Møllgaard ærgrer sig over afsked med hjemmepublikum

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Forsvarsveteranen har spillet sin sidste landskamp i Danmark.

Det er ingen hemmelighed, at Henrik Møllgaard gerne ville have spillet alle kampe til VM, som er hans sidste slutrunde med det danske herrelandshold.

- Det ville jeg da, men man skal ikke ændre på noget, der fungerer.

Sådan lyder det fra den erfarne landsholdsspiller fra Aalborg Håndbold, der nu har spillet sin sidste landskamp i dansk kulisse.

For der har ikke været meget spilletid for Aalborg-spilleren under dette VM. Flere havde nok forventet, at han ville få bare et par minutter i sin sidste landskamp i Danmark foran de knap 14.000 tilskuere i Jyske Bank Boxen i Herning.

Men til den seneste kamp var Henrik Møllgaard på tribunen i civilt tøj.

 - Vi ser skræmmende gode ud, så der har jo ikke været brug for mig på banen. Hvis vi nu spillede ad helvedes til, ville jeg da gerne ind og hjælpe. Men de her yngre mennesker er jo fuldstændig flyvefærdige og rigtig godt rullende lige nu, siger han.

Henrik Møllgaard har været med på det danske håndboldlandshold i 16 slutrunder. Og selvom den manglende spilletid naturligvis ærgrer ham, har det hele været afstemt med landstræner, Nikolaj Jacobsen.

- Han havde varslet om, at han ikke kunne garantere spilletid, og at det ikke ville blive den samme rolle, som jeg tidligere har haft på banen.

Se interviewet med Henrik Møllgaard her:

Henrik Møllgaard efter kampen mod Tjekkiet 25. januar. Video og interview: Mogens Jørgensen / TV2 Nord

En ny rolle

Landstræneren har i stedet givet Møllgaard en ny rolle.

- Der er nu mange ting, jeg skal supportere med og være garant for udenfor banen. Og det har jeg købt ind på, fordi jeg ved, det er den sidste slutrunde.

Henrik Møllgaard fyldte 40 år i starten af januar, og det har fået indflydelse på den måde, han tænker.

Selve spilletiden betyder mindre, mens oplevelsen fylder mere.

- Der er ikke så meget mere at jagte og beskytte i forhold til den her landsholdsplads. Jeg vil bare gerne vinde og have det sidste med, siger han og fortsætter:

- Der er ikke mange, der får lov til at spille i den her arena, så det har også været en del af matematikken hos mig.

Det danske landshold har, indtil videre, vundet samtlige ni kampe, de har spillet i denne slutrunde.

Onsdag venter kvartfinalen, hvor Brasilien er modstanderen. Kampen spilles i Oslo og er en såkaldt 'knald eller fald'-kamp, hvor et nederlag vil smide Danmark ud af turneringen.

Men den presbold kommer ikke til at påvirke det danske landshold. Tværtimod.

- Jeg synes, vi har været virkelig overlegne. Og når vi nu nærmer os noget med vind eller forsvind, så er vi også rasende dygtige. Vi bliver kun bedre, jo mere indsatsen egentlig stiger, siger Henrik Møllgaard.

Henrik Møllgaard er fortsat ude af truppen til VM, og forventer derfor ikke at skulle spille kvartfinalen.

Men det er med at holde sig varm. For om lidt venter Final Four med klubholdet Aalborg Håndbold.

Turneringen spilles 14. til 15. februar, og afvikles også i Jyske Bank Boxen. Og her håber Henrik Møllgaard på mere spilletid.

- Jeg vil gerne hjem og rulle videre med den rolle, jeg er vant til i Aalborg. Men der kan jeg også pege på andre, der også er dygtige til at dække op. Så det skal jeg hjem og kæmpe mig til, fortæller han.


Breaking

Kommune bryder reglerne: Papirer fra Karinas omsorgssvigtede barndom er væk

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Hun er ikke den eneste, der mangler sagsakter fra den kommune.

Karina Ørum har fortrængt dele af sin barndom.

En barndom i 90'ernes Hirtshals, hvor hun blev udsat for vold og seksuelle overgreb, der stadig sætter dybe spor i den i dag 36-årige kvinde.

- Jeg er ved at blive udredt for svær PTSD, og jeg døjer med mareridt og flashbacks fra min barndom, siger Karina Ørum.

Omsorgssvigten blev på et tidspunkt så voldsom, at hun blev anbragt hos sine bedsteforældre i netværkspleje.

I dag bor hun i Hjørring og har en mand og tre børn, men hun mangler at få svar på noget af det, der skete i den barndom, hun har fortrængt.

Det er dog lettere sagt end gjort, for Hjørring Kommune har smidt flere af hendes sagsakter væk. Det er, selvom de har pligt til at gemme alle papirer i anbringelsessager.

- Det er jo svært at hele, når der mangler brikker i ens puslespil, siger Karina Ørum, der er sygeplejerske, men lige nu er sygemeldt som følge af traumer fra barndommen.

Karina Ørum voksede op under barske forhold i Hirtshals.

Karina Ørum er ikke den eneste, der mangler dokumenter fra den selv samme kommune.

Det samme gjorde sig gældende for Michelle Røge, som medvirker i TV 2-dokumentaren 'Ingen kære kommune'. Hun har haft en barsk barndom i Hirtshals og mangler også dokumenter fra sin sag, som dog ikke er en anbringelsessag.

Hirtshals Kommune blev indlemmet under Hjørring Kommune i 2007. Derfor er det også Hjørring Kommune, der har ansvaret for de sagsakter, der er forsvundet.

Kommuner skal gemme sagsakter i anbringelsessager

Trine Schultz, der er professor i socialret hos Aalborg Universitet, forholder sig ikke til den konkrete sag, men fortæller, at kommuner skal bevare anbringelsessager efter arkivreglerne.

- Vi har nogle regler omkring arkivering og bevarelse af dokumenter. I 2018 ændrede man reglerne, sådan at alle børnesager skulle bevares. Før 2018 var det kun anbringelsessager, man skulle bevare efter arkivreglerne, siger Trine Schultz og fortsætter:

Se indslaget her:

- Udover det gælder der nogle almindelige regler og principper for, hvornår man i en kommune skal bevare sagsdokumenter. Det handler om en vurdering af, om sagen stadig har en retslig og administrativ betydning.

Kommunen ønsker ikke at stille op til et interview eller oplyse, hvor mange dokumenter, der er gået tabt.

De slår dog fast, at det er korrekt, at de skal bevare sagsakter fra anbringelsessager. De har sendt et skriftligt svar:

- Hvis det er i relation til børnesager, så var reglerne på tidspunktet omkring kommunesammenlægningen, at kun anbringelsessager, principielle sager og sager på bestemte fødselsdatoer var undtaget kassation, skriver Maj Skårhøj, der er direktør for Børn og Arbejdsmarked i Hjørring Kommune.

Det ændrer dog ikke på det faktum, at de ikke har bevaret adskillige dokumenter fra Karina Ørums anbringelsessag.

Manglende dokumenter har betydning for erstatningssager

De senere år har der været mange erstatningssager på baggrund af svigt i børnesager. Alle dokumenter danner i den forbindelse grundlag for bevisbyrden, hvis man sagsøger en kommune for erstatning. Derfor kan det have konsekvenser, hvis sagsakter mangler, fortæller professoren, Trine Schultz.

- Det har selvfølgelig en betydning, hvad det er for nogle dokumenter, der er i sådan en type sag og mængden af dem. Det kan have den konsekvens, at sagen ikke er lige så stærk, fordi dokumentationsgrundlaget ikke er tilstrækkeligt, siger Trine Schultz.

Til det svarer Hjørring Kommune i et skriftligt svar:

- Uanset om der anmodes om aktindsigt til brug for retssager eller til andre formål, ønsker vi, at borgerne kan få de oplysninger, som de efterspørger. Det er dog ikke altid muligt, eksempelvis da de efterspurgte dokumenter kan være kasserede efter dagældende arkiverings- og kassationsregler, skriver Maj Skårhøj, direktør for Børn og Arbejdsmarked, Hjørring Kommune.

Føler sig svigtet

På trods af at Karina Ørums sag var en anbringelsessag, og Hjørring Kommune skulle have bevaret hendes dokumenter efter reglerne, er hendes sagsakter væk.

- Det er jo personfølsomme data, der bare er forsvundet. Og når det ikke kun er mig, det er sket for, er det jo et kæmpestort problem. Det kan jo ikke være mig som omsorgssvigtet barn, der har ansvaret. Det er et kæmpe svigt fra Hjørring Kommune, siger Karina Ørum.

Skriftligt svar fra Hjørring Kommune

-Jeg kan desværre ikke på stående fod sige, hvad der kan være sket i den konkrete sag. Men hvis man som borger mangler dokumenter i den type sager, så er man meget velkommen til at henvende sig til Børne- og Arbejdsmarkedsforvaltningen på admtil@hjoerring.dk. Så vil vi gøre hvad vi kan for at hjælpe i de enkelte sager, skriver Maj Skårhøj, direktør for Børn og Arbejdsmarked, Hjørring Kommune.

Hjørring Kommune ved ikke, hvordan det er sket i den konkrete sag, men de opfordrer til, at man henvender sig, hvis man mangler dokumenter af samme type som Karina Ørums.


Ægtepars hus fjernes for ny motorvej: - Vi aner ikke, hvordan vi står økonomisk

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Det har længe stået klart, at de skal væk fra det, de har kaldt hjem i snart 20 år. Men hvornår, og hvad de får i erstatning, er ikke besluttet.

- Selvfølgelig er vi bekymret over, hvad udfaldet bliver på vores eksproprieringssag, siger Freddy Larsen.

- De store ubekendte er, hvad får vi for huset? Og hvornår får vi det?

Han og konen Lone har længe vidst, at det var slut med at bo i huset i Vorupgård på grund af den 3.limfjordsforbindelse.

Men Freddy Larsen ville dog ønske, reglerne gjorde det lettere for dem, der skal eksproprieres.

- Der må kunne laves smartere modeller. Nu kommer der nogen og vurdere mit hus, og hvis ikke, jeg er tilfreds med det, så kommer der nogle andre et halvt år senere. Det hele trækker i langdrag.

- Jeg kan ikke forstå, at man ikke tidligere i processen kan værdisætte min ejendom og sige, det er det her beløb din ejendom er værd, når du er klar til at flytte, så er vi klar i løbet af ganske få måneder. Så ville man være mere frit stillet som lodsejer i stedet for at være bundet i en proces, der trækker ud og trækker ud.

En planche viser tidplanen for arbejdet med den 3. Limfjordsforbindelse. I dag blev afholdt den første linjeføringsbesigtigelse på Lindholmhøje.

Næste skridt for 3. Limfjordsforbindelse

Efter vedtagelsen i maj sidste år af anlægsloven, er Vejdirektoratet nemlig gået i gang med at optimere linjeføringen.

De store linjer ligger fast inden for lovgivningens rammer, men noget kan rykkes lidt til, og det sker med en kommission og en såkaldt kommissarius i spidsen.

Ved en række møder - det første blev afholdt i dag (onsdag, red.) på Lindholm, hvor den første strækning blev gennemgået - tog kommissarius stilling til Vejdirektoratets arbejde.

- Det er første gang, vi får det afprøvet.

- Vi skal forklare projektet over for kommissarius, og de berørte lodsejere skal høres, og så skal kommissarius vurdere, om det er okay det projekt, vi har lavet, forklarer Per Seidelin, der er projektchef i Vejdirektoratet.

Skridtet her er vigtigt, fordi det er ud fra den vurdering, at man endeligt beslutter, hvem der skal have huse revet ned, jorde delt op for at give plads til motorvejen.

Projektchef fra Vejdirektoratet, Per Seidelin, gennemgik sammen med sine kollegaer linjeføringen, med højder, placering og støj. Og besvarede spørgsmål om linjeføringen. Foto: af Ib William Christensen

Nordjysk sportsudøver smidt af landsholdet - igen

Foto: Mette Kristensen

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Det er ikke længe siden, at hun kom tilbage på landsholdet efter en karantæne.

Den danske dressurrytter Carina Cassøe Krüth, som er bosat i Hem ved Mariager er endnu en gang blevet taget af A-landsholdet.

Det skriver hun selv i et opslag på sin Instagram.

Begrundelsen er ifølge dressurrytteren selv en uoverensstemnmelse mellem hende og en holdleder.

'Jeg kan på ingen måde genkende den udlægning, som Dansk Rideforbund har præsenteret for mig. Derfor er jeg dybt forundret over, at forbundet træffer en så dybt alvorlig beslutning med store konsekvenser uden grundlag,' skriver hun blandt andet i set opslag.

Mistede billet til OL

Det er langt fra første gang, at dressurrytteren er i medierne - eller er taget af landsholdet.

Hun mistede nemlig sin billet til OL i sommeren 2024, efter hun blev indberettet til disciplinærudvalget på baggrund af en video, hvori hun pisker sin hest to gange.

Videoen resulterede i, at den danske rytter efterfølgende fik karantæne.

Karantænen blev dog efterfølgende nedsat efter en appelsag hos Danmarks Idrætsforbunds Appelinstans, og den udløb derfor den 28. november.

Det betød også, at Carina Cassøe Krüth igen var at finde i Dansk Ride Forbunds opdaterede bruttogrupper for 2025.


Foto: Josefine Blicher Brader / TV2 Nord

Nanna Røge og Michelle Røge i Margretheparken i Hirtshals, hvor de er vokset op.

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Hjørring Kommune har afvist at betale erstatning til Michelle Røge, og har vundet sagen i byretten. Den dom har Michelle Røge anket til landsretten.

Byråds-politikerne i Hjørring Kommune afholder onsdag aften byrådsmøde, og her er et af punkterne på mødet drøftelse af en mulig erstatning og undskyldning i sagen om 29-årige Michelle Røge og hendes søster.

Søstrene er nemlig i årevis blevet svigtet af deres forældre, og det har haft konsekvenser for dem i dag. Deres historie kom tidligere på året frem i I TV 2-dokumentaren 'Ingen kære kommune'.

I dokumentaren kritiserer søstrene Hjørring Kommune for ikke at reagere på en række underretninger, der fortalte om forældrenes misbrug af alkohol og stoffer samt kummerlige forhold i hjemmet i Hirtshals.

Derfor har Michelle Røge tidligere sagsøgt kommunen for ikke at gribe ind - på trods af de mange underretninger om, at hun sammen med sin søster var udsat for omsorgssvigt af sine forældre.

Var heldige at vinde i byretten

Hjørring Kommune har afvist at betale erstatning til Michelle Røge, og har vundet sagen i byretten. Den dom har Michelle Røge anket til landsretten.

Men selvom kommunen har vundet sagen i byretten, mener byrådsmedlem Erik Høgh (Vendelbo-listen) alligevel, at kommunen skal overveje at betale erstatning og sige undskyld.

- Det jeg egentlig gerne vil have ud af det sammen med Frode Larsen fra Dansk Folkeparti, det er, at vi skal have bilagt den her sag, før vi taber yderligere skattekroner, og således at alle kan komme videre i livet, ikke mindst de to Røge-søstre, forklarer han. 

Derfor tabte Michelle

Retten skriver i dommen, at Michelle Røge har levet under særdeles vanskelige forhold i sit hjem, og at det forstyrrede hendes udvikling og liv.

Retten finder det dog ikke bevist, at forholdene var så alvorlige, at de kan karakteriseres som umenneskelig eller nedværdigende behandling efter menneskerettighedskonventionen.

Blandt andet kan Michelle ikke bevise, at hun var udsat for vold i hjemmet.

Men kommunen og borgmester Sørens Smalbro (V) har allerede været ude og sige, at der ikke kan gøres mere, og I har også vundet sagen i byretten, hvorfor er det, at du gør det her alligevel?

- Det gør jeg, fordi jeg tror, at kommunen taber i landsretten, og så kan den jo køre videre i en uendelighed lige til menneskerets domstolen i Strasbourg. Kommunen var heldig med at vinde i byretten, da det bare var et spørgsmål om kommunens rolle.

- Så jeg synes, vi skal have bilagt den her triste sag og give både Michelle og Nana Røge ro i sjælen om, at der var faktisk tale om et svigt, og så kan alle komme videre, forklarer han.

Kan ikke lade sig gøre

Mai-Britt Beith (S), der er byrådsmedlem i Hjørring Kommune mener dog ikke, at det er helt ordentligt af Erik Høgh og Frode Lasen (DF), at de tager punktet op i byrådet.

- Jeg kan ikke udtale mig om en konkret sag, så jeg tænker, at jeg kan udtale mig helt generelt omkring temaet.

- Nu har det jo været ude i medierne, hvad det er, det handler om, og vi har ikke ændret holdning i forhold til tidligere. Vi kommer til at bevæge os inden for det, vi i virkeligheden har kompetence til, og vi har faktisk ikke kompetence til at udbetale erstatning til enkeltborger. Så det vil helt sikkert også være gældende i det her tilfælde, og så er der også tale om en sag, der stadigvæk kører sig, konstaterer hun.

- Og jeg synes i det hele taget, at det er en lille smule ærgerligt, at man stiller nogen i udsigt, at det er noget, der kan lade sig gøre, for det kan det faktisk ikke, afslutter byrådsmedlemmet.


I behandling for akut leukæmi, men kommunen tager Pernilles sygedagpenge

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Selvom lægen siger, at Pernille Olsen kan vende tilbage til sit job til sommer, så vil kommunen alligevel have hende i jobafklaring.

- Siden afgørelsen tikkede ind i torsdags, der har jeg nærmest ikke sovet, lyder det fra en meget påvirket Pernille Olsen.

Hun er kræftpatient og er i behandling for akut leukæmi. Hun kæmper dog ikke kun for at blive rask.

Hun kæmper nemlig også med jobcenteret i Brønderslev Kommune, for selvom Pernille har et job som sygeplejerske og en arbejdsgiver, der venter på hende, så har jobcenteret nu besluttet, at hun skal i jobafklaring.

- Jeg har været i fast arbejde, siden jeg blev uddannet i 2007, og jeg har altid arbejdet fuldtid og knoklet som en hest, så nu føler jeg bare, at man træder på en, som allerede ligger ned, siger Pernille Olsen grådkvalt.

Skal i jobafklaringsforløb

Hun har været sygemeldt siden 22. juli 2024, og indtil nu har hun været på sygedagpenge. Det vil kommunen dog ikke forlænge, og i stedet overgår hun til den noget lavere ressourceforløbsydelse, samtidig med at hun altså skal i jobafklaringsforløb.

Pernille Olsen stod derfor frem på de sociale medier og delte sin historie og frustrationer. Det har medført, at hun nu skal til møde med jobcentret torsdag.

- Jeg har brugt oceaner af tid på at spekulere om natten, og jeg har siddet og forberedt mig, hvilket jeg fortsat kommer til, hvis de holder fast i afgørelsen, da jeg så kan anke den. Og det er samtidig med, at jeg har startet kemobehandling i går (tirsdag, red.), påpeger hun.

I udgangspunktet har man ret til 22 ugers sygedagpenge. I følge Sygedagpengeloven kan det forlænges, hvis man forsat er under behandling, og at man har udsigt til en raskmelding indenfor 134 uger.

Og Pernilles læge på Aarhus Universitetshospital har 7. januar skrevet et journalnotat, hvor han skriver, at han forventer, at Pernille kan vende tilbage til arbejdsmarkedet 1. juni, hvis ikke der kommer svære komplikationer.

Han skriver desuden at behandlingen går godt.

Foto: (Privatfoto)
Foto: (Privatfoto)
Foto: (Privatfoto)

Kan blive fyret

Ulykken kan også ende endnu mere tragisk. Samtidig med at Pernille mister sine dagpenge, så mister hendes arbejdsgiver nemlig også den lønrefusionen, de får i øjeblikket.

- Jeg er jo godt klar over, at det kan have den konsekvens, at det i sidste ende, ender med, at jeg får en fyreseddel, fordi refusionen ryger fra arbejdspladsen, og så er det jo fra egen lomme, at de skal til at betale de måneder, jeg er væk, konstaterer Pernille Olsen.

Svar fra Jobcentret i Brønderslev

Jobcenterchef i Brønderslev Kommune Vibeke Holler vil ikke udtale sig om enkeltsager og vil altså heller ikke fortælle, hvordan de er nået frem til, at Pernille Olsen skal have frataget sine sygedagpenge. Hun siger, at jobcenteret træffer afgørelser efter lovgivningen, og at de går i dialog med borgerne både før og efter en afgørelse.

'Umenneskeligt'

I Pernille Olsens fagforening Dansk Sygeplejeråd mener de, at Pernille får en helt urimelig behandling.

- Der er et forløb i gang, og en formodning om, at hun vender tilbage i løbet af foråret, så jeg har rigtig svært ved at forstå, at man behandler hende på en så rå og for mig at se også umenneskelig måde, pointerer Christina W. Hay Lund, der er forkvinde for Dansk Sygeplejeråd, Kreds Nordjylland.

Det er jo ikke sikkert, at Pernille kan vende tilbage til job 1. juni. Så er det ikke rimeligt nok måske igennem det her forløb?

- Nej, jeg synes, det er fuldstændig urimeligt, at Pernille bliver trukket igennem det her. Hun skal bruge sine kræfter på at blive rask, og på den måde på sigt kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet, pointerer forkvinden.

1. januar trådte ny lovgivning i kraft på sygedagepengeområdet. Sygemeldte, der har et job at vende tilbage til, skal til færre møder på jobcenteret og have mere fred.

- Jeg synes, det her er stik imod intentionen i den nye lovgivning, der egentlig skulle give mere ro til den syge, konstaterer Christina W. Hay Lund.