Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Sebastian Otoa

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Knap er julefedtet svedt af, før AaB er ved at afhænde en af profilerne.

Lidt ud af det blå har Superligaklubben, der overvintrer på niendepladsen meddelt fondsbørsen, at man lige nu forhandler om et salg af den unge midtstopper, Sebastian Otoa.

Buddet kommer fra en udenlandsk klub, men "der er ikke sikkerhed for, at en aftale vil blive indgået," skriver direktør Michael Tuxel-Boll.

Den slunkne pengekasse i den nordjyske klub kan blive polstret for et tocifret millionbeløb, forventes det.

"Et eventuelt salg af Sebastian Otoa forventes dog ikke umiddelbart at påvirke forventningerne for 2025, som er et resultat i niveauet minus 15-25 mio. kr.," skriver klubben.

Det betyder dog ikke, at han kommer til at gå gratis, men blot at klubben allerede havde budgetteret med spillersalg, og det derfor indgår i den allerede planlagte budgettering.

Den unge midtstopper er egentlig sjællænder, men har tilbragt sine sidste ungdomsår i Aalborg og fik sit gennembrud i første division sidste sæson.

Han har døjet en del med skader, og var derfor ude i dele af efterårets comeback i Superligaen, men forsvarsspilleren, der også har spillet på begge backs og har kontraktudløb i sommeren 2027, betragtes som et af klubbens helt store guldæg sammen med anfører Mathias Jørgensen og Melker Widell.

Otoa har 44 kampe for AaB og fik i efteråret debut - og rødt kort - for U21-landsholdet.


Efter årelangt smertehelvede: Murer-Brian fejrer ét år med seniorpension

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Det sker samtidig med, at ordningen selv fejrer femårs fødselsdag.

Hofter, hænder og led i hele kroppen der gør ondt. Det er hverdagskost for Brian Olsen, der hele sit liv har arbejdet som murer.

Men sidste år lykkedes det ham efter en lang sej kamp endelig at sætte punktum i sagen om, hvorvidt han kunne få tilkendt seniorpension.

- Det er meget sjældent, at jeg nu tager en smertestillende, fordi jeg kan tage de hensyn til min krop, jeg har brugt for, fortæller Brian Olsen.

Antal fultidspersoner med seniorpension fordelt i Nordjylland:

  1. Aalborg - 887

  2. Hjørring - 457

  3. Frederikshavn - 381

  4. Thisted - 339

  5. Mariagerfjord - 299

  6. Jammerbugt - 278

  7. Vesthimmerland -268

  8. Brønderslev - 228

  9. Rebild - 158

  10. Morsø - 138

  11. Læsø - 15

Kilde: Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering

En verden til forskel

Brian Olsens psyke led også et gevaldigt knæk på grund af de daglige smerter, men i dag kan både han og kæresten, Lotte Torp Olsen, bedre slappe af i hinandens selskab.

- Når han kommer her, er han bare i meget bedre humør end tidligere. Det betyder rigtig, rigtig meget, at han nu har fået ro på den front, lyder det fra Lotte Torp Olsen.

Se hele indslaget om Brian Olsen og Lotte Torp Olsen her.

Ifølge Gigtforeningen er det knap halvdelen af alle dem, der får tilkendt seniorpension, som døjer med stærke smerter i kroppen eller gigt.

Lotte Torp Olsen, er én af dem, der har gigt, og som i år endelig kan søge ordningen.

- Det trykker psykisk, at jeg går rundt og har ondt hele tiden. Før var det Brian, der var påvirket af det, og nu er det mig. Så det er hårdt, siger hun.

En vej ud af det sidste helvede

I hjemmet har både Brian Olsen og Lotte Torp Olsen støttepuder, hævede sofaer og forhøjede toiletsæder for at få hverdagen til at fungere.

Det sidste, der nu mangler, er, at Lotte Torp Olsen også kan blive godkendt til seniorpension, når hun kan søge til april.

- Det trykker jo psykisk, og påvirker mig meget. Jeg har altid selv kunnet gøre alt, og jeg har aldrig bedt nogle om hjælp. Så det ville betyde meget, fortæller Lotte Torp Olsen.


Breaking

Lasse blokerer myldretidstrafikken med sin traktor: - Det er jo et råb om hjælp

Foto: Bertram Bailey, TV 2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Lasse Dunker Christensen håber, at aalborgenserne vil bære over med demonstrationen.

- Jeg håber, vi bliver hørt, og at vi får den her skævvridning rettet op.

Sådan lyder det fra indehaver af Højris Maskinstation, Lasse Dunker Christensen.

Mandag eftermiddag har han og flere andre landmænd, fiskere og vognmænd nemlig indledt en demonstration i Aalborg og i Holstebro, fordi de er trætte af, at der er indført alt for mange regler og begrænsninger i forbindelse med den grønne omstilling.

- Vi er i forvejen beskattet, men nu kommer der mere oveni, og det rammer især os, der er i udkantsdanmark, forklarer han.

Lasse Dunker Christensen er helt konkret utilfreds med CO2-afgifter, kilometerpenge, Grøn Trepart og meget andet, og han mener, at der er indført alt for mange regler og begrænsninger i forbindelse med den grønne omstilling. 

- Det er jo et råb om hjælp.

- Det er svært at bibeholde en god konkurrenceevne, når vi hele tiden skal trykkes på maven. Kilometerne rammer så skævt, at vi er nødt til at råbe op, pointerer han.

Flere mødtes ved Kvickly i Bouet, mens andre mødtes på Brøndborerens Alle 13 i Svenstrup. Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Håber aalborgenserne bærer over

Nordjyllands Politi er opmærksomme på demonstrationen.

Ifølge vagtchef Torben Arendrup indsætter man ikke fast bevogtning, men fører blot tilsyn, når demonstrationen begynder klokken 15.30.

- Jeg håber, den almindelige aalborgenser ser, at vi er der også for deres skyld for i 2030 kommer der også afgifter på deres personbiler, så jeg håber, de bærer over med os, og ser, at vi også tager en for dem, afslutter han.


Hundredevis af vrede traktordemonstranter i myldretiden bekymrer ikke politiet

Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Regeringen er stolte af den grønne trepart.

- Vi har landet en fuldstændig fantastisk aftale, siger Mette Frederiksen (S) i en video på sin Instagram-profil.

Mens aftaleparterne næsten ikke kan få armene ned, tager andre sig til hovedet.

Mandag eftermiddag samles nogle af dem, der mildest talt er uimponerede over, hvad treparten fører med sig.

Så når vrede demonstranter mødes klokken 15.30 for at gøre opmærksomme på sig selv midt i myldretiden, er det med fokus på de nye CO2-afgifter i landbruget.

Flere hundrede kørende demonstranter

Et anslået deltagertal lyder på 50 traktorer, 50 lastbiler og 100 biler, der fylder på vejen i og omkring Aalborg, når de fleste får fyraften.

Og demonstranterne har en række krav. De fremgår af et Facebook-opslag.

De mange demonstranter bekymrer dog ikke Nordjyllands Politi, der har tilladt den anmeldte demonstration.

- Hvis det forløber, som det skal, overholder de jo færdselsloven, siger Torben Arendrup, vagtchef ved Nordjyllands Politi.

Politiet indsætter ikke fast bevogtning, men fører blot tilsyn, når demonstrationen starter 15:30.

- Vi forventer selvfølgelig, at der samles en del ekstra køretøjer end normalvis, men ikke at det bliver til større besvær, siger vagtchefen.

Demonstrationen slutter på parkeringspladsen ved Gigantium, men den præcise rute har politiet ikke haft mulighed for at oplyse.


Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Forsyningsselskab lukker for varmen i dele af byen.

'Vi har desværre lukket for varmen da vi har en stor lækage i byen'.

Sådan lyder det mandag morgen fra Sindal Varmeforsyning.

Vejene, der er ramt, er:

Baldersvej, Bjarkesvej, Frejasvej, Friggsvej, Gefionsvej, Heimdalsvej, Hjørringvej, Mimersvej, Oremosevej, Thorsvej, Ulstedboparken, Ægirsvej.

'Vi arbejder på at løse dette hurtigst muligt, men vi forventer, at der vil være lukket frem til klokken 16.00, skriver de videre på Facebook, inden de beklager de gener, det giver'.

TV2 Nord har klokken 13.45 talt med Sindal Varmeforsynings administrerende direktør, Jesper Skrubbeltang. Han oplyser, at lukningen af varmen skyldes rust på en samling.

- Det er, hvad der sker, når røret er 50 år gammelt. På et eller andet tidspunkt er der så noget, der skal skiftes, så der er ikke nogen dramatik omkring det, siger han.

300 husstande står lige nu uden fjernvarme.

Ifølge den administrerende direktør er det en stump på godt og vel 20 centimeter, der skal skiftes. Han forventer fortsat, at problemet er løst klokken 16.00.


Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Mens sommerhusejerne holdt juleferie, gik indbrudstyve på rov i de mennesketomme stuer.

Hvor blev vores is af?

Det kunne sommerhusejere spørge sig selv om, da de låste døren op, og fryseren var ribbet.

Siden slutningen af december har indbrudstyve raseret sommerhusområdet Draget ved Sydthy.

10 anmeldelser om indbrud er det indtil nu blevet til.

Fredag modtog politiet de første anmeldelser, og henover weekenden er antallet vokset.

- Vi formoder, at det er de samme tyveknægte, der er på spil, siger Henrik Jensen, politikommissær ved lokalpolitiet Thisted.

Men tyveknægtene har været i lidt forskelligt humør.

Nogle dage var det berigelsesmotivet, der drev indbrudstyvene, og det var derfor lamper og højtalere, der blev puttet i kurv.

Andre gange var det spiritus, og en enkelt gang var det den søde tand, der skulle tilfredsstilles. Der manglende nemlig is i fryseren, da sommerhusejerne kom hjem.

De mange tyverier har dog ikke ført politiet nærmere en opklaring.

- Vi har ikke særlig meget at gå efter, siger politikommissæren.

Politiet har indsamlet tekniske spor, men modtager gerne tip fra vidner, der måtte have set noget.