Endnu et kontrolbesøg hos Bratbjerggaard: Heste manglede vand
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Arkivfoto.
Der blev tilset 62 heste i alt.
Torsdag trillede en bil fra Fødevarestyrelsen og en fra politiet ind hos Bratbjerggaard ved Brovst, som har modtaget 59 heste fra den omstridte hesteavler John Byrialsen.
Tilbage i april var Fødevarestyrelsen til et kontrolbesøg på baggrund af en anonym anmeldelse, og det var altså et opfølgende kontrolbesøg på dette, man foretog torsdag.
Der blev tilset 62 heste i alt, og der blev fundet især forbedringer, men også mangler ifølge Flemming Kure Marker, veterinærchef i VeterinærNord, som er en del af Fødevarestyrelsen.
- Vi vurderede hestene til at være ved normal foderstand og opstaldet i bokse med tørt og velstrøet leje, forklarer han og fortsætter.
- Vi fandt desuden ud af, at hesteholdet nu er registreret CHR. Dog var der stadig nogle enkelte heste, der manglede at blive registeret som enkelt dyr, og mens nogle enkelte heste manglede hestepas. Det er blevet indskærpet, at det skal fremskaffes, pointerer veterinærchefen.
Flere indskærpelser
Derudover kiggede man på, om hestene blev motioneret.
- Det er stadig under sagsbehandling, og hvordan vi eventuelt skal sanktionerer det, forklarer Flemming Kure Marker og fortsætter.
- Vi vurderer ikke, at foldene benyttes til motion. Under kontrollen sås dog enkelte heste blive motioneret i ridehus og rotunde.
Desuden fandt man også forhold i stalden, der ikke var tilfredsstillende.
- Vi konstaterede, at der var enkelte heste, som ikke havde vand tilgængeligt, som de skulle have. Det blev de tilbudt, da vi var der, men det vil blive indskærpet, at det skal de have, afslutter Flemming Kure Marker.
Veterinærchefen oplyser desuden, at der vil blive fulgt op med et opfølgende gebyrlagt kontrol.
Hesteejer tilfreds
Den nuværende hesteejer Hans H. Kristiansen hilser det seneste tilsyn velkommen.
- Det forløb i god ro og orden, og overordnet var det positivt. Det er glædeligt, at de bemærkede, at hestene fik motion og bliver trænet.
Han medgiver dog også, at det ikke er godt nok, at enkelte heste ikke har fået vand i stalden.
- Det er rigtigt. Det er vores fejl, at vi ikke havde fået en spand ind til dem, og de var selvfølgelig tørstige, slutter Hans H. Kristiansen.