fiskene får skader på gæller eller skind.
- Nej, vi bruger ikke antibiotika. Vi sygdomsbehandler ikke og vi har ikke lakselus. Vi vaccinerer fiskene én gang i deres liv. Vi renser alt det vand, vi får ind og en procent af saltvandet skiftes løbende, og vandet vi hælder ud renses for fosfor og kvælstoffer, siger han og fortsætter:
- I vores anlæg kan vi simulere de strømforhold, der er i vandet i det fri. Så laksen skal bruge sine muskler. Dermed får den lavere fedtprocent, end dem der er opdrættet i havbrug.
Hvad er for og imod opdræt?
Ifølge seniorforsker ved Fødevareinstituttet ved DTU Grethe Hyldig er der fordele og ulemper ved både vildtfangede og opdrættede fisk.
Eksperten kommer her med nogle af synspunkterne for og imod opdræt.
For:
Det er nemmere at styre, hvad fiskene spiser
Temperaturer og vandstrømme kan lettere bestemmes
Fiskene 'høstes' i stedet for at blive fanget - det kan skabe mindre stress omkring fiskene
Opdrættede fisk har oftere kortere vej ud til forbrugeren end vildtfangede fisk, der skal transporteres ind til land
Imod:
De vildtfangede fisk har nemmere ved at få en naturlig kost
Laks bliver oftere mere fedtholdige i opdræt
Forholdene for opdrættede fisk kan stadig forbedres
Kilde: TV2 Østjylland
Vil have udskældt fiskehandler på besøg
Jacob Veiss er stolt af virksomheden, som han kalder et pionérprojekt, og han vil gerne vise det frem til alle, der ønsker at se det. Derfor er der også lavet en besøgsgang, så gæster kan se hele produktionen fra start til slut.
- Vores 'modstandere' er norsk og færøsk lakseindustri, og med vores tilgang kan jeg ikke se andet end, at det her bliver en succes, siger han.
Derfor har han også personligt ringet til Jacob Clausen.
- Vi vil gerne invitere ham på besøg. Og jeg håber, han kommer på besøg, så han på et oplyst grundlag kan beslutte, om det er alle opdræt, han er imod. Det er hans beslutning. Der er i hvert fald åben dør, siger Jacob Veiss.
Skagen Salmon var fuldt funktionsdygtigt september i år, og kommer til at producere cirka 3600 ton laks årligt. Det svarer til 900.000 laks.