Tredje parti, han forlader: Udvalgsformand fortsætter som løsgænger
Foto: Nicolai Nør Pedersen / TV2 Nord
Peter Laigaard har meldt sig ud af Konservative og fortsætter som løsgænger i byrådet.
Kort før jul blev Peter Laigaard droppet som byrådskandidat af det konservative kandidatudvalg i Frederikshavn, og nu har han meldt sig helt ud af partiet.
Til november skal vi igen til stemmeurnerne ved kommunalvalget, men i Frederikshavn Kommune bliver det ikke muligt at stemme på Peter Laigaard - i hvert fald ikke med ham som medlem af Det Konservative Folkeparti. Han har nemlig meldt sig ud.
Udmeldelsen af Det Konservative Folkeparti kommer umiddelbart efter generalforsamlingen mandag aften i den lokale vælgerforening.
- Jeg ved ikke, hvad min politiske fremtid byder på. Jeg synes stadig, politik er sjovt, og jeg fortsætter byrådsperioden ud som formand for Kultur- og Fritidsudvalget. Jeg er stolt af mit arbejde som formand, siger Peter Laigaard.
Han er fra i dag løsgænger i byrådet og skal således have ny plads i byrådssalen onsdag aften, når der er byrådsmøde.
- Jeg ved endnu ikke, hvor jeg skal sidde, men jeg har i dag orienteret borgmesteren om situation, fortæller Peter Laigaard.
Tredje parti, han forlader
Peter Laigaard har tidligere siddet i byrådet af to omgange i Frederikshavn Kommune. Først for Venstre og senere for Liberal Alliance.
Ved kommunalvalget i 2021 stillede han op for de konservative og fik 10. flest personlige stemmer i Frederikshavn Kommune.
- Jeg havde håbet, at jeg skulle stille op for de konservative igen, men sådan skulle det ikke være, siger Peter Laigaard.
Har været glad for samarbejdet
Allerede i november måned blev han orienteret om, at kandidatudvalget i partiet indstillede, at han ikke skulle stå på stemmesedlen ved det kommende byrådsvalg, og at partiet ønskede en kandidat med en anden profil end hans i Frederikshavn.
- Jeg har været glad for samarbejdet med Peter (Laigaard, red.), og jeg anerkender hans beslutning om at forlade partiet på baggrund af kandidatudvalgets beslutning, siger hans nu tidligere konservative byrådskollega, John Lamp Henriksen.
Hvilke kandidater, de konservative stiller med ved kommunalvalget til november, er endnu ikke fastlagt. De vælges først i næste måned, og det ligger kun fast, at partiets gruppeformand og nu eneste byrådsmedlem, John Lamp Henriksen, bliver genopstillet som partiets spidskandidat.