Fitness KUN for mænd: - Det kan være svært at svinge hofterne, når der er kvinder
Foto: Mette Nielsen / TV2 Nord
Fem mænd turde møde op til den første event.
Der var ægte mandehørm i Skansen i Nørresundby søndag formiddag.
For her var fem mænd mødt op til et helt nyt event. Såkaldt jumpingfitness KUN for mænd.
- Vi skal have lokket flere mænd til. Så nu prøver vi på den her måde, fortæller instruktør for eventet Toke Hølledig Cramer.
Jumpingfitness er en motionsform, hvor deltageren hopper på en lille trampolin til musik i højt tempo. Ifølge instruktøren er det i manges øjne noget, der mest er henholdt kvinder.
Og sådan bør det ikke være.
- På de her rytmiske fitnesshold holder mændene sig langt væk, fordi de ikke tror, det er for dem. Og hvis de så endelig kommer, står de allerbagerst eller helt ude i siden, og det skal de jo ikke, siger han.
Lars Kvist er én af de i alt fem modige mænd, der deltog i det timelange event. Normalt motionerer han ved at gå til fodbold, løbe eller cykle.
Men der var noget ved den her mulighed, der fristede ham.
- Det er jo mest kvinder, der går til det her, og derfor kan man godt se dum ud første gang. Nu var vi alle ligesindede, og der skilte jeg mig slet ikke ud, så det var fedt, fortæller han.
Det samme bemærkede instruktøren. Han mener, at det er vigtigt at skabe et trygt rum for mændene, der alle var nybegyndere.
- De kan godt have lidt svært ved at svinge hofterne, når der er kvinder til stede. Så det kan være lidt sjovere at prøve det af med en anden mand, der har lidt mere styr på det, fortæller Toke Hølledig Cramer.
27-årige David Kristoffersen fra Aalborg så opslaget om eventen på Facebook lørdag aften. Der var ikke langt fra tanke til handling. Indenfor ganske få minutter havde han meldt sig til.
- Jeg tænkte; om ikke andet får vi da et godt grin ud af det, fortæller han.
De fem hoppende mænd på holdet var i alle aldre. David Kristoffersen var yngste deltager.
- Mine ord er helt blevet gjort til skamme. For vi var jo bare alle sammen megaseje. En så god oplevelse, siger David Kristoffersen.
Selvom der kun mødte fem modige mænd op til søndagens hoppe-hold, har interessen for eventen alligevel været stor.
Skansen opretter derfor endnu et mandeevent indenfor den nærmeste fremtid.