Børn bowler sig til selvtillid: - Her spiller man med alle og bliver hurtigt god

Silke og Emma på 12 år elsker at bowle og kan sagtens spille sammen - og mod hinanden - på trods af niveauforskel. Foto: Bowlingklubben Stenhuset

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Fritidsaktiviteter mindsker ensomhed og gør børn gladere for deres liv, viser ny rapport fra Børns Vilkår.

Samtlige 30 ungdomsspillere i Bowlingklubben Stenhuset i Nørresundby spiller på samme hold - uanset om de er fem år eller 18 år.

Og dét er en af grundene til, at sporten er så god til at give børnene og de unge selvtillid og glæde i hverdagen.

Det mener klubbens børne- og ungeansvarlig, Mette Munk Larsen.

- Det giver et fællesskab på tværs af aldre. Selvom man er 10 år, kan man sagtens spille med én på 18 år - og vinde over ham. Og så giver det meget socialt og i livet generelt, at man kan lære nogle på andre aldre at kende, siger hun.

I Bowlingklubben Stenhuset i Nørresundby spiller omkring 30 ungdomsspillere sammen. Foto: Bowlingklubben Stenhuset

De glade spillere hos Bowlingklubben Stenhuset er langt fra de eneste.

Den nye rapport ”Børns Fritidsliv” fra Børns Vilkår viser, at fællesskaber i fritiden styrker trivslen hos børn og unge.

Her har man spurgt 2125 elever i fjerde og syvende klasse fra skoler i hele landet om deres deltagelse i klubber og fritidsaktiviteter - og om betydningen af dem.

Foto: Bowlingklubben Stenhuset

De børn, der går til noget i fritiden, har højere livskvalitet, oplever mindre ensomhed og er gladere for at gå i skole, viser undersøgelsen.

- Det bekræfter, at trygge, positive fællesskaber i fritiden er med til at styrke børns trivsel. Børnene siger selv, det er rart at have noget at gå til, fordi de får set venner og bliver bedre til aktiviteter, som de interesserer sig for - og fordi de kommer væk fra skærmen derhjemme. Samtidig ved vi, at trygge fællesskaber i fritiden kan være et vigtigt helle for de børn, som har det svært i skolen eller derhjemme, siger børne- og ungefaglig konsulent i Børns Vilkår, Mirjam Marie Westh.

Fremhævede pointer fra rapporten ”Børns Fritidsliv”

  • Fællesskaber i fritiden styrker børns trivsel – bl.a. ved at mindske ensomhed og øge livstilfredsheden.

  • Tilslutningen til det organiserede fritidsliv daler med alderen. 13 procent af eleverne i 4. klasse går ikke til fritidsaktiviteter, mens tallet er steget til 18 procent i 7. klasse.

  • Ifølge Børns Vilkår kan man sikre børns trivsel ved at forsøge at fastholde deres interesse i fritidsaktiviteter.

  • Fritidstilbuddene bør indrettes, så de opleves som motiverende og relevante – også for større børn og unge.

  • Dobbelt så mange børn, der ikke går til fritidsaktiviteter, oplever ensomhed, sammenlignet med børn, der går til en fritidsaktivitet.

  • Normerne betyder meget for hvilke aktiviteter, børnene vælger at gå til. En del børn oplever nedsættende snak, hvis de dyrker fritidsinteresser, som adskiller sig fra ”normalen” eller det populære.

  • Mange børn oplever et pres fra forældrene: 18 procent af eleverne i 4. klasse svarer, at de går til deres fritidsaktivitet, fordi ”de voksne derhjemme synes, jeg skal”. For eleverne i 7. klasse er tallet 15 procent.

Kilde: Børns Vilkår

Man bliver hurtigt god

Mens langt de fleste børn og unge vælger at gå til klassiske fritidsaktiviteter som fodbold, håndbold og svømning, så kender knap så mange til bowling som sportsgren.

Men faktisk er den genial til at favne alle dem, der ikke ’passer ind’ på et fodbold- eller håndboldhold.

Det mener Bowlingklubbens Stenhusets børne- og ungeansvarlige.

- Spiller man fodbold, ved man godt, om man er god eller dårlig på holdet. Men det betyder ikke så meget i bowling, fordi du spiller med ’handikap’ ligesom i golf, og derfor kan du spille med alle, uanset niveau, siger Mette Munk Larsen og nævner det stærke fællesskab som en af de vigtigste grunde til den gode trivsel hos bowlingspillerne.

- Både børnene og de voksne omkring holdet er virkelig gode til at tage nye ind, og derfor vokser kammeratskaberne hurtigt, lyder det.

Hun husker særligt én børnespiller, som var tilbageholdende og lidt ’udenfor’ i sin klasse, da han begyndte til bowling.

Men efter kort tid - efter at have fundet sin sport - fik han selvtillid og sprudlede af glæde, hver gang han mødte op til træning.

Mette Munk Larsen nævner, at bowling også er en velegnet fritidsaktivitet for børn og unge med særlige behov som for eksempel autisme.

- Den struktur og faste rammer, bowling har, passer virkeligt godt til de her børn, siger hun.

Foto: Bowlingklubben Stenhuset

Oplever pres fra forældre og venner

Valget om at gå til fodbold, blokfløjte eller noget helt tredje er langt fra altid børnene egen beslutning, viser undersøgelsen.

Henholdsvis 18 procent i fjerde klasse og 15 procent i syvende klasse svarer, at de går til deres fritidsaktivitet, fordi 'de voksne derhjemme synes, jeg skal'.

Det er dog ikke noget, man oplever hos Bowlingklubben Stenhuset.

- Vores spillere kommer, fordi de kan lide at være her. Selvfølgelig har vi børn, der spiller, fordi deres forældre spiller, men det er helt klart deres eget valg, understreger Mette Munk Larsen.

Foto: Bowlingklubben Stenhuset

Mobbes for interesser

Normerne blandt børnene betyder også meget for hvilke aktiviteter, de vælger at gå til, viser den nye undersøgelse fra Børns Vilkår.

En del børn oplever nedsættende snak, hvis de dyrker fritidsinteresser, som adskiller sig fra 'normalen' eller det populære.

- Der er drenge, som for eksempel oplever, at det ikke er acceptabelt at gå til ridning. Og så er der normen om, at det er det meget aktive fritidsliv, der er det 'gode' fritidsliv. Mange løber stærkt for at nå det hele, siger børne- og ungefaglig konsulent i Børns Vilkår, Mirjam Marie Westh.

Hos Bowlingklubben Stenhuset oplever man ikke en stigmatisering af spillerne som sådan.

- Jeg vil ikke sige, at det er bestemte typer, der går til bowling. Men det er faktisk mere folks uvidenhed, vi kæmper med: Mange ved simpelthen ikke, at man kan gå til bowling, at det er en sport. Så det må vi arbejde på, lyder det fra klubbens børne- og ungeansvarlige.


Hjalte blev prøvekanin for kunstig intelligens på hospitalet: - Jeg stoler på det

Foto: Caroline Monin / TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Region Nordjylland får ni nye AI-værktøjer på hospitalerne. Hjalte Lillevik Frost fik lov til at prøve én af dem.

Det bimler og bamler.

Lyden stammer fra en tablet, der er koblet til Hjalte Lillevik Frost brystkasse.

Fem små klistermærker er sat på ham, og sygepersonalet kan nu overvåge, hvordan han har det.

- Det er helt vildt spændende, siger han, mens han ligger på sygesengen.

Hjalte Lillevik Frost er egentlig slet ikke syg. Han er bare prøvekanin for ét af de ni nye AI-værktøjer, Region Nordjylland snart tager i brug på hospitalerne.

Det konkrete værktøj, der er koblet til Hjalte, består af et system, der fremover vil sikre bedre patientpleje. Det gør nemlig, at sygepersonalet ikke behøver at overvåge en patient alle døgnets timer.

Gennem denne kunstige intelligens vil de få besked på en tablet, så snart der sker ændringer i Hjaltes vitale data.

Og det kommer i fremtiden til at gøre en stor forskel for både patienter og personale.

- Der kommer flere ældre, flere kronikere og flere syge mennesker generelt. Vi kommer til at mangle arbejdskraft. Så vi bliver nødt til at gøre noget andet, end vi plejer. Og her er AI bare en vigtig del af løsningen, lyder det fra Regionsrådsformand i Region Nordjylland, Mads Duedahl.

Bedre diagnostik af prostata

Alt det kan kun lade sig gøre, fordi Region Nordjylland har indgået et samarbejde med Melsen Fonden.

Fonden har doneret 26 millioner kroner til netop kunstig intelligens-satsningen, og det betyder, at regionen de næste fire år kommer til at implementere ni nye løsninger på hospitalerne.

- Vi er nødt til at tænke smartere og arbejde mere effektivt i sundhedsvæsenet for at løse de udfordringer, vi står overfor. Kunstig intelligens bliver en god hjælper til at gøre arbejdet nemmere for vores dygtige personale i hverdagen.

De ni nye værktøjer kan bruges indenfor diagnostik, kræftområdet og patientpleje.

Helt konkret kan nogle af AI-løsningerne bruges til blandt andet at sikre en bedre diagnostik af prostata, hurtigere vurdering af øjensygdomme og bedre og hurtigere screening af brystkræft.

Men det er ikke første gang, det nordjyske sundhedspersonale stifter bekendtskab med brugen af kunstig intelligens.

Region Nordjylland bruger allerede kunstig intelligens til at undersøge scanningsbilleder fra skaderøngten. Og med fondens donation kan det arbejde nu fortsætte.

- Vi er taknemmelige for, at Melsen Fonden hjælper os med at sætte skub i udvikling og brugen af kunstig intelligens på vores hospitaler. Det er vi nødt til for at være foran, lyder det fra Mads Duedahl.

Det er til gengæld første gang, forsøgskaninen Hjalte Lillevik Frost har haft kunstig intelligens koblet til sin krop. Og selvom han er overrasket over, hvad der kan lade sig gøre, er han ikke skræmt.

- Jeg stoler 100 procent på det her. Det er fremtiden, siger han.


Kræftramte Pernille mister sygedagpenge: - Simpelthen katastrofalt

Foto: Grafik: Mie Leonora Heiberg, TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Alle oplysninger er ikke taget med i afgørelsen om at sende kræftramte Pernille Olsen i jobafklaring, mener viceborgmester i Brønderslev Kommune.

'Juristeri' og 'ikke rimeligt'.

Pernille Olsens kamp mod systemet er faldet 2. viceborgmester i Brønderslev Kommune, Bettina Bøcker Kjeldsen (S), for brystet.

Det sker, efter TV2 Nord onsdag kunne fortælle, hvordan Pernille Olsen, som er i behandling for akut leukæmi, mister sine sygedagpenge og skal i jobafklaring. Det sker på trods af, at hun har et job som sygeplejerske og en arbejdsgiver, der venter på hende efter endt kræftforløb.

- Det, synes jeg, simpelthen ikke er rimeligt. Det er simpelthen så katastrofalt, at man går ind og kigger på økonomien frem for at kigge på menneske, siger Bettina Bøcker Kjeldsen og fortsætter:

- Den afgørelse skal omstødes, så Pernille kan fastholdes i, at hun har det her job, og hun kan bruge sine ressourcer og kræfter på netop at blive rask, så hun ikke skal tænke på alt muligt andet.

Ikke alt er med

Pernilles læge på Aarhus Universitetshospital har 7. januar skrevet et journalnotat, hvor han skriver, at han forventer, at Pernille Olsen kan vende tilbage til arbejdsmarkedet 1. juni, hvis ikke der kommer svære komplikationer.

- Der hvor Pernille hun er lige nu, det er, at man træffer en afgørelse om, at man vil stoppe hendes sygedagpenge, fordi der ikke er mulighed for forlængelse, siger Bettina Bøcker Kjeldsen og fortsætter:

- Det, der danner grundlag for afgørelsen, er lægelige oplysninger tilbage fra oktober. Og der er sket en markant ændring i hendes situation, hvor lægen jo skriver, at de forventer, at hun kan starte på arbejde omkring 1. juni.

Derfor kalder hun det ren og skær 'juristeri' og har arrangeret et møde mellem parterne i sagen senere torsdag, hvor kommunen ventes at ændre sin beslutning.

- Det her er ikke rimeligt overfor Pernille eller for andre borgere for den sags skyld, siger Bettina Bøcker Kjeldsen.

Svar fra Jobcentret i Brønderslev

Jobcenterchef i Brønderslev Kommune Vibeke Holler vil ikke udtale sig om enkeltsager og vil altså heller ikke fortælle, hvordan de er nået frem til, at Pernille Olsen skal have frataget sine sygedagpenge. Hun siger, at jobcenteret træffer afgørelser efter lovgivningen, og at de går i dialog med borgerne både før og efter en afgørelse.


Foto: Jesper Bo Winther / TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Staten bør overveje at investere i nordjysk infrastruktur, hvor SF kommer med vildt forslag.

Passagererne overrender mildt sagt ikke togene på ’Lufthavnsbanen’ mellem Aalborg og Aalborg Lufthavn.

Optællinger viser, at der kun er halvanden passager per afgang på strækningen, og det får nu SF til at reagere.

- Vi er i SF meget opmærksomme på at have så god og billig kollektiv trafik som muligt overalt i Nordjylland. Der er brug for nye og innovative løsninger, og derfor har vi bedt om at få sagen behandlet i regionsrådet, lyder det fra Erik Holm, der SF’s medlem af Udvalget for Udvikling og Innovation i Region Nordjylland.

Partiet kommer selv med et vildt og overraskende forslag, der skal øge passagertallet.

I en pressemeddelelse fremgår det, at partiet ønsker en vurdering af at forlænge ’Lufthavnsbanen’ mod Han Herred og Thy.

Lufthavnsstationen skal altså ikke være endestationen ved denne løsning.

Kræver stor investering

Det vil dog kræve noget af en investering fra staten, da en ny bane på tværs af Nordjylland skal etableres. Den nuværende lufthavnsstrækning kostede 300 millioner kroner.

Partiet mener dog, at det er på sin plads, at staten prioriterer infrastrukturen i Region Nordjylland for en mere ligelig udvikling i Danmark, efter staten de seneste mange år har prioriteret store infrastrukturprojekter, der har understøttet udviklingen i Østdanmark.

SF er dog også villige til at kigge på mulighederne for at øge passagertallet på banen, som den er nu, ligesom de også gerne vil kigge ind i, hvad konsekvenserne vil være, hvis der stoppes med at blive kørt på banen.

I partiets strategi ’Betjening af Aalborg Lufthavn med kollektiv trafik efter december 2025’, fremgår det også, at SF ønsker, at det undersøges, om der kan etableres ’Park and drive’ ved lufthavnen, så bilister kan parkere billigt eller helt gratis ved lufthavnsstationen og derfra tage toget ind til Aalborg.

- Jeg vil gerne understrege, at vi i SF helst ser, at banen fortsat bruges til at befordre passagerer, men det forudsætter, at der tages initiativer, som kan øge mængden af passagerer. Det giver ingen mening af køre med et tog med kun 1,5 passager i gennemsnit, siger Erik Holm.


Mysteriet om død kvinde vokser: Mange teorier i omløb i lokalsamfundet

Foto: (Privatfoto)

Der er hverken vej eller sti, der fører ud til, hvor kvinden er fundet.

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Politiet er stadig på bar bund omkring, hvem den døde kvinde, der blev fundet på en mark, er.

Selvom det nu er mere end en uge siden, at en død kvinde blev fundet på en mark ved Istrup i Thy, er politiet stadig på bar bund i sagen.

- Vi får stadig henvendelser, og vi undersøger selvfølgelig de spor, der kommer ind, men der er ikke noget, der har givet pote, siger politikommissær Niels Kristensen fra lokalpolitiet i Thisted.

I mellemtiden går snakken i lokalsamfundet. Det fortæller Christina Østergaard Eriksen, som er nabo til den mark, hvor den døde kvinde blev fundet onsdag i sidste uge.

- Det er jo et kæmpe mysterium, helt vildt underligt og rigtigt skræmmende. Så selvfølgelig snakker vi meget om det, siger hun.

Det var onsdag i sidste uge, at den døde kvinde blev fundet. Hun vurderes til at være mellem 65 og 75 år, men meget mere ved politiet ikke.

- Vi tænker mere og mere, at det må være en turist, der har boet i området, siger politikommissæren.

Tidligere på ugen tog politiet kontakt til myndighederne i Tyskland, og Niels Kristensen siger, at man nu også er i gang med at kontakte flere lande for at høre, om nogen savner en kvinde, der svarer til beskrivelsen.

Signalement

  • Kvinden beskrives som 65-75 år

  • 170 cm høj

  • Almindelig af bygning

  • Hun var iført mørkeblå jeans, en lyseblå fleece overdel med lynlås og en mørkeblå stjerne på venstre bryst samt en lys dynejakke og sorte sko af mærket Skechers.

Borgere der kan hjælpe med oplysninger om sagen, bedes ringe 114.

- Vi vil rigtigt gerne have fundet frem til hendes identitet, så vi kan underrette de pårørende, understreger politikommissær Niels Kristensen.

Teorier florerer

Christina Østergaard Eriksen fortæller otte dage er der også mange teorier i omløb. Mange har et bud på, hvad der er sket med den afdøde kvinde.

- Det er alt muligt. Sådan noget med, om det er en dame, der har boet alene med sine hunde, beretter Christina Østergaard Eriksen.

Det er dog hendes opfattelse, at de fleste borgere i området hælder til, at kvinden har været lejer i en feriebolig.

Derfor er hun også godt tilfreds med politiets melding om, at man nu undersøger, om kvinden er savnet i Tyskland og andre europæiske lande.

- Det er jeg rigtigt glad for, og det giver god mening, for vi har mange tyske turister heromkring, pointerer Christina Østergaard Eriksen, der selv har et par udlejningshuse.

Hun tilføjer, at det ikke er unormalt, at en lejer af eksempelvis et sommerhus bor alene, og at huset lejes for flere uger ad gangen. Derfor kan det ifølge Christina Østergaard Eriksen stadig godt tænkes, at den afdøde kvinde er en lejer, selvom der er gået mere end en uge, siden hun blev fundet.

- Det er i hvert fald den teori, vi går med herude lige nu, siger hun.


Internat har fået flere hunde fra hvalpefabrikker: 'En sørgelig tendens'

Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Nordjyllands Internat har modtaget flere hunde fra såkaldte hvalpefabrikker.

Snavsede og uhumske omgivelser, små bure og mangel på mad og vand. Det er de forhold, der er observeret på såkaldte hvalpefabrikker, som dyrevelfærdssektionen ved Nordjyllands Politi har slået til mod.

Dyrenes Beskyttelses internat i Hjallerup har fået syv nye firbenede beboere, der kommer fra netop hvalpefabrikker.

- Der er ingen tvivl om, at det er hunde, der ikke har været i menneskehænder hver dag. Det er hunde, der lugter dårligt, fordi de ikke er renlige. Der har ikke været arbejdet med dem, fortæller Karina Fisker, der er leder af internatet.

En vare på hylden

Karina Fisker forstår godt, at dyr bliver avlet med salg for øje, men påpeger også det store ansvar, man skal påtage sig i den forbindelse.

- Og det er slet ikke taget alvorligt i de her sager, siger hun.

Der tages ikke hånd om dyrene og deres behov, og ifølge Karina Fisker anses dyrene på hvalpefabrikkerne blot som 'en vare på hylden'.

- Når vi får hunde ind fra de her sager, så kan man typisk se, at det har været med salg for øje. Man føler lidt, at det er en vare, der er blevet sat ind på en hylde, og så må de stå der og vente på, at der er nogen der kommer og køber dem, fortæller hun.

'Skræmmende'

Dyrenes Beskyttelse modtager flere og flere henvendelser om hvalpefabrikker. Det anses som en sørgelig tendens, som man ellers har advaret imod.

- Jeg synes, at vi har informeret rigtig meget om, hvad man skal være opmærksom på som ejer, når man anskaffer sig en hund. Og at det så er stigende, er jo skræmmende i forhold til, at folk burde vide bedre. Der må jo stadig være en forretning i det, siden det sker, siger Karina Fisker frustreret.

Internatlederen kommer med en klar opfordring til de nordjyder, der er på udkig efter en hund.

- Jeg håber virkelig, at nordjyderne tænker sig om og tjekker op på de steder, de overvejer at anskaffe sig en hund fra. Det er altså en ven for livet.