Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Nu gør han endelig det, som Thorning bad ham om

Foto: Niels Ahlmann Olesen/Berlingske/Ritzau Scanpix

Den 70-årige socialdemokrat har meddelt bestyrelsen i Frederikshavn-kredsen, at den skal finde en ny folketingskandidat.

Bjarne Laustsen takker af ved næste valg efter næsten tre årtier i Folketinget.

Han har siddet i Folketinget i sammenlagt 28 år og er den af de 21 nordjyder på tinge med højest anciennitet. Men nu vil Bjarne Laustsen ikke mere.

Den 70-årige socialdemokrat har meddelt bestyrelsen i Frederikshavn-kredsen, at den skal finde en ny folketingskandidat. Han fortsætter perioden ud, men genopstiller ikke, når der senest om godt to år skal være valg.

Han sad første gang i Folketinget fra 1992 til 1994 som stedfortræder. Siden 1998 har han uafbrudt opnået valg i 'sin' kreds, der ved valget i 2022 var den i Nordjylland, hvor Socialdemokratiet fik det bedste valg med 39 procent af stemmerne.

7601 nordjyder stemte dengang personligt på Bjarne Laustsen, som dermed fik tredjeflest stemmer af de syv S-politikere, der opnåede valg.

Tre politikere på 89 år

I de seneste 89 år har Frederikshavn-kredsen givet valg til tre socialdemokrater: 1935-63 til Christian Christiansen, der var maskinarbejder, 1964-97 til Jens Risgård Knudsen, som var uddannet gartner, og siden 1998 til Bjarne Laustsen, der ligeledes er maskinarbejder. 

Det afgående folketingsmedlem pointerer, at han ikke vil blande sig i, hvem man vælger som hans efterfølger.

- Men Frederikshavn er stadig en arbejderby, så det kunne vel ligge godt for en, der også havde en håndværksmæssig baggrund, siger Bjarne Laustsen.

'Nu stopper du, Bjarne'

I sine snart tre årtier på Christiansborg har nordjyden tit taget enkeltsager op. Han har, har han sagt, betragtet sig som en af nordjydernes tillidsmænd. 

I mange tilfælde er det lykkedes ham at få ændret afgørelser, som havde bragt mennesker i klemme. Selv er han allergladest for, at det lykkedes at sikre den syv-årige pige Im Nielsen og hendes mor, der blev udvist til Thailand, da Ims stedfar døde af kræft, mulighed for at vende tilbage til Nordjylland.

Det var ikke en kamp, der gjorde ham populær alle steder.

- Nu stopper du, Bjarne, lød det fra partiformand Helle Thorning-Schmidt, da han holdt fast i Im-sagen.

Først nu følger han, kan man sige, hendes ordre….

Blå bog

Bjarne Laustsen er født 9. december 1953 i Skivum. Han er udlært maskinarbejder på Norden i Aalborg. 1976-92 var han ansat på Hydrema i Støvring. I dag er han sit partis fiskeriordfører. Han er desuden tingsekretær og derfor af og til den, der leder møderne i folketingssalen. Desuden er han formand for beskæftigelsesudvalget.

Thorning-Schmidt var uden tvivl den socialdemokratiske partiformand, Bjarne Laustsen havde det sværest med. Han var fan af Anker Jørgensen og Svend Auken, foretrak sidstnævnte, men blev positivt overrasket over Poul Nyrup Rasmussen, der slog Auken - og Mette Frederiksen er 'en partiformand helt efter mit hoved'.

Han støttede i sin tid Frank Jensen, men det blev Helle Thorning-Schmidt, der vandt urafstemningen i partiet.

Kan Bjarne Laustsen da slet ikke sige noget positivt om Thorning-Schmidt?

Han tænker sig om så tilpas længe, at det er påfaldende - og svarer så:

- Hun repræsenterede Danmark flot udadtil!

Enegang kostede ministerpost

Den gamle rustbanker - sådan betegner han sig selv i en erindringsbog, skrevet af kollegaen og partifællen Rasmus Prehn - gik i sagen om Im enegang. Ligesom han også har gjort blandt andet i spørgsmålet om efterløn og om en flyafgift på Aalborg-ruten. 

Vel vidende, at enegangen næppe var fremmende for hans chancer for avancement.

For minister blev han aldrig. I 2011 spåede en del, at han kunne blive fødevareminister, men sådan gik det ikke. Den højeste post, han nåede, var som kommitteret i Hjemmeværnet fra 2013 til 2017.

Nu skal han inden for en overskuelig tid være (mere) hjemmegående. Han er stadig formand i den hjemlige boligforening i Støvring og i Huset Venture, Nordjyllands største socialøkonomiske virksomhed, som Bjarne Laustsen var med til at skabe. 

Og så glæder han sig til sammen med hustruen Solle at rejse mere ud i verden. Hans lyst til ferierejser har været begrænset i de mange år, hvor jobbet har gjort ham til en særdeles fast kunde i Aalborg Lufthavn.


Redningsarbejde i fjorden - en person er muligvis druknet

Foto: Simon Mølgaard / TV2 Nord

En række udrykningskøretøjer er her til morgen hastet til Honnørkajen i Aalborg.

En båd er i vandet, fordi man er ved at undersøge en mulig drukneulykke. Det bekræfter Nordjyllands Beredskab til TV2 Nord.

Der er desuden en redningshelikopter i luften, som det ses på billedet herunder.

Alarmen om den mulige drukneulykke kom klokken 7.00.


Arbejde med kystsikring ved turistmagnet går i gang

Enorme mængder sand bliver lagt ud for at kystsikre toppen af Danmark.

I Skagen er arbejdet med at beskytte den udsatte kyststrækning gået i gang.

Både ved Det Grå Fyr og ved Damstederne er man begyndt at sikre området med massive mængder af sand, for at sikre området mod både havet og det vilde vejr, som gør truslen for stormfloder større end hidtil.

- For at ruste os mod kysternes tilbagerykning har vi afsat 1,1 milliarder kroner de kommende år til sandfodring og investeringer i kritiske kystsikringsanlæg på Vestkysten. Det skal opretholde sikkerhedsniveauet for beboerne i de udsatte områder, siger miljøminister Magnus Heunicke (S).

Både Det Grå Fyr og Damstederne ligger på den østlige side af Skagen, men her er havet i gang med at erodere stranden, og der kommer gradvist til at mangle sand flere steder. Derfor bliver der lagt 130.000 kubikmeter sand ud for at stoppe bølgerne.

Udgifterne til projektet i Skagen fordeles 50/50 mellem Staten og Frederikshavn Kommune i fællesaftalen for Skagen. Projektet der er i gang i øjeblikket vil beløbe sig til ca. 7,5 mio. kr.

FAKTA

• Med klimatilpasningsplan 1 afsættes 1.142 milliard kroner til sandfodring (i perioden 2025-2029), som skal beskytte store dele af den jyske vestkyst. Indsatsen finansieres af staten og de lokale kommuner.

• Uden sandfodring vil cirka 10.000 ejendomme med en samlet ejendomsværdi på cirka 13,6 milliarder kroner være truet af erosion og oversvømmelse inden for en 25-årig tidshorisont. 

• Staten har siden 1983 bidraget til beskyttelsen af dele af den jyske vestkyst via fællesaftaler med kommunerne.

• Fra 1954-1995 var der en tilbagerykning af kysten på cirka 160 meter. Tilbagerykningen har været stoppet siden 1995.

• Udover sandfodring ejer staten en række infrastrukturanlæg på den jyske vestkyst, som blandt andet har til formål at beskytte mod havets påvirkning. Disse istandsættes og vedligeholdes løbende.

Kilde: Miljø- og ligestillingsministeriet.


Talitha og hendes skolekammerater på Frederikshavn Gymnasium vil have mere bæredygtige gymnasiefester. Genanvendelige plastikkopper til øl er svaret.

 70 unge fra ungdomsuddannelser rundt omkring i Nordjylland var i dag samlet i Aalborg Kongres- og Kulturcenter til ”Bæredygtighedsmødet 2024”.

Det er afslutningen på et projekt, som Region Nordjylland har sat i søen. 14 grupper har arbejdet med bæredygtighed, og i dag skulle det bedste projekt findes og kåres. Præmien lyder på 10.000 kroner til at føre de bæredygtige ideer ud i livet.


Der bliver kastet ulovlige kanonslag uden for Jonas’ dør hver dag

Foto: TV MIDTVEST

Flere borgere er utrygge over, at unge drenge kaster kanonslag i Thisted Midtby. Nu forsøger én af dem at nå ud til forældrene.

Det er mere reglen end undtagelsen, at der er masser af brag i gaderne, når Jonas Green Broch lufter sin hund om aftenen i centrum af Thisted.

- Det er en flok unge mennesker, som har gjort det til en sport at smide kanonslag i centrum at Thisted, siger Jonas Green Broch.

Han bor i en sidegade til gågaden i Thisted, og de gentagne brag kommer fra voldsomme kanonslag. Og nu har Jonas Green Broch fået nok. 

Derfor har han skrevet et facebookopslag i gruppen 'Stort og småt i Thisted Kommune'.

'Hver aften bliver vores hund skræmt fra vid og sans, og det går ikke kun ud over dyrene, men også på familiers tryghed i deres eget hjem' – skriver han blandt andet i opslaget på Facebook.

- Det er ikke kun sent om aftenen, det sker. Det er også mellem klokken 18 og 22 om aftenen, hvor folk går rundt i midtbyen. Min hun er skræmt i flere timer efter, når det sker, og jeg kan se, at de ældre også bliver skræmt, siger han.

Delt over hundrede gange

Og Jonas Green Broch er tydeligvis ikke alene om sin frustration. 

Hans opslag er på nuværende tidspunkt blevet delt mere end hundrede gange og har fået næsten lige så mange kommentarer. Og andre borgere medgiver, at kanonslag i Thisted midtby er et problem.

- Det er dejligt at høre, at andre er enige, og at jeg ikke bare er blevet en sur gammel mand, siger Jonas Green Broch, der er 37 år.

Han understreger, at han på ingen måde klandrer politiet. Når han ringer til alarmcentralen, sender de en patrulje med det samme. 

Men før politiet er fremme, er de unge jo væk. I stedet håber han, at hans opslag og omtalen i diverse medier, når ud til de unges forældre.

- Der ikke nødvendigvis skidte fyrer. Men jeg håber, forældre derhjemme får en snak med de unge om, hvor farligt det er, og at de holder øje med, hvad deres børn laver. 

- Jeg kan godt være forundret over, at unge drenge på 13 år går rundt i midtbyen omkring klokken 23 mandag-onsdag, siger han.


Årelang ventetid: - Man kan lige så godt sige til folk, at de ikke kan få behandlet deres klage

Foto: Emma Fjordbak / TV2 Nord

Folketingsmedlem Preben Bang Henriksen (V) kritiserer sagsbehandlingstiden i Familieretshuset.

Til trods for at Familieretshuset har ansat flere sagsbehandlere, så tager det stadig 2,5 år at behandle en klage over en værge.

Det er ikke ligefrem rosende ord Familieretshuset har fået med på vejen, når det gælder sagsbehandlingstiden i værgesager i de seneste år. Det er blevet kritiseret af både eksperter og borgere.

Til trods for, at Familieretshuset har ansat flere sagsbehandlere i 2024, så viser det sig nu at sagsbehandlingstiden er lige så lang nu, som den var for seks måneder siden. Det er helt uholdbart mener Venstres retsordfører Preben Bang Henriksen.

- Det er jo fuldstændig vanvittigt for nu at sige det rent ud. Altså de tider, man opererer med her fra familieretshusets side, det svarer jo til at sige til folk, at der er ingen mulighed for at få jeres sag behandlet, siger retsordføreren.

Gik nær glip af 1,2 millioner kroner

I en række artikler og tv-indslag har TV2 Nord beskrevet hvordan pårørende, der har et familiemedlem, der er underlagt en økonomisk værge bliver behandlet. Værgen for Birthe Okholm glemte at melde en sag til et forsikringsselskab. Det betød at kvinden nær var gået glip af en erstatning på 1,2 millioner kroner.

I løbet af 2024 har Familieretshuset ansat 20 flere medarbejdere til området. Alligevel er sagsbehandlingstiden stadig 2,5 år - det samme som for et halvt år siden. I et skriftligt svar til TV2 Nord beklager familieretshuset situationen.

'Der er ingen tvivl om, at sagsbehandlingstiderne på værgemål er for lange, og vi beklager de gener, det har for de berørte borgere. Vi forstår fuldt ud, at de lange sagsbehandlingstider i nogle af sagerne, er utrolig svært for de borgere, der må vente længe på behandling af deres sag', skriver Maria Wenzel Sørensen, der er kontorchef for værgemål i Familieretshuset.

Flere sager om værger

Familieretshuset har oplevet en stigning på værgemålsområdet, og ifølge kontorchefen er det årsagen til at sagsbehandlingstiden ikke falder. Antallet af sager på værgemålsområdet er de seneste år steget fra 21.620 sager i 2019 til 32.652 sager i 2023.

Den forklaring er Preben Bang Henriksen ikke tilfreds med.

- Jeg kan kun konkludere, at om man så ansætter nok så mange mennesker der, så er jeg bange for, at sagsbehandlingstiden bliver den samme, siger Preben Bang Henriksen.

- Det kan jo ikke passe

Retsordføreren vil nu tage sagen op med justitsminister Peter Hummelgaard. Preben Bang vil have ministeren til at se på, om der er opgave man kan tage fra Familieretshuset for at frigive ressourcer, så sagsbehandlingstiden kan komme i vejret.

- Det kan jo ikke passe, at hver eneste småting skal behandles i familieretshuset. Det hviler så på os her på Christiansborg at få lavet det om, så de ikke skal sidde og behandle alt muligt, siger Preben Bang Henriksen.