Danmark vinder VM – for to nordjyder er det langt fra nyt
Det danske herrelandshold har netop besejret Kroatien ved VM i håndbold.
Danmark vandt med cifrene 32-26.
Det er aldrig sket før, at et landshold har vundet VM fire gange i streg. Men det er netop, hvad vi søndag aften har været vidne til i en decideret magtdemonstration over det kroatiske landshold.
Og med på holdet var flere nordjyder – og spillere fra Aalborg Håndbold. Blandt andet Magnus Saugstrup, Thomas Arnoldsen, Henrik Møllgaard og Simon Hald.
Udover den flotte titel, pokalen og æren bliver de to sidstnævnte nu også del af en særlig klub.
For de er blandt en håndfuld danske spillere, der nu også kan skrive hele fire VM-guld på cv’et.
Noget, der heller aldrig er sket før.