Bevaringsværdige huse skaber debat: Storfisker og entreprenør får særbehandling ifølge byrådsmedlem
Foto: Henriette Maj Pedersen / TV2 Nord
Peter Sørensen kræver, at byrådet nu skal tage stilling til om den bevaringsværdige bygning skal rives ned.
Den tidligere storfisker Henning Kjeldsen vil udvide det kendte Hotel Plesner i Skagen, som han købte sidste år. Fem bevaringsværdige huse står i vejen, men kommunen sagde sidste år nej til at give lov til at rive dem ned.
En ny helhedsplan for Skagen midtby skal være på plads før, at den lokalplan, som udvidelsen af Hotel Plesner skal ind under, kan behandles.
Derfor blev ansøgningen om tilladelse til at rive 12 bygninger - heraf 5 bevaringsværdige huse ned - skudt til hjørnespark af politikerne i Frederikshavn Kommunes Plan og Miljøudvalg.
Det betød, at udvidelsen af Hotel Plesner med blandt andet 45 værelser og en wellness-afdeling også blev sat på standby, men nu forsøger entreprenørfirmaet Trigon og Henning Kjeldsen at få lov til at rive en af de bevaringsværdige bygninger ned.
Der er tale om en stor gul bygning på hjørnet af Holstvej og Østre Strandvej centralt i Skagen ved siden af Hotel Plesner. Ifølge tegninger, som er sendt til kommunen, så skal Hotel Plesner udvides til også at være på den placering, hvor bygningen og 13 parkeringspladser i dag er.
Ifølge reglerne kan den samme sag ikke fremsættes igen. Peter Sørensen mener derfor slet ikke, at politikerne skulle have behandlet sagen igen, selvom der altså denne gang er tale om en mindre del af den samlede nedrivning fra sidste år.
- Nu klipper de den så i stykker og tager et stykke ad gangen. Det er det, som sker her, siger han.
Byrådsmedlem: - Vi bondefanges.
Bygningerne her er ligesom Hotel Plesner tegnet af den kendte arkitekt Ulrik Plesner. De er kategoriseret som bevaringsværdige, og kan derfor ikke bare rives ned.
- Man forsøger at bondefange politikere, som ikke når at tænke sig om ved at sige, at vi bare skal rive et hus ned. Man har også skrevet i bilag, som er vedlagt, at det er fordi, man vil bygge det her badehotel. Og så kan man gå ind og se på de gamle tegninger fra november måned, at det kan ikke lade sig gøre uden, at man river alle husene ned, siger byrådsmedlem Peter Sørensen (UP).
Selvom helhedsplanen for Skagen midtby endnu ikke er på plads, så var Hotel Plesner alligevel på dagsordenen tirsdag i Plan- og Miljøudvalget i Frederikshavn Kommune, hvor et flertal stemte ja til at tillade nedrivning af et af de bevaringsværdige huse.
- Det var en lokalplan. Det her er nedrivning af en enkelt bolig, og det er en forskel. Det er to vidt forskellige sager. Vi synes ikke, at den her bygning er bevaringsværdig, siger formanden for Plan- og Miljøudvalget Peter E. Nielsen fra Socialdemokratiet.
VIDEO: Se hele indslaget herunder:
Forvaltning advarer mod ja til nedrivning
Tilladelsen til nedrivningen blev givet stik imod forvaltningens anbefaling. De påpeger nemlig, at det kræver særlige forhold at give dispensation til at rive en bevaringsværdig bygning ned, og at et ja til nedrivning vil kunne danne præcedens.
I en mail til entreprenøren Trigon har forvaltningen også tidligere skrevet, at der ikke er særlige forhold, som kan begrunde en dispensation til nedrivningen.
- Deres interne kommunikation vil jeg ikke kommentere på. Det, vi havde på i går, var en ansøgning om nedrivning. That`s it, siger Peter E. Nielsen.
Sagen burde aldrig have været på dagsordenen i Plan- og Miljøudvalget. Det mener Peter Sørensen, som har begæret sagen i byrådet, så offentligheden kan få indsigt i debatten.
- Der er jo ingen tvivl om, at jo større entreprenørfirmaer vi taler om, jo større penge vi taler om, jo større mulighed har man også for at have rådgivning, som kan forklare, hvordan man kan komme udenom politiske beslutninger, siger Peter Sørensen (UP).
Peter Sørensen blev tidligere på sommeren anmodet om et møde med Trigon. Det blev dog aldrig til noget.
Udvalgsformand: Har ikke har møder med entreprenør
Formanden for Plan- og Miljøudvalget, Peter E. Nielsen, afviser, at han har talt med entreprenørfirmaet Trigon og Henning Kjeldsen om sagen forud for, at den igen kom på dagsordenen.
- Det, vi kigger på, er den enkelte ansøgning, som der ligger. Vi sætter ikke i tankerne, hvad de videre tænker. Vil de videre, så skal vi have den ind igen, siger Peter E. Nielsen fra Socialdemokratiet.
Entreprenørfirmaet Trigon, som har anmodet om nedrivningstilladelsen på vegne af Henning Kjeldsen har idag ikke haft mulighed for at stille op til interview om sagen.