Beruset mand faldt i dybt hul og måtte have hjælp
Sent tirsdag aften fik både Nordjyllands Politi og Nordjyllands Beredskab besked om, at en mand var kommet til skade i Nibe.
Meldingen lød på, at han var faldet i et hul, der var 2,5 meter dybt på Kræmmersgade.
Og ganske rigtigt. I forbindelse med vejarbejde var dele af vejen gravet op og afspærret, men alligevel var den 33-årige mand faldet i et dybt hul, og måtte have hjælp til at komme op.
- Lad os bare sige det sådan her: Han var temmelig beruset, siger vagtchef Jesper Sørensen ved Nordjyllands Politi.
Manden fik hjælp til at komme op af hullet og blev derefter kørt til tjek på skadestuen. Han er dog ikke kommet til skade, oplyser Jesper Sørensen.