Håndværker sigtet efter storbrand i svømmehal
Nordjyllands Politi har nu en mulig forklaring på, hvad der startede branden ved svømmehallen på Samsøgade i Aalborg tirsdag morgen.
Nordjyllands Politi har nemlig sigtet en håndværker for uforsigtig omgang med ild.
- Håndværkeren er blevet sigtet i forbindelse med noget tagarbejde. Så det er noget tagdækning, der er gået galt, og så har det spredt sig, siger Christian Tilsted, der er vagthavende hos Nordjyllands Politi.
- Man har jo pligt til, at ilden ikke kan sprede sig, når man arbejder med det, uddyber Christian Tilsted, uden at komme nærmere ind på hvilket specifikt arbejde, håndværkeren var i gang med.
Alarmen lød i morges, og dagen igennem har både Nordjyllands Beredskab og Nordjyllands Politi været talstærkt til stede ved svømmehallen.
Beredskabet arbejder tidlig tirsdag aften stadig på stedet, men Nordjyllands Politi har forladt området.